Plader

Of Montreal: Lousy With Sylvianbriar

Of Montreal har endnu en gang skiftet ham og skuer på sin 12. plade tilbage mod sit ophav. Bandet har lagt eksperimenterne, genremixene og nysgerrigheden, der gennemsyrede forgængeren, Paralytic Stalks, på hylden og kreeret et ganske middelmådigt og harmløst album.

Hvis der er en ting, man med sikkerhed kan sige om Of Montreal, så er det, at de ikke er kedelige. Siden frontmand Kevin Barnes i 1996 stiftede bandet i Georgia, har det gennemgået utallige transformationer og besøgt lige så mange stilarter. Fra på Cherry Peel at skrive sange, som John Lennon gjorde det, da han var knægt, til at ræse igennem årtierne og rapse glamrock fra Bowie, funk fra Prince og lege med disco og indierock for til sidst at blande det hele sammen i electronicaens store smeltedigel. Alt sammen uden på noget tidspunkt at miste forbindelsen til den gode popmelodi.

På gruppens seneste album, Lousy With Sylvianbriar, har Barnes igen lagt stilen om. Efter at have søgt inspirationens isolation i San Fransisco vendte han 12 sange rigere hjem og samlede de nødvendige musikere for at eksekvere sin vision om pladen. Men i stedet for at lade synthesizeren og computerens endeløse muligheder diktere slagets gang valgte Barnes at indspille alle sangene live på sin gamle 24-spors båndoptager. ”I wanted the process to be more in line with the way people used to make albums in the late 60s and early 70s,” har Barnes sagt om skabelsesprocessen. På den måde står Lousy With Silvyanbriar (desværre) i skærende kontrast til den foregående plade, Paralytic Stalks, der manisk afsøgte grænserne for populærmusik. For lige så nysgerrig som Paralytic Stalks var, lige så triviel er Lousy With Silvyabriar.

Lige fra første anslag på albummets første nummer, “Fugitive Air”, er man slet ikke i tvivl om bandets intention om at vende tilbage til rødderne. En letbenet guitarfigur, et solidt groove og en (uberettiget) selvsikker melodi i en klassisk rockramme udgør det fire minutter lange nummer, som på trods af sin bastante energi klinger lidt ligegyldigt. Man undrer sig over dens status som førstesingle.

“Belle Glade Missionaries” sætter med sin tilbagelænede apati markant streg under Barnes’ fascination af David Bowie. Ligesom koryfæet skabte Barnes sig på 2007-albummet Hissing Fauna, Are You the Destroyer? et alter-ego, Georgie Fruit, der med sine draggede tendenser ikke adskiller sig meget fra Ziggy Stardust.

Lousy With Sylvianbriar har sine to bedste momenter lige på midten med “Colossus” og “Triumph of Disintegration”. “Colossus” brillerer ved på en gang at være enormt sammenhængende og samtidig at have overraskelsens moment i alle sine enkeltelementer. Derudover er den både stemningsmættet, fængende og supergroovy. Om ikke andet bør man tage sig tiden til at lytte til dette nummer.

Pladens fire stille numre er, om ikke dårlige, så en smule kedelige. Det er faktisk kun “Raindrop in My Skull”, der med sine smukke strygere, sikre fremdrift og liflige harmonier virkelig er vellykket.

Desværre synes netop dette at gælde for det meste af pladen. Den er ikke dårlig. Bare lidt kedelig. Den har sine stærke øjeblikke, bevares. Men det overordnede indtryk er anonymitet. Og hvis der er én ting, der er værre end en dårlig plade, så er det en middelmådig plade. Jeg vil gerne give Barnes alskens cadeauer, point og medaljer for bestandigt at prøve kræfter med musikkens uendelige muligheder, men det her er trods alt en anmeldelse af denne specifikke plade. Og den er desværre bare middelmådig.

★★★☆☆☆

Leave a Reply