Plader

MGMT: s.t.

På deres tredje album fortsætter MGMT kampen mod genfærdene fra Oracular Spectacular, og syren har i stigende grad taget over. Eksperimenternes vellykkethed er vekslende, men MGMT’s budskab er klart: De er seriøse omkring, hvad de står for, og de agter selv at bevise det.

Historien om MGMT kan velsagtens siges at være noget klichépræget i sin form og er kendt af de fleste tilhængere af bandet. Den handler om to unge musikere, der i løbet af deres collegetid på Wesleyan Universitetet for sjov startede et band; et band, der af pudsige veje og i løbet af forrygende kort tid fik tilegnet sig et hæderligt job som opvarmning for et af periodens kult-indieorkestre, den – sært nok amerikanske – sekstet Of Montreal. Herfra gik det de næste år kun fremad: Velbesøgte koncerter førte til en aftale med plademastodonten Columbia Records, som siden førte til et samarbejde med den nyere legende inden for psychpop-produktioner Dave Friedman, hvilket igen resulterede et hav af singler, hvis kombination af mainstream-appel og hipstercred i løbet af 2008 langsomt løftede de to unge fyre op på toppen af alverdens hitlister.

Her fik de lov at hænge i et stykke tid, hvilket i sidste ende kastede adskillige ‘Best of 2008’-priser af sig. MGMT havde i samarbejde med kunstnere som Animal Collective, Yeasayer og Tame Impala effektivt penetreret den membran, der siden 1970’erne som en beskyttende boble mere eller mindre kompromisløst havde holdt popkultur og psykedelia adskilt, og dette kastede stor omtale og velbesøgte koncerter af sig. Men hvor langt de fleste kunstnere, som var en del af psychbølgen, udviklede deres lyd i en mere pragmatisk og kompromissøgende retning, gik MGMT den modsatte vej. I 2010 var forventningerne til opfølgeren Congratulations store, men med pressemeddelelser fyldt med antihitliste-statements mødte duoen i stedet markedet med en udstrakt langefinger til pladebranchen – en attitude, som af de færreste musikskribenter og -anmeldere blev modtaget pænt, og som de næste år skulle vise sig at placere gruppen i et ‘lad os nu lige se, om ikke de kommer på bedre tanker’-vakuum.

Det kan muligvis virke som spild af tid og kræfter at opremse en historie, som kun er gået de færreste tilhængere af bandet forbi. I forbindelse med vurderingen af deres netop udkomne tredje studiealbum er der dog ingen vej udenom, for bedømt på talrige interviews med hovedpersonerne selv (og deres familier) er gruppens musik, som ovenfor beskrevet, efterhånden gået hen og blevet et produkt er deres foreløbige karriere snarere end omvendt. Hvor 2010-albummet Congratulations’ udsyrede lyd (med et nærmest insisterende fravær af letgenkendelige hooks) kunne tolkes som en modreaktion på den eksplosive opmærksomhed, som duoen oplevede i forbindelse med udgivelsen af den langt mere poppede debut Oracular Spectacular, fortsætter Vanwyngarden og Goldwasser på deres selvbetitlede tredje album deres provokerende udforskning af, hvortil de populærmusikformidlende mediers mæthedsgrænse med hensyn til syre går.

Allerede på albummets første nummer, singleforløberen ”Alien Days”, strør MGMT om sig med deres velkendte prankster-attitude, der så ofte har ladet deres lyttere i tvivl om, hvorvidt duoen i bund og grund overhovedet er seriøse omkring deres foretagende. På en bund af psykedeliske sample-fikserier indleder Vanwyngarden nummeret i en duet med en kordreng, som syngende på toppen af sit stemmebånd udgør et sært match med MGMT-frontmandens noget dybere vokal. Snart indtræder et af den slags rumklangsindsvøbte stadionrock-beats, som på Congratulations blev et særkende for duoen, og indgår i et sært miks med et evigt voksende antal lag og støjende synths. Ved de første afspilninger er ”Alien Days” grundet denne uortodokse instrumentering svært at holde af, men på mærkværdig vis vokser den langsomt efter hver gennemlytning og fremstår slutteligt som en slags udsagn om MGMT’s særegne univers – et univers defineret ved en kitschet og til tider mystisk lyrik, der underbygges af musikalske kompositioner med konventionsbrud som tommelfingerregel.

