Plader

Gottschalk: Heart Undercover EP

Maria Gottschalk lyder på sin anden hjemmegjorte ep som Agnes Obels kusine fra underskoven. Hvor Obel sidder og klemter ved bækken i den lille lysning, befinder Gottschalk sig et sted under bladmulden og titter først frem, når tusmørket sænker sig.

Det danske efterår er over os. Med alt, hvad det indebærer af kulde, mørke og trang til at hoppe under dynen med en stor kop kakao. Hermed følger også de selvfølgelige (læs: marketingsmæssigt velgennemtænkte) melankolske, halvdepressive eller blot lidt introverte musikudgivelser, og kunstnere som De Efterladte, Spillemændene og ikke mindst Agnes Obel har allerede affyret startskuddet for denne sæson af melankoli. Maria Gottschalk, kvinden bag projektet Gottschalk, følger trop med sit andet ep-udspil, Heart Undercover. Den fem numre lange ep har en klar rødbrun efterårstråd og fungerer fint som en lækkersørgelig appetitvækker til et fuldlængdealbum, som forhåbentlig ser dagens mørke, inden vinteren er omme.

Gottschalk lyder som førnævnte Agnes Obels kusine fra underskoven, men hvor Obel sidder og klemter ved bækken i den lille lysning, befinder Gottschalk sig et sted under bladmulden og titter først frem, når tusmørket sænker sig. Med få, effektive virkemidler, som mestendels består af en dyster bund af bas og mørke synth-toner, langsomme trommer, forvrængede og til tider nærmest Cæcilie Trier-klingende droneguitarer og så den karakteristiske Obelske vokal krydret med en charmerende barnlig engelsk udtale, formår Gottschalk at holde min opmærksomhed og interesse ep’en igennem. De fem skæringer er desuden udstyret med gode melodier, der er genkendelige uden at være kedelige.

Åbneren “Child” lægger ud med dystre sfæriske flader og Gottschalks udflydende vokal og tager pludselig en mere melodisk drejning for lidt senere at implodere i Chimes & Bells-agtige guitardroner fra de mørkeste afkroge af menneskesindet. Ep’ens stærkeste nummer, som både udfordrer og behager lytteren.

Også “Father” og “Get There” er virkelig velskrevne dystre popsange, som udnytter de relativt enkle virkemidler til at forføre dig ind i elverhøjen og danse kinddans i al uendelighed til de bedøvende toner af “A Place to Go”, ep’ens sidste nummer. Det store aktiv på Heart Undercover er Gottschalks dragende vokal med det charmerende barnagtige twist, der giver pladen et personligt udtryk, og så kan jeg sagtens godtage, at det ikke er videre originalt.

Den rødbrune efterårstråd spinder sig gennem og rundt om Heart Undercover, som er et fint dystert soundtrack til en mørk gåtur i skoven. Der er dog trods alt for få overraskelser og udfordringer af lytteren til at løfte denne ep helt op til trækronerne, men jeg håber, at Gottschalk med en eventuel fuldlængdeplade vil videreudvikle de mørkeste sider af deres univers og turde være lidt grimmere og lidt ondere. Så kan det blive rigtig fedt.

★★★★☆☆

Deltag i debat