Plader

Jagwar Ma: Howlin

Skrevet af Alex Nørregaard

Australske Jagwar Ma henter på den vellykkede debut Howlin inspiration fra Madchester-perioden, blander op med lyden fra landsmændene i Cut Copy og Tame Impala og tilsætter et veldoseret skud Cults-klingende pop. Men festen varer ikke ved.

Det er ganske vist at blande dyrene lidt, men det jaguar-klingende navn på den australske duo Jagwar Ma får mig til at tænke på de såkaldte cougars eller pumakvinder – ældre kvinder, der går efter det unge kød. I modsætning hertil går unge Jagwar Ma på debutalbummet Howlin i stedet i kødet på musik af lidt ældre dato.

Lad os først tage en hurtig tur tilbage til Manchester i de sene 1980’ere og de tidlige 1990’ere. Ecstasy gjorde sit indtog i byens natteliv, og navne som The Stone Roses, Happy Mondays og New Order var med til at bane vejen for den såkaldte Second Summer of Love. Velkommen til Madchester: en lyd og en stil, der i lighed med ecstasy bød på et effektivt trip. En flugt fra en virkelighed, der dog stadig ventede på den anden side af ekstasen.

Nu går vores tur til Australien, der i de senere år har givet os bands som bl.a. Tame Impala, Cut Copy og nu også Jagwar Ma. Sidstnævnte kan i en australsk sammenhæng siges at placere sig midt imellem melankolske, men festglade Cut Copy og de melodistærke psych-rockere i Tame Impala. Jagwar Ma indkapsler deres univers i en Madchester-inspireret lyd, hvor de syrer ud, popper op, trænger ind, fester igennem, men desværre også ender med at gå lidt ned.

Første halvdel af Howlin præsenterer helt klart Jagwar Ma fra deres stærkeste side. Selvom jeg egentlig mest af alt har lyst til at kategorisere albummet som hurtigt hørt, så er det svært ikke at blive hængende og tvinge det sidste ud af fængende numre som de let tågede, groove-baserede ”Uncertainty” og ”The Throw” eller de poppede, Cults-klingende ”That Loneliness” og ”Come Save Me”. Her skinner solen, trippet virker, og verden roterer for en stund i takt til musikken.

Men så begynder det hele at bumle og blive noget ujævnt. Da det elektroniske, festorienterede nummer ”Four” sparker ind halvvejs inde på pladen, bliver det svært at følge med. Jagwar Ma sender pludselig lytteren ind i et kedeligt club-lokale, hvor man fra starten er dømt til at danse for sig selv – simpelthen fordi festen er død, og man rent faktisk står alene tilbage.

De efterfølgende og lidt mere uptempo numre i form af den friske, guitar- og trommedrevne ”Let Her Go” og den flydende ”Man I Need” sætter igen lidt gang i hjertet, men lader fødderne forholde sig i ro. Sidstnævnte nummer glider over i ”Exercise”, der minder om ”Four”, men blot byder på en mere eksotisk klang, lidt hidsigere percussion og en mundfuld anstrengte vokalbidder. Her slutter festen.

Eftertænksomheden sætter noget halvhjertet ind på de afsluttende ”Did You Have To” og ”Backwards Berlin”. Førstnævnte er skåret nærmest Keane-agtigt blødt til, mens ”Backwards Berlin” smelter over i tidlig Mew. De to numre viser bestemt en anden side af bandet, men ærligt talt fungerer det ikke super godt.

Der er uden tvivl noget yderst dragende ved Jagwar Ma og deres fine fornemmelse for at skrue yderst fængende halvelektroniske, psych-poppede numre sammen. Det er svært ikke at falde ind i rytmen og glide hen. At overbevise sig selv om, at det er her, det går ned, ligger lige for. Somme steder måske også faretruende lige for, og i længden går man som lytter selv ned og bukker under, idet der ikke er mere at komme efter. Det er lidt ligesom et hurtigt fix. Der er ikke det store perspektiv at ane, men lige nu og her fungerer det fint.

★★★★☆☆

Deltag i debat