At lytte til MGMT er som at lytte til en samling koncepter. Hvert eneste nummer bærer sin egen gennemgående gimmick og en unik stemning. Således er ”Cool Song no. 2” kendetegnet ved utrolig lavfrekvent, sumpet bas, der konstant ligger og underbygger nummerets sært groovy gyser-feel, mens ”An Orphan of Fortune” – i kraft af antallet af skæve toner og kitschede synth-soloer – mest af alt kan defineres som lyden af, hvordan den uundgåeligt storladne albumlukker i traditionel forstand ikke bør lyde.

Rent musikalsk er MGMT ikke meget for at please lytteren. Tonarter er i mange tilfælde en by i Rusland, og forholdet mellem A-, B- og C-stykker kan ofte synes bestemt over et spil terninger. Derfor kommer numre som ”Introspection” og ”Your Life Is a Lie” grundet deres naive og simple konstruktioner til at stå i skarp kontrast til det resterende album, og her slår duoens prankster-attitude for alvor igennem. Førstnævnte er mest af alt kendetegnet ved et marcherende beat, som i omkvædet akkompagneres af et obskurt simpelt guitar-hook. »Introspection, what am I really like inside? / Introspection, why have all the prophets lied? / There’s a season when I will find out where I am / And there’s a reason, I will someday find the plan,« synger Vanwyngarden sarkastisk med uengageret stemmeføring og retter en skarp kritik mod samfundets formålsløse krav på stræben efter perfektion.

Samme budskab fremstår om muligt stærkere på den efterfølgende ”Your Life Is a Lie”, hvis – på overfladen – absurde, repetitive komposition afspejler lyrikken. Utallige passager som »Here’s the deal / open your eyes / your life is a lie« samt »Count your friends / on your hands / now look again / they’re not your friends« skaber (psykedeliaen taget i betragtning) meget passende referencer til ungdomsoprørets mere ekstreme ideologiske fraktioner og fremstår som en nærmest situationistisk samfundskritik.

Det er på sin plads at definere MGMT som duoens modigste album til dato. Som beskrevet fremstår medlemmernes budskaber rent tekstmæssigt langt mere eksplicitte og velovervejede, og det samme gælder de musikalske eksperimenter. Hvor de på Oracular Spectacular og Congratulations trods alt for det meste holdt sig på vippen, hvad angik kompositionernes tilgængelighed, er det en anden sag på deres tredje udspil. I forbindelse med ”A Good Life Sadness”, ”Astro-Mancy” og ”I Love You Too, Death” omfavnes psykedeliaen således fuldkomment, om end det er med vekslende succes. Her er ”Astro-Mancy” ved sit skizofrene miks af jungletrommer og techobeats klart stærkest i sit udtryk, men fælles for dem alle er, at de understreger et væsentligt budskab: ‘Vi har udviklet os, og hvis du forventer en ny “Kids”, så spilder du tiden’.

Som det også var tilfældet på Oracular Spectacular, har MGMT her valgt at begå et tvedelt album; hvor første del – med fortrinsvis vellykkede resultater til følge – skævvrider definitionen af, hvad en popmelodi kan være, er anden del overvejende udforskende. Eksperimenterne er dog til tider langt mere direkte i deres reference til 60’er- og 70’er-psykedeliaens pionerer end dem, som neopsychens resterende bannerfører normalt praktiserer. De rene, bevidsthedsudvidende samplejams, der går en konstant balancegang mellem på den ene side at fremstå formålsløse i deres form og visionære i deres instrumentering, er således i centrum.

MGMT er dog ikke en musikalsk landvinding i sig selv – dertil er de lydmæssige eksperimenter hverken tilstrækkeligt mindeværdige eller effektfulde. Alligevel besidder albummet en væsentlig kvalitet i forhold til den måde, hvorpå det indfanger væsentlige glatte og lettilgængelige elementer fra poppen og fører dem gennem duoens hjemmelavede psych-makulator for til sidst at lade dem stå frem i nye rå og langt mindre ligefremme kompositioner. MGMT fremstår på deres nye album som et fænomen i sig selv og optræder i stigende grad som en enestående forvredet spejling af den kultur, som de så kompromisløst forsøger at tage et opgør med. Og hvis ikke dette i sig selv er et formål for et par af psychpoppens helt afgørende foregangsmænd, hvad er så?

★★★★½☆

Deltag i debat