Koncerter

Bob Dylan, 16.10.13, Falconer Salen, Frederiksberg

Foto: John Shearer

Bob Dylans utilregnelige koncertopførsel resulterede i en blanding af parodi og selvfornægtelse i Falconer Salen.

Foto: John Shearer

Foto: John Shearer

»What is this shit?«

Sådan skrev Rolling Stone-journalisten Greil Marcus i 1970 om det netop udkomne Bob Dylan-album New Morning. Albummet var hans første i det nye årti, og det var samtidig en ende på den Dylan, der havde udgivet den perlerække af albums, som hans diskografi fra 60’erne er. Siden har både kritikere og fans måttet klø sig i håret for at finde ud af, hvad der gik galt, og selv de største Dylan-fanatikere er enige om, at Dylans output efter New Morning er svært at gøre sig klog på. Udgivelsen af Blood on the Tracks i 1975 viste, at han stadig havde et massivt sangskrivertalent, men en ny Dylan-plade har sidenhen været ligesom at tage på en blind date; fungerer det ikke, kan det gå grueligt og pinligt galt.

Dylan er notorisk berømt for sin tilgang til sit eget materiale i koncertsammenhæng, og derfor var det med nedtonede forventninger, at man satte sig til rette i Falconer Salens bløde sæder onsdag aften. Hans modvillighed mod sin status, både som protestsanger og som fornyer af rockmusikken, smittede også af på sangvalget, og derfor stammede hovedparten af materialet fra de seneste plader, Together Through Life og Tempest.

Men det var allerede under andet nummer, ”She Belongs to Me”, at problematikken omkring Dylans selverklærede ‘Never-Ending Tour’ blev alt for klar. Salens aldrende publikum lukkede kollektivt og saligt øjnene i og mindedes teenageårenes afghanerpelse og tedrikning, mens alle os, der ikke er blevet gamle med Dylan, til skræk og rædsel kunne høre, hvor bevidst elendigt det lød. Dylans band var tydeligvis med på joken, og de leverer et solidt lydtæppe, som Dylan frit kan bevæge sig på, og det nogle gange med så megen velspillet overlegenhed, at koncerten føltes som karaoke.

På ”What Good Am I?” fra Oh, Mercy bibeholdtes nogle af sangens melankolske og vedkommende elementer, hvilket resulterede i aftenens absolutte og eneste højdepunkt. Og det var til trods for Dylans insisteren på at frasere lyrikken så kringlet som muligt. Dylan står ikke over for de samme sangervanskeligheder, som f.eks. Paul McCartney må kæmpe med hver aften, da Dylan aldrig var en sanger til at starte med, og når han inden for et enkelt nummer vælger at lyde som skiftevis en tegneseriefigur og den fulde onkel til familiefrokosten, er det svært at tro på, at det ikke er med vilje.

Sangskriverperlerne ”Tangled Up in Blue” og ”Simple Twist of Fate” blev leveret med en attitude ikke langt fra en Sussi og Leo-koncerts, og det var på det nyere materiale ”Pay in Blood” og ”Life Is Hard”, at billedet af Dylan som en livserfaren og træt mand blev tegnet klarest. Tilråb fra salen blev som vanligt ignoreret, men det var umuligt at nedtone publikums entusiasme, og da bandet rundede af med ”Long and Wasted Years” fra sidste års Tempest, var det til stående klapsalver. Til ekstranumrene ”All Along The Watchtower” og ”Blowin’ in the Wind” blev koncertens ’sid-ned’-politik ignoreret, og selvom størstedelen af salen var i ekstase, var der enkelte, der fik nok.

For alle os, der ikke blev forblændet af Dylan som idol, efterlod stilheden i salen ét rungende spørgsmål, som Dylan måske nogle gange morer sig med at stille sig selv:

»What is this shit?«

Kun Dylan selv har svaret.

★★☆☆☆☆

1 kommentar

  • Den er skæg. Men filmen knækker lidt for mig, da der nævnes en sang, som ikke blev spillet (Life Is Hard). Herudover er det usædvanligt, ikke kutyme, at han spiller så meget fra sine aktuelle albums. Så det med Dylans “modvillighed mod sin status, både som protestsanger og som fornyer af rockmusikken” er vist det, man kalder fri fortolkning eller lystig spekulation.

    PS. Jeg synes ikke, at koncerten var overvældende, men at køre den sædvanlige rockleksikon-ABC-stil (kun Dylans 60’er-plader og Blood on the Tracks er gode), vidner enten om, at man netop bare har læst et wiki-opslag, eller bare ikke har hørt plader som ‘Desire’, ‘Oh Mercy’ eller ‘Time Out of Mind’ for den sags skyld + plus at anmelderen selvfølgelig godt kunne have trollet Dylan-fans med et knap så plat eksempel som Sussi & Leo.

Deltag i debat