Plader

Okkervil River: The Silver Gymnasium

Skrevet af Alex Nørregaard

Okkervil River besøger med The Silver Gymnasium frontmanden Will Sheffs barn- og ungdomsminder fra byen Meriden. Et vellydende, behageligt og rocket tilbageblik, der dog bliver noget kvalmt og uden bid eller kant.

»Show me my best memory / It’s probably super crappy« synger Okkervil Rivers frontmand Will Sheff på nummeret ”Pink Slips” fra gruppens seneste album The Silver Gymnasium. Det syvende i rækken fra den dygtige amerikanske indie- og folkrockgruppe, men også gruppens første uden for Jagjaguwar-regi, idet de er rykket videre til ATO Records.

The Silver Gymnasium er i flytterodet blevet til et konceptalbum, der bygger på Sheffs barn- og ungdomsminder fra byen Meriden i New Hampshire. Og netop derfor iscenesætter den indledende tekstbid fra manden selv ganske vel The Silver Gymnasiums styrker og svagheder. I et interview til Austin Chronicle tilbage i september udtalte Sheff endvidere, at »I didn’t want to make a pastiche record on the sounds of the Eighties (…) I wanted to take the sonic philosophies of the Eighties and adapt that to a modern palette«, og det fik for mit vedkommende The Silver Gymnasium til at falde på plads.

The Silver Gymnasium er en sær størrelse at tage fat på, idet pladen på den ene side er et gensyn med en ikke så fjern fortid og på den anden side et nutidigt blik på denne fortid. En kærkommen påmindelse om, at minderne aldrig rigtig er, men nærmere bliver til; at vi ikke nødvendigvis ser tingene, som de egentlig var, men netop som vi husker dem. Formentlig er det også grunden til, at de fleste ser frem til at se tilbage.

Sheff er ved flere lejligheder blevet udråbt som en af sin generations bedste sangskrivere, og på The Silver Gymnasium holder han fortsat et højt niveau. Teksterne er både ordrige, fortællende, overvældende og samtidig fyldt med små fængende tekstbidder, som det er svært at leve såvel uden som med. Men det lyder ikke, som om Sheff har helt så meget på spil som tidligere. Dertil lyder hans vokal i denne omgang for kontrolleret og poleret.

Det samme kan siges om musikken, der er enormt vellydende og velspillet, men også unødvendigt tilpas blød. Der er ikke rigtig nogen skarpe kanter eller blottede nerver, og hvad der end måtte være af dystre minder indhylles i et behageligt lyserødt skær; en tåge af svulstige guitarer, lystige klavertoner og velformet synth.

Til gengæld er der masser af energi, stadion-sing-along og godt selskab. Den indledende ”It Was My Season” er lystig og fængende fra første lyt, men efterlader lytteren dejligt undrende med det afsluttende »Oh Jason, I know«. Der bliver rocket plat igennem på ”On a Balcony”, der liderligt byder sig til med silkebløde korstemmer, en potent hornsektion og en vulgær guitarsolo. Anderledes forførende er ”Walking Without Frankie”, der langsomt og uforløst bygges op. En sult pirres med afventende trommer og sprøde guitarer.

På numrene ”Down Down the Deep River”, ”Where the Spirit Left Us” og ”All the Time Every Day” jages et forløsende, men også noget kvalmende klimaks. Selv føler jeg mig til tider gelejdet ind i folden hos Band of Horses eller slæbt ind på et stadion til en Bruce Springsteen-koncert. Bedre er det ikke på den energiske synthbasker ”Stay Young”, hvor al nerve og intensitet ofres på et alter af letkøbte synthflader signeret af The Killers.

Der er ingen tvivl om, at The Silver Gymnasium er et sammenhængende og vellydende værk. Desværre er det bare heller ikke så interessant, som Okkervil Rivers