Plader

Oh Land: Wish Bone

Oh Land er steget ud af jernfuglen og flakser nu rundt på egne vinger. Gudskelov for det.

Oh Land alias Nanna Øland Fabricius skrev inden udgivelsen af sit eponyme andet album under på en stor pladekontrakt med det Sony-ejede Epic Records. Hun blev spået et internationalt gennembrud, optrådte i de store amerikanske talkshows som David Letterman Late Show, prydede forsiden af stort set alle de store modemagasiner og spillede sågar opvarmning for tyggegummi-teenageidolet Katy Perry til hendes sodavandskoncerter. Alligevel gik det ikke helt, som pladeselskabet forventede. Gennembruddet udeblev.

Nu havde de stive jakkesæt ellers lige lugtet dollars, for i Oh Land så de en guldfugl, der havde den sjældne kombination af at ligne en supermodel og samtidig kunne synge og skrive musik. De besluttede derfor, at de måtte have endnu mere kontrol over hendes karriere. Det var slut med, som hun tidligere havde gjort, at stille sig på bagbenene, når Pharrell tilbød hende et poleret samlebåndstrack. Epic Records ville bestemme, og det samarbejde, hun netop havde indledt med Dave Sitek, guitaristen og produceren fra det stilskabende band TV on the Radio, faldt ikke i selskabets smag.

Så Oh Land slog bremsen i – med et uundgåeligt brud med Epic Records som konsekvens. I stedet har hun nu udgivet sin nye plade, Wish Bone, på Dave Siteks indielabel, Federal Prism, i USA og England, og i Danmark har hun sammen med Kasper Bjørke og Farra Mathews dannet pladeselskabet Tusk or Tooth.

Følelsen af at blive omklamret af et stort pladeselskab, der vil gøre alt for at malke koen til sidste dråbe, anskueliggør Oh Land glimrende i åbningsnummeret “Bird in an Aeroplane”. I det klaustrofobiske track beskriver hun, hvordan det føles at være en lille, stærk og flyvefærdig fugl af kød og blod, der bliver tvunget ind i pladeselskabets flyvemaskine af jern og stål. Ud på endnu en tur – fra det ene ligegyldige interview, photoshoot eller show til det andet: »Crossing continents / We’re going in loops / Tell me, will we ever land / Longing to return / To somewhere I’ve known, someting quite familiar.«
Og i omkvædet håber hun på, at vejret stiller sig i vejen, så flyet ikke kan lette: »I pray for hurricanes / You take off when I want to stay / Out of steam I’m off terrain / I’m a bird in an aeroplane.«

Hvis jeg skal følge Oh Lands fugle-metafor, vil jeg beskrive hende som en blanding af tre meget forskellige fugle: kolibrien, nattergalen og svanen.

Med sine meget hurtige vingeslag er kolibrien som den eneste fugleart i stand til at flyve baglæns, at flyve lodret op og ned eller at holde sig i en fast position. Sådan oplever jeg også Oh Lands musik. Den er skæv, kantet, perkussiv, polyrytmisk og kan ændre retning hvert sekund, det skal være. Bevægelig og uforudsigelig – men stadig charmerende, iørefaldende og intelligent popmusik.

Nattergalen kommer jeg til at tænke på, fordi Oh Land har en klassisk, lidt sart, spinkel og tindrende smuk vokal. Lyt til “3 Chances”, og du vil forstå. Nummeret har lidt 60’er-nostalgi over sig, og det vækker mindelser om sangerinder som Joni Mitchell og Joan Baez.

Som svanen er Oh Lands musik, samtidig med alt det andet, utrolig yndefuld. Selv i de mest skæve sange, hvor man som lytter bliver angrebet fra alle vinkler, bevarer musikken elegancen. Det er intelligent popmusik på højt plan, hvor der eksperimenteres, men ikke for eksperimentets skyld. Tag f.eks. “Renaissance Girls”, hvor de elektroniske beats vælter én omkuld. Sangen er en ironisk kommentar til mænd, der forventer, at kvinder skal kunne det hele. Men i stedet for, som nogle feminister har for vane, at pege fingre, være negativ og fordømmende bruger Oh Land humor og ironi i sin kamp for ligestilling. Hun er en nemlig en renæssancepige, der kan rigtig mange ting selv. Se, dét er girl power – ikke tomme paroler som hos popbranchens kryddersild.

Wish Bone er et meget varieret album, mere råt og nøgent end forgængerne, Oh Land har begået. Ikke alle numre er dog lige stærke. “Cherry on Top” virker en kende naiv, og “Kill My Darling” kan jeg heller ikke rigtig se nogen charme ved. Men rigtig mange numre fortjener positiv omtale, såsom det fremragende og diskofile “Pyromaniac”, der nok skal gøre glæde på dansegulvet. Den akustiske prærie-lejrbålssang “Love You Better” er så smuk og melankolsk, at selv Ole Henriksen vil blive ked af det, når han hører den. Og “The Boxer” minder om pladeselskabskollegaen Kelis’ “Milkshake”. I starten virkede nummeret fuldstændig malplaceret – det var unægteligt lidt vildt at gå fra “3 Chances” til det – men efterhånden synes jeg faktisk, det er vildt fedt.

Oh Lands tredje plade er et fremragende eklektisk og intelligent popalbum, som ikke har de samme åbenlyse hits som forgængeren, men derimod vokser ved hver gennemlytning. Oh Land viser sig som den ægte kompromisløse kunstner, hun er. Tusind tak for det, og gid endnu flere ville følge hendes eksempel og byde pladebranchens forsøg på kommerciel ensretning trods.

★★★★½☆

1 kommentar

  • Når man indleder en anmeldelse med at bruge ord som eponyme – så skal man være temmelig optimistisk at tro, at der er mange der gider at læse videre. Samtidig gør anmelderen sig den lange omvej at begave os med oplysninger om Oh Land som har været tilgængelige i flere uger i forbindelse udgivelsen for en måneds tid siden.
    Og da vi så endelig kommer frem til en anmeldelse af det jo må handle om nemlig musikken bliver den omtalt som: det her nummer er en kende naivt, det her kan jeg ikke se nogen charme.
    Jeg er sådan set enige i antallet af u’er, men jeg synes faneme ikke det er ok anmelde musik på den her måde. Det her er ikke godt nok – forhold jer til det produkt der bliver sendt på gaden – ikke alle omstændighederne.
    Med ønske om bedre eponyme tider….

Deltag i debat