Nyheder

Mogwai tager nyt album med til København

Skrevet af Mikkel Arre

20. januar udgiver skotterne albummet Rave Tapes, og i marts fører deres Europa-turné dem til København.

mogwai_band_11Hardcore Will Never Die, But You Will spåede titlen på Mogwais seneste regulære album – men varslet gjaldt åbenbart ikke bandet selv. I al fald udsendte skotterne tidligere i år soundtracket Les Revenants, og nu er der igen nyt fra Glasgow.

20. januar udgiver kvintetten nemlig sit ottende album, der har fået titlen Rave Tapes. Skal man dømme efter “Remurdered”, der er den første smagsprøve fra pladen, skal albumtitlen nok ikke tolkes som en egentlig programerklæring, om end skotterne har skubbet deres synthesizere noget længere frem i lydbilledet end vanligt.

Når Rave Tapes er udkommet, drager d’herrer på turné i Europa, og tirsdag d. 25. marts fører touren dem til København. Ifølge Pitchfork spiller Mogwai i Koncertsalen, hvilket vil sige den store sal i Koncerthuset i DR Byen.
Du kan høre “Remurdered” her nedenfor.

Deltag i debat