Nyheder

Damien Jurado annoncerer nyt album og kommende koncert

Skrevet af Alex Nørregaard

Den amerikanske singer/songwriter Damien Jurado annoncer nyt album i form af Brothers and Sisters of the Eternal Son samt kommende koncert i Lille Vega.

»Yeah, as if Jesus got born again. That’s what this album sounds like.«

Hvis man skal tro Joshua Tillman aka Father John Mistys forkyndende ord, er der rigeligt at se frem til på det kommende album fra den amerikanske singer/songwriter Damien Jurado.

Brothers and Sisters of the Eternal Son – det 13. studiealbum fra Damien Jurados folkkyndige hænder –  udkommer 20. januar 2014 via Secretly Canadian, og i den forbindelse giver Jurado også koncert i Lille Vega 21. februar 2014. Der er således rig mulighed for at varme grundigt op til koncerten, der følger op på Jurados udsolgte koncert på Loppen tilbage i 2012.

Er forventningens glæde ikke nok, kan du allerede nu høre lidt lyd fra og om Brothers and Sisters of the Eternal Son, der er blevet indspillet med reggaementalitet og dubinspiration. På albummet har Damien Jurado endnu en gang arbejdet sammen med multiinstrumentalist og producer Richard Swift (The Shins, Foxygen), som også var med på bl.a. Maraqopa fra 2012. Lyt til smagsprøven øverst i indlægget her.

Som det indledende citat afslørede, så har Brothers and Sisters of the Eternal Son fået Father John Misty til at fare i blækhuset. Det er blevet til et lille essay, der afsluttes med følgende linje:

»Jesus is out of his goddamn mind, and I want to live in Damien’s America. Sign me up.«

Halleluja.

Deltag i debat