Nyheder

CPH:DOX skyder musikprogrammet i gang i dag

Skrevet af Signe Palsøe

CPH:DOX løber lige om lidt af stablen for 11. gang og har vanen tro et særdeles solidt koncertprogram. Her får du et overblik over festivalens AUDIO:VISUALS-side og en samling håndplukkede anbefalinger.

Københavns dokumentarfilmsfestival CPH:DOX har efterhånden vokset sig til et format, der ikke kun får filmafficionadoer til at dække novembers kalenderblade med krydser. 11. udgave af festivalen løber af stablen 7.-17. november, men allerede i dag tager festivalen hul på sit musikprogram. Traditionen tro går dette under betegnelsen AUDIO:VISUALS, da alle koncerter har tilhørende visuals som et vigtigt fikspunkt.

Derudover er der ingen særlig fællesnævner for programmet – ud over at det indeholder ikke så få skarpe bookinger. Som lidt af et scoop har festivalen lokket den amerikanske psychfolksangerinde Linda Perhacs til at at give to koncerter, der bliver hendes første på europæisk grund, siden hun i 1970 udgav sit hidtil eneste album, Parallelograms. Dengang fik pladen ikke megen opmærksomhed, men med New Weird America-bølgens storhedstid for omkring 10 år siden blev pladen genopdaget og -udgivet. Nu er der nyt på vej fra Perhacs, og 20. eller 22. november i hhv. Malmø og Jazzhouse er der mulighed for at være blandt de første, der stifter bekendtskab med materialet.

Inden da er der dog ikke så få punkter på programmet, der er et nedslag værdigt. Fuck Buttons og James Ferraro lægger vejen forbi festivalen på to aftener i den elektroniske blipblops tegn. Hvor Fuck Buttons inviterer på rejse mod uendeligheden med deres spacy og zappende rummusik med store armbevægelser, som de senest destillerede på den dunkle Slow Focus, er Ferraro et noget mere jordnært bekendtskab. Fra sit Ariel Pink-kligende lo-fi-univers bringer han reminiscenser af 90’erne med lystig blippen fra Gameboys og rustikke Windows-computere.

Der bliver tid til at skue indad, når Max Richter med sin moderne tilgang til klassisk musik og i selskab med symfoniorkesteret Copenhagen Phil samt visualsforetagendet Dark Matters fortolker Vivaldis “De fire årstider” i en elektronisk version. Det samme bliver tilfældet, når Jerusalem in My Heart præsenterer sit dronende tag på mellemøstlige strenge-, harpe- og blæserklange, der får modspil af melankolsk elektronik. Få en smagsprøve øverst i indlægget her.

Også Mellemøstlig musik præger programmet, når Omar Souleyman lægger vejen forbi Vega til en aften med syrisk tema. Områdets dystre tilstand er for tiden altoverskyggende, når emnet falder på landet, og den igangværende konflikt opridses da også først på aftenen i dokumentarfilmen “Untold Stories”, der fremstiller borgerkrigen set fra demonstranternes side. Ikke desto mindre bliver der også plads til et indblik i den mest livsglade del af syrisk kultur, når Souleyman efterfølgende byder op til dans med sin technoide båndsalat-version af sprudlende mellemøstlig bryllupsmusik.

Således en præsentation af et lille udpluk af programmet. Gå selv på opdagelse i den fulde oversigt over festivalens AUDIO:VISUALS-koncerter herunder, og læs mere om de optrædende kunstnere her.

14. oktober. Factory Floor vs. Dan Tombs, Lille Vega

21. oktober. Majical Cloudz + support: Goldie Chorus, Jazzhouse

26. oktober. Jerusalem in My Heart + support: Own Road, Jazzhouse

1. november. Föllakzoid vs. Brownshoesonly + support: Papir, Stengade

3. november. The Haxan Cloak + support: Pharmakon, Jazzhouse

6. november. Omar Souleyman vs. ‘Untold Stories’, Lille Vega

7. november, Disclosure, Store Vega

7. november. Snöleoparden vs. “disorder”, Cinemateket

8. november. Dalglish vs. Pine Ridge, Falkoner Biograf

9. november. Holly Herndon vs. Akihiko Taniguchi, Teater Grob

10. november. James Ferraro + support: Why Be, Teater Grob

11. november. Jenny Wilson vs. Daniel Wirtberg, Østre Gasværk

11. november. Parkins, Rosenbaum & Greve vs. Dark Matters, Edison Teater

13. november. 60 minutes of Vivaldi Recomposed: Max Richter vs. Dark Matters, Store Vega

13. november. Buraka Som Sistema vs. ‘Off the Beaten Track’, Pumpehuset

14. november. Gäy + First Hate, Teater Grob

15. november. Redwood Hill vs. Mænd og Metal, Pumpehuset

16. november. Final Party: Zebra Katz vs. ’12 O’ Clock Boys’, Lille Vega

16. november. Fuck Buttons, Pumpehuset

20. og 22. november. Linda Perhacs, Moderna Museet, Malmö, og Jazzhouse

Leave a Reply