Koncerter

MGMT, 01.10.13, Store Vega, København

Skrevet af Joachim

Tirsdagskoncerter har hårde betingelser, og MGMT formåede heller ikke for alvor at trænge igennem til publikum denne efterårsaften. Hits var der nok af, men overraskelsesfaktoren var stort set ikke-eksisterende. Det var en skam, for MGMT er et band, man hjertens gerne vil overraskes af.

Det var et tætpakket – og takket være Guards – velopvarmet publikum, der et par klokkeslag over 21 kunne tage imod Ben Goldwasser, Andrew Vanwyngarden samt deres fire mand store velintegrerede liveband tirsdag aften. På trods af det vanskelige spilletidspunkt, som en tirsdag aften uvægerligt er, havde der allerede uger forinden været meldt udsolgt, og stemningen havde da også allerede under pausemusikken nået et imponerende højt niveau, der stod i skærende kontrast til den kolde efterårsaften, som publikum netop var ankommet fra.

Mens bandet langsomt søgte mod deres positioner på Vegas store scene, begyndte en robotstemme i stigende tempo at mumle duoens navn i forskellige afklippede versioner gennem højtalerne. En udknaldet animation, der var Animal Collectives sceneshows værdig, prydede bagtæppet, mens det accelererende lydkaos kulminerede i bulder og brag og robottens konstatering: »That was totally weird, but I feel so alive again.« Så var forventningerne ligesom på plads: forude ventede en halvanden time lang oplevelse, hvor MGMT med lige dele ironi og musikalsk psychpop-snilde skulle tage publikum ved hånden og føre os mod duoens særlige univers.

De første numre lod dog ikke meget tilovers for fantasien. Gruppen havde tydeligvis planlagt at lægge ud med et par træfsikre popnumre, der i form af ”Mystery Disease”, ”Time to Pretend” og ”Flash Delirium” nok indledningsvis sikrede et solidt tag i publikum, men som ikke desto mindre afskar koncerten fra for alvor at løfte sig over en uambitiøs hitparade. Formationen, der blev udgjort af en halvcirkel centreret omkring Vanwyngarden som øjets naturlige fikspunkt, blev der heller ikke rørt meget ved, og medlemmerne stod som klinet til deres pladser på scenen med bagtæppets digitale pixelerede opdatering af 60’er-batikken som eneste egentlige blikfang – ikke udpræget bevidsthedsudvidende.

Først da bandet tog fat på den meget omdiskuterede udforskende anden halvdel af 2007-popeksperimentet Oracular Spectacular, lod det til, at gruppen overvandt startvanskelighederne. I hvert fald musikalsk, for med ”4th Dimension Transition” og ”The Youth” var det som om, at medlemmerne faldt bedre på plads på scenen, og lyden trængte bedre igennem til publikum. Særligt under soloen under førstnævnte hymne ramte de en nerve, der forekom mere autentisk end, hvad de indtil da havde præsteret, og det gav da også et øjeblikkeligt afkast i form af aftenens første smil fra de to øjensynligt noget udmattede psychpop-fyre.

Over den næste række af numre viste gruppens fokus sig dog at være præcist lige så varierende, som det havde været tilfældet med den første halve time. Dette kunne publikum da også tydeligvis mærke, hvor den gejst, som indledningsvis havde været allestedsnærværende, nu så småt begyndte at afmattes. Den lange ”Siberian Breaks” fra bandets nyeste album, Congratulations, har i kraft af sine evige tempo- og melodiskift potentialet til for alvor at kickstarte enhver livesammenhæng, mens fremførslen på aftenen mest af alt forekom at være en uforløst progrock-ørkenvandring, mens Goldwassers dissonansskabende blokfløjtesolo var en gimmick, som sparkede gang i en ellers noget fad version af den på album fremragende ”Introspection”.

Det var til tider svært at spotte, at den MGMT-konstellation, som stod på scenen foran Vegas publikum, også var den, der i 2007 skabte et af årtusindets (ja, store ord) mest livsbekræftende eksempler på musikalsk spilleglæde i form af Oracular Spectacular. Først med ”Electric Feel” lykkedes det noget sent medlemmerne at trænge ud over fotograven nede foran scenen og nå helt ud til publikum, som da også instinktivt kvitterede med fællessang (og her skylder jeg en tak til manden bag mig, som med en avantgarde sopran virkelig fik tilført nummeret en ny dimension).

