Nyheder

Ny single i mørket fra Broken Twin

Skrevet af Alex Nørregaard

Broken Twin, der i år har fået en del opmærksomhed og ros i udlandet, har netop sluppet et nyt nummer. Nummeret stammer fra hendes kommende, men endnu unavngivne debutalbum, der udkommer via pladeselskabet Anti-.

broken

Den unge danske artist Majke Voss Romme aka Broken Twin, der i år har fået en del opmærksomhed og ros i det store udland, har netop sluppet et nyt nummer fra sit kommende debutalbum.

Singlen fra det endnu unavngivne debutalbum hedder ”Sun Has Gone” og byder på skrøbelige, melankolske toner. Majke Voss Rommes fantastiske vokal kryber fortsat ind under huden på lytteren og akkompagneres her af et sørgende, nærmest ensomt klaver. Lyt selv nederst i indlægget her.

Mens singlen, der også kommer til at indeholde et cover af Johnny Thunders’ ”You Can’t Put Your Arms Around a Memory”, udkommer digitalt 4. november og i fysisk form 18. november, foreligger der endnu ingen dato for debutalbummet. Sikkert er det dog, at albummet udkommer via pladeselskabet Anti-, der også er hjemsted for bl.a. Wilco, Tom Waits og Neko Case.

Broken Twin har tidligere selvudgivet ep’en Hold On to Nothing, men har altså nu fundet et hjemsted og noget at holde fast i. For interesserede lyttere er det derfor bare med at hænge i og vente. Desuden kan Broken Twin 8. november opleves i Vega som support for Daughter, der tidligere i år udgav albummet If You Leave og gav koncert i Lille Vega.

Deltag i debat