Plader

Glasvegas: Later… When the TV Turns to Static

Skrevet af Klaus Thodsen

Glasvegas er tilbage med deres tredje album, hvorpå skotterne vender ryggen til lyden fra deres forrige plade. Heldigvis.

Der var engang, hvor verden syntes at ligge for Glasvegas’ fødder. Dengang i 2008, hvor skotterne første gang gjorde sig bemærket, havde de for en stund kurs direkte mod toppen. Man følte måske endda, at kun de selv kunne sætte en stopper for de gode tider. Og det var da også mere eller mindre, hvad de gjorde, da de for godt to år siden udsendte Euphoric /// Heartbreak \\\, der fik dem ned på jorden igen.

Siden da er der heldigvis gået henved 24 måneder, og nu ser tingene allerede meget bedre ud for Glasvegas. Grunden til dette er ganske enkelt deres tredje plade, Later… When the TV Turns to Static. Her kommer de fire skotter tilbage til den bluecollared, guitardrevne indierock, der klæder dem så glimrende. Det er på sin vis også dejligt at opleve, at man kan have den højt besungne ‘britiske arbejderklasselyd’ uden udelukkende at benytte sig at tørre guitarriffs og lilletromme. Og selvom synthen fra forrige plade ikke ligefrem er lagt på hylden, så tjener den denne gang et langt mindre poppet formål. Det glæder mig.

Titelnummeret åbner denne 10 numre lange plade, og det må det siges at gøre rigtig godt. Allerede da trommerne og bassen sætter nummeret i gang, fornemmer man, at man er på vej et rigtigt sted hen. Forsanger James Allans let slørede og dovne vokal synger om hans barndomsgade, og hvad der mon er blevet af alle de gamle venner, nu hvor han som den eneste stadig sidder tilbage på kanten af sin seng oppe på loftet og stirrer ud i luften, når hans »tv turns to static.«

Selvom helhedsindtrykket ved denne plade lang hen ad vejen er positivt, kommer vi ikke helt uden om, at den indeholder deciderede fyldnumre, der ikke rigtig tilfører eller bidrager med noget. Et af disse må siges at være “All I Want Is My Baby“, der med sine under tre minutter ikke optager alverdens tid og netop derfor kun virker endnu mere ligegyldig. En slags lille vignette, hvor vi kan hente friske forsyninger, inden forestillingen for alvor fortsætter.

I den anden ende af Glasvegas-spektret finder vi pianoballaden ”I’d Rather Be Dead (Than Be With You)”, hvor vi ser Allan fra en ganske anden side end den, hans dovne og småsnottede vokal fremstiller på pladens tidligere numre. Med en blanding af skønsang og depressive deklameringer over de hurtige toner fra klaveret er dette fremragende nummer kommet og gået på lige omkring tre minutter. ”I’d Rather…” viser med al tydelighed, at Glasvegas stadig kan levere mørke og præcise tekster og forstår at iscenesætte den helt rigtige stemning for at komme ind under huden på lytteren. Helt klart blandt pladens bedste skæringer.

Alt i alt må man sige, at Glasvegas er tilbage på det gode spor. Væk er det alt for søgte og prætentiøse indtryk, man fik af deres forrige plade, og tilbage er et billede af et band, der har fundet tilbage til det, de reelt er bedst til. Der er enkelte svipsere på vejen, men det ændrer ikke rigtig på, at Later… When the TV Turns to Static er en ganske glimrende plade. Allan er igen troværdig som frontmand: småsnottet, småfuld eller smådoven. Hvilken af de tre egenskaber, der træder mest frem på scenen, er svært at sige, og faktisk også ret ligegyldigt.

★★★★½☆

1 kommentar

  • Jeg synes du glemmer “Choices”, der for mig er et af pladens allerbedste numre. Jeg forstår heller ikke helt, hvorfor deres sidste plade er så upopulær, men jeg er da helt enig i at “Later” er meget bedre..

Deltag i debat