Plader

Julianna Barwick: Nepenthe

Skrevet af Alex Nørregaard

Amerikanske Julianna Barwick leverer med Nepenthe et ambient, æterisk og intimt album, hvor loopede vokaler og konturløse arrangementer skaber en meditativ stemning. En elegisk eliksir, der desværre ikke helt har den rette virkning.

Det senmoderne individs jagt på identitet og anerkendelse har i de senere år taget en mærkværdig drejning. Diagnoser for det ene og piller mod andet synes ikke længere at være noget, man kæmper imod, men nærmere noget, man kæmper for. En diagnose kan blive et holdepunkt i en tid, hvor alt andet synes at flyde.

Et alternativ til tidens primære behandlingsformer finder vi hos den amerikanske musiker Julianna Barwick. På sit seneste album, Nepenthe, forsøger Barwick at transformere og transcendere sorgen – ikke mindst over tabet af et nærtstående familiemedlem. Albummets titel er græsk og refererer da også til en medicin mod sorg – et antidepressiv. Behandlingen bliver således til musikalsk handling. Men spørgsmålet er, om Barwicks audiologiske forsøg og meditative anvisninger har nogen effekt hos den lyttesyge modtager?

Overordnet set er Nepenthe umiskendeligt lyden af Julianna Barwick. Et både underligt og vidunderligt afdæmpet virvar af indtryk og ordløse erfaringer fra Barwicks eget liv blandet med let ambient dramatik og meditative omformuleringer af en ellers velkendt lyd fra navne som Sigur Rós og Brian Eno.

Der er ingen tvivl om, at Barwick med sine konturløse arrangementer, luftige kor og loopede vokaler higer efter en verden hinsides den, som vi umiddelbart kan sanse. Der drømmes om et andet sted. Et sted, hvor følelser og selvstændig fortolkning viser vejen.

Desværre har Barwick denne gang problemer med at indstille koordinaterne på den toneorienterede GPS. Hendes tidligere album, The Magic Place, der bl.a. fik mærkatet Best New Music hos Pitchfork, levede fint op til sin titel og nåede den lovede destination. Derimod synes Nepenthe på både godt og ondt at repræsentere det, der nødvendigvis følger efter en succes. Hvad nu? Hvorhen?

Barwick synes at støde på nogle af de samme udfordringer som f.eks. enmandshæren Eluvium eller postrockerne i Explosions in the Sky. For førstnævnte er grænsen mellem de gode ideer og det vævende og uvedkommende hårfin, hvilket også blev understreget i vores anmeldelse af Nightmare Ending. Hos Explosions in the Sky er udfordringen, at der i manglen på ord hele tiden skal opfindes nye, varierede instrumentelle narrativer og formler.

Selv faldt jeg tidligere i år for nummeret ”Pacing” fra Julianna Barwicks EP af samme navn. Et fredfyldt og fortryllende nummer, som passede perfekt ind i en kold februar måned, der bød på såvel brud som tøbrud. I maj blev den æteriske skæring ”Forever” præsenteret som single-forløber for Nepenthe, og siden fulgte den poppede ”One Half”, der dukkede op i juni.

Nummeret ”One Half” er klart det mest fængende på Nepenthe og desuden blandt de få numre, hvor Barwick leverer bare nogenlunde dechifrerbar lyrik. De svævende vokalindslag sammenvæves til de uforløste linjer »I guess I was asleep that night / just waiting for«. Ligeledes indbydende er de melankolske og let dramatiske skæringer ”Pyrrhic” og ”Labyrinthine”, der ligesom albummet i det hele taget bærer tidlige spor af Sigur Rós – ikke mindst islændingenes ambiente Valtari.

Først og fremmest er albummet optaget på Island med hjælp fra musikeren og produceren Alex Somers, der i privaten danner par med Jónsi, forsangeren i Sigur Rós. Derudover har bl.a. strygerensemblet Amiina bidraget, hvilket giver flere af numrene en tiltrængt tyngde.

Det tætte forhold til Sigur Rós og deres lydmæssige univers trækker dog i sidste ende ned for Barwick. Numre som den Takk-inspirerede ”The Harbinger” samt den let knudrede og porøst forvrængede ”Crystal Lake” fremtræder som afstøvede b-sider fra de islandske bannerførere. Ikke videre dårligt, men heller ikke voldsomt interessant.

Og der er desværre ikke megen plads på Nepenthe til at fjerne fokus fra Barwick. Hendes intime, men formløse udtryk gør det i længden svært at orientere sig og ikke mindst at skelne de fleste af numrene fra hinanden. Det må også indrømmes, at kedsomheden indfinder sig undervejs. Det er en skam, for der er ingen tvivl om, at Barwicks musik gennemgående set gemmer på en besnærende skønhed.

Selvom Julianna Barwick med sin elegiske eliksir i form af Nepenthe ikke når helt i mål, så vil jeg nu alligevel anbefale en solid dosis af musikken herfra. Det skader i hvert fald ikke.

★★★½☆☆

Julianna Barwick kan opleves på Jazzhouse d. 20. oktober.

Lyt til “One Half”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/do/OneHalf.mp3]

Deltag i debat