Stemningen steg tydeligvis på scenen i takt med, at publikum igen begyndte at live op, og da den store koklokke fra den ambitiøse ”Your Life Is a Life” kom frem, kunne man som publikum spore den ironiske indstilling til popkultur og den jokende attitude, som duoen er kendt for. Her fik koncertgængeren Regitze stukket en monstertrommestik i hånden, og selvom koklokke-slagene var forhåndsindspillede, var det en sjov og effektfuld live-gimmick.

I takt med, at koncerten begyndte at lakke mod enden, fik publikum endnu et skud med hitkanonen. Træfsikre popskæringer som ”Alien Days”, ”Plenty of Girls in the Sea” og nyklassikeren ”Kids” (der i sin outro fik tilført et ekstra skud syre i form af en vellykket elektropsych-jam) gik rent igennem, og formåede dermed i nogen grad at dæmme op for den halvlunkne stil, som Vanwyngarden og Goldwasser indledningsvis havde lagt for dagen.

Dog kunne man på cyklen hjem fra koncerten i retrospekt konstatere, at det havde været en af den slags aftener, hvor performerne oftest kun leverede, hvad publikum kunne forlange, og så heller ikke forfærdeligt meget mere. Når det kommer til MGMT er netop overraskelsesmomentet forventeligt og – med enkeltvise undtagelser i form af numre som eksempelvis ”Your Life Is a lie” –  skuffede duoen især på denne konto. Når aftenen heller ikke bød på videre inspirerende musikalske eksperimenter, følte man sig som publikum udsat for en uambitiøs og let løsning, som ikke levede op til de eksperimenter, som i overbevisende stil leveres på album. De store forventninger fra koncertens indledning forekom en smule uforløste.

★★★☆☆☆

2 kommentarer

  • Sjovt du pointerer 4th Dimension Transitions solo som værende særlig god, især set i lyset af at de slet ikke spillede nummeret (men Of Moons, Birds and Monsters).

    Jeg var langt mere begejstret for koncerten end dig, sikkert hjulpet godt på vej af godt mindset og en super tilstand. Jeg synes f.eks. Siberian Breaks var en super-performance (Introspection ditto)! Sætlisten var fremragende og veludført — eneste – synes jeg – oplagte ombytning havde været Cool Song No. 2 for Plenty of Girls in the Sea — så hvis de skulle have jammet specielt meget mere, havde de været nødt til at begrænse sig yderligere. Og det er sgu da ærgerligt, når nu deres katalog er så sweet.

  • Hej Jakob. Først og fremmest tak, fordi du gør opmærksom på den ombytning af de to titler, som jeg har begået – jeg tager på min kappe, at det lige gik en anelse stærkt, og selvfølgelig vil det blive rettet. Men heldigvis vidste du alligevel godt, hvilket nummer jeg refererede til.

    Dernæst må jeg så sige, at jeg så vidt muligt har forsøgt at give en objektiv vurdering af koncerten uafhængigt af mit mindset på aftenen – selvom det jo kan være svært, og en anmeldelse til en vis grad altid vil være subjektiv. Jeg mener ikke, at der var særlig god overensstemmelse mellem bandets noget statiske optræden og den setliste, der var lagt for dagen. Numrene var i overvejende fra den mere lettilgængelige afdeling af deres – og her giver jeg dig helt ret – ellers udmærkede sangkatalog, men da de hverken blev præsenteret med nogen nævneværdig vitalitet eller skarphed (grundet en til tider lidt ustabil lyd?), resulterede det for mit vedkommende i en lidt fad fornemmelse. Måske netop, fordi jeg ligesom du ellers har så stor respekt for bandet, og havde sat mine forventninger derefter.

    Dernæst må jeg dog sige, at jeg kun kan være glad for, at du havde en god aften – om så du var hjulpet på vej af et godt mindset eller ej.

Leave a Reply