Sådan. Jeg har lyttet og lyttet og lyttet, og jeg vil anbefale dig at gøre det samme. Hymns from Ninevehs nye plade, Visions, er stor, smuk og har armbevægelser, der når langt ud over landets grænser. Pladen gav mig en masse associationer, og mange af dem er ikke særligt sammenhængende. Jeg vil alligevel prøve at beskrive dem her, og hænger du på hele vejen, har du nok til slut samlet brikkerne til et større billede af mit indtryk af pladen.
På en del af Visions er det morgen og lyset er blødt, fordi det bliver filtreret gennem et let gardin. Små støvpartikler danser i lyskeglen, der rammer ansigtet og øjnene. Øjnene, der stadig blot er sprækker, selvom tanken er klar. Der er en, der ligger ved siden af og slumrer videre, stille og levende. You make the world feel new again*.
Senere på pladen ser vi solen stå op over havet. I’m like a kid on the beach / When you hurl your sun over me**. Verden er ny og overvældende. Men også helt nærværende, som sandkorn på fingerspidserne.
Følger vi musikken videre, havner vi på et tidspunkt i noget skyggefuldt og frodigt. Det er som skyggen under et træ på en hed sommerdag. Der vokser blomster med store hoveder og brede kronblade. Der ligger dug i græsset, og luften er diset og dufter af krydderier. I close my eyes and I float upstream and receive a hazy vision of all things.***
Der er også vandfald af violiner. Dråberne falder på varme, åbne håndflader. Bruset fra vandet knitrer i øregangen. Det summer af sol.
Selvfølgelig melder alvoren også. Den er ikke tung, dyster og mørk, men jordisk og menneskelig. Eksistentiel. Det er ikke alle hymnerne, der stammer fra paradis, mange af dem kommer også af melankolien. Nostalgien. Støvet. Far away from Eden / A long way from home / It looks like everything’s changing / Anything burns. ****
The green grass withers / Cities perish, a summer night ends / A brief glimpse of smoke – a sigh- / An unsolved riddle told: / With the same two hands / I buried my father / I carry my son. *****
Og måske er det netop af disse tænksomme toner og sukkende passager, at der slutteligt opstår steder på pladen, hvor nattehimmelen er uvirkeligt klar. Luften er kølig og stjernerne mange. Det er ikke nødvendigvis en religiøs følelse, blot en følelse af at bevidstheden skærpes. Øjnene ser alting tydeligt.
I see all these things… / I can’t wrap my brain around them / cannot understand / what they mean! / Maybe that’s okay? / Can you understand / The lightheadedness of spring / As you can understand algebra / And understand the physics of all things? ***
Vi når hele verden rundt, fra København til Aberdeen, og vi tager hele følelsesregisteret med på vejen – fra den nærmest helt overstadige lykkerus og hele vejen ned i kulkælderen. Det er næsten for stort, næsten for meget. Eller måske er det egentlig bare den mest behagelige mavepuster, du kan forestille dig.
Hver gang jeg lytter til pladen, dukker der flere og flere associationer og billeder op. Jeg tror ikke, at det er meningen, at jeg skal kunne sætte dem i system. Jeg skal bare lade mig flyde med. Og jeg kan kun opfordre andre til at gøre det samme. Med disse smukke hymner som soundtrack kan jeg næsten love at rejsen bliver en oplevelse.
* “Everything We See Will Turn To Dust”
** “A Kid On The Beach”
*** “A Hazy Vision”
**** “Far Away From Eden
***** “A Brief Glimpse Of Smoke”