Plader

Califone: Stitches

Califones seneste plade bringer ikke meget nyt med sig, men som sangskriver er Tim Rutili stadig i topform, og hvis man lader sig inddrage i hans triste beretninger, er der masser at komme efter.

For første gang i sin karriere har Tim Rutili taget sit sangskriverprojekt Califone med uden for hjembyen Chicagos trygge rammer. Seneste udspil, Stitches, udgør dermed en collage af indspilninger optaget med en løs besætning og på vidt forskellige vilkår, men det medfører ikke, at Rutilis sange har fået svagere ben at gå på. Siden opløsningen af hans tidligere band, Red Red Meat, har Califones udgivelser været kendetegnet ved en imponerende høj kvalitet, og Stitches er ingen undtagelse.

Califones største trumf er stadig Rutilis flakkende og rodløse personlighed, der dominerer de melankolske beretninger (ofte efter baren er lukket), og hans lakoniske stemme er heller ikke blevet mindre slidt at høre på igennem årene. Bandets flirt med det eksperimenterende har altid givet anledning til sammenligning med åndsfællerne i Wilco, men Rutilis sange fremstår først og fremmest som hans egne og det klangmæssigt varierede lydbillede som en nødvendighed frem for en gimmick.

Titelnummeret viser om ikke andet Califone i topform på sangskriverplan, for fragmenteret lyrik såsom »taking it out on you / cut the connection / just to stitch it together again« underbygger håbløsheden i Rutilis stemme, mens trommemaskiner og analoge synthesizere beretter et drama, som for længst er overstået alle andre steder end hos manden selv. ”Frosted Tips” er et andet højdepunkt; en optimistisk rocker, hvor bandet lyder, som om de er ved at løbe fra hinanden af ren begejstring, men sangens håbefulde melodi står i kontrast til lyrik, som handler om »watching the (…) world die«. Og på ”We Are A Payphone” sætter Rutili sit vægelsind på spidsen ved at spørge sig selv: »is it too late / to turn this around?«

Stiches er på overfladen en lidt rodet affære, og Califones hang til at eksperimentere kan til tider ødelægge sammenhængen på pladen, men Rutilis pen er vanligt skarp, og som sangskriver forfalder han aldrig til det klynkeri, som altid ligger og lurer om hjørnet. I stedet har han endnu engang lavet en plade, der er både vedkommende og medmenneskelig.

★★★★☆☆

Deltag i debat