Plader

Bon Homme: A Life Less Fancy

Forsangeren i WhoMadeWho er kommet lidt længere ud end til navlen med soloprojektet Bon Homme. Men han kan stadig bunde med lidt hjælp fra Lydmor.

Bon Homme er Tomas Høffdings bowlerhatbeklædte alterego. Den gode mand har længe gjort sig bemærket som bassist og forsanger, først i det “Driving Miss Mia”-skyldige poprock-band Garbo og siden i elektrorock-eksportsuccesen WhoMadeWho. Sidstnævnte bands omfattende turnévirksomhed har efter sigende givet Høffding så meget tid i flyveren, at han har nået både at arrangere og mikse dette nye soloalbum, som er indspillet i hans eget studie.

Det lyder, som om Høffding har rejst på businessclass, for udtrykket på A Life Less Fancy er ganske tilbagelænet. Albummet er ganske vist en smule mere poppet end Bon Hommes selvbetitlede debutalbum fra 2010, der primært bevægede sig i elektro- og house-genrerne, men ikke poppet på den dansable måde. Det er på en væsentligt mere laidback facon.
Netop Laid Back er en af de musikalske referencer, der hurtigt popper op i mit baghoved – især når jeg lytter til de mekanisk funky toner på nummeret “Lover”. Vel at mærke Laid Back i “Bakerman”- og ikke “Sushine Reggae”-dagene. Det skyldes blandt andet Høffdings dybe vokal, der fungerer overraskende godt i betragtning af hans forkærlighed for falsetfigurer i Garbo og WhoMadeWho.

Selvom A Life Less Fancy er blevet til i 10 kilometers højde, er det ikke mange gange, musikken rammer de højere luftlag. En af gangene, det for alvor sker, er på nummeret “The Optimist”, som er en duet med Lydmor og er genbrugt fra Bon Hommes ep Night Tripper, der udkom tidligere i år.
Før dette album var den sang det eneste, jeg havde hørt til Bon Homme. Skørt nok i tv-udsendelsen “DR2 Dagen”, hvor han og Lydmor leverede sangen i en ualmindeligt besjælet fremførsel. Det var en optræden, der gav mig lyst til mere af dem begge. Og jeg forstår godt, at Høffding har valgt at tage sangen med på endnu en udgivelse, for den har fortjent mere opmærksomhed, end den nåede at få på ep’en og som single.

Havde “The Optimist” fået den samme radiovenlige behandling som kæresteskænderiet “Daybreaker”, der også er et samarbejde med Lydmor, var det sandsynligvis blevet lige så populært herhjemme, som det blev på de tyske indie/disco-hitlister. Nummeret, der har været i mild rotation på P6 Beat, er endnu et af albummets højdepunkter og får mig til at ønske, at Bon Homme og Lydmor ville indgå et mere fast samarbejde som popduo, hvis de ellers kan finde tiden ved siden af deres mange andre projekter. Deres vokaler klæder hinanden virkelig godt, og samtidig er sangene med Lydmor albummets mest tilgængelige, også tekstmæssigt, som i hendes omkvæd på “Daybreaker”: »I don’t know what you’re thinking / And I don’t know what I’m doing here / You’ve only got shit to say / I should’ve just stayed away.« Ligefremheden er er en befrielse i det ellers indadvendte univers.

Det indadvendte og melankolske fungerer fint på den James Blake-agtige “Life Deconstructed”, men ellers er A Life Less Fancy bedst, når det lefler lidt for lytteren på hurtigere numre som den electronica-inficerede “The Hill”, der har noget Röyksopp over sig og nok er albummets bedste bud på et dansenummer.
Albummet lider dog stadig under en generel mangel på opbygning og virkelige energiudladninger. Lydbilledet er minimalistisk, hvilket ikke efterlader lytteren med så mange lag at dykke ned i, og så er det næsten fuldstændigt elektronisk bortset fra et hyppigt klingende klokkespil og en akustisk guitar, der demonstrativt får lov at tage over på pladens sidste 30 sekunder. Til gengæld har Høffding umiddelbart brugt mange af de samme effekter albummet igennem, så sangene sikkert nemt kan spilles live med et par enkelte programmeringer og moduleringer.

På “Under the Weather” findes den energimæssige spændvidde og opbygning i instrumenteringen, der ellers mangler på albummet. Der er fuld smæk på synths, lilletromme og vokaleffekter i omkvædet, så nummeret går hen og bliver helt 80’er-pompøst a la Tears for Fears. Det får nummeret til at skille sig en smule ud, hvilket, sammen med pladsmangel, kan være grunden til, at det er blevet valgt fra på lp-versionen af albummet. Og det er synd, for der findes mere undværlige sange på A Life Less Fancy.
Åbneren “Boys” og lukkeren “School” er eksperimenterende uden rigtigt at blive interessante. Den langsomme “Kiss the Wife Pick Up the Knife” er noget mere kedelig, end titlen antyder. Og på “Rest Boost Nest Hoost” og “The Fighter bliver det loopede klokkespil så småt enerverende.

På sit andet album kæmper Tomas Høffding stadig med at finde sin niche som solokunstneren Bon Homme. Han har sikkert haft brug for et kreativt pusterum og har derfor bevæget sig en smule længere væk fra sine spidskompetencer end strengt nødvendigt. Men samtidig har han fundet nye sider af sit talent, og projektet virker til at være på rette vej med det mere poppede fokus.

★★★★☆☆

Deltag i debat