Koncerter

Foals, 16.10.13, Store Vega, København

Skrevet af Nicklas Colerick

Britiske Foals med Yannis Philippakis i front indtog Store Vega på deres anden aften i Danmark. Efter en lidt sløv start formåede Foals at spille sig varme og rocke det velvillige publikum.

Det efterhånden veletablerede indierockband Foals gæstede Store Vega tirsdag aften i skolernes efterårsferie. Forventningerne til det fem mand store orkester var høje. Det skyldes ikke kun rygterne om, at de havde leveret en god koncert på Train i Aarhus dagen inden, men også fordi de er blevet nomineret til den prestigefyldte britiske Mercury Prize med deres seneste album, Holy Fire, hvor de konkurerer mod yderst fornemme navne som David Bowie, Jake Bugg, Artic Monkeys og James Blake om at vinde Album of the Year.

Koncerten startede med en masse syrede og støjende lyde for derefter at gå over i Holy Fires åbningsnummer “Prelude”. En fed, larmende start, der tydeligvis også faldt i publikums smag, og de takkede med klapsalver. Det støjende og hårde åbningsnummer blev efterfulgt af “Total Life Forever” fra albummet af samme navn, men det fik desværre ikke samme tag i publikum. Det skulle desværre gøre sig gældende for store dele af koncertens start, hvor bandet virkede lidt flade. Det kunne hænge sammen med, at bandet tidligere på dagen havde været et smut forbi Christiania, som forsanger Yannis Philippakis grinende fortalte publikum. Selv det dansable nummer “My Number”, som er blevet hyppigt spillet på diverse radiostationer herhjemme og må fremstå som et af deres nyere hits, faldt til jorden og blev ikke omsat til en dansefest af publikum. Det ellers så fine nummer “Milk and Black Spiders” blev ligeledes en tam affære og manglede lidt nerve og energi.

Foals formåede dog, i kraft af Yannis Philippakis og guitarekvilibristen Jimmy Smith, at spille sig ind i koncerten igen. Det larmende nummer “Providence” satte skub i bandet, og da Yannis hoppede ud og crowd-surfede blev publikum også revet med. Herfra viste Foals, at de i den grad kan spille koncerter, og at deres musikalske univers har mange facetter. De gik fra “Providence” til det smukke nummer “Spanish Sahara”, der fremstod som en klar publikumsfavorit. De fik lavet en flot glidende overgang videre til “Red Socks Pugie” fra debuten Antidotes, som blev afsluttet i en støjende symfoni af guitar, bas og trommer. De illustrerede på fornem vis deres stil, som placerer sig mellem dansant punk, rock og stemningsfyldte, langsommere flader. De formår at kombinere de støjende guitarsektioner med melankolske, nærmest drømmende melodier.

Foals leverede en yderst velspillet udgave af “Late Night”, hvor Philippakis virkelig fik vist sit store sangtalent og kom med en sød hilsen til alle mødre derude. De rundede af med at spille “Electric Bloom”, hvor forsangeren gik helt amok på en lille tromme. Det gav lidt ekstra nerve til koncerten og man stod med en følelse af, at koncerten ikke måtte slutte her.

Briterne kom heldigvis tilbage på scenen og gav en vild liveudgave af storhittet “Inhaler”, hvor man indimellem kunne høre publikum synge med og mærke gulvet i Vega hoppe. Bandet sluttede af med at spille “Two Steps, Twice”, hvor Yannis fra scenen af hoppede/klatrede op på Store Vegas førstesal og løb blandt publikum for derefter at hoppe ned på scenen igen. Imens havde publikum sat sig ned og hoppede op, da nummeret nåede sit klimaks. En vild og vanvittig afslutning, som næsten fik en til at glemme den lidt kedelige og svævende start.

En fornøjelig aften med Foals, som skulle bruge lidt tid til at spille sig varme, men de fik vist, at de kan levere varen, og at de mestrer de dybe rytmesektioner kombineret med de skingre og støjende guitarflader.

★★★★½☆

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Om skribenten

Nicklas Colerick

 

Biografi:
Musik har altid fyldt meget i mit liv. Jeg er vokset op i et hjem, hvor musik har spillet en central rolle. Den gamle grammofonplade i stuen spillede altid klassikere som Beatles, Jimmy Hendrix, Bruce Springsteen eller Bob Dylan. Som barn var jeg på evig jagt efter nye spændende kunstnere i min fars kolossale pladesamling. Det var altid rockmusikken, som tiltalte mig mest. Jeg blev, som mange andre teenagere, optaget af grungemusikken, hvor bands som Nirvana, Pearl Jam, Soundgarden og danske Kashmir og Psyched up Janis fangede min interesse. Deres energiske, fandenivoldske attitude og eksplosive musik åbnede en helt ny musikalsk verden for mig.

 

Indierocken og punkrocken blev efterhånden også indlemmet i mit kritiske musikalske univers, hvor The Strokes, Interpol, Editors, The National og Bloc Party har betydet meget. Senere hen blev der også plads til lidt mere stilfærdig musik som Thomas Dybdahl, Bon iver og Cody.
Elektrorocken vinder også større og større indpas i min pladesamling, og specielt de danske bands Spleen United, Veto og When Saints Go Machine er godt repræsenteret.

 

Fem favoritalbums:
Pearl Jam: Ten
Interpol: Antics
Kashmir: Zitilites
Jeff Buckley: Grace
Spleen United: Neandertahl

Skriv et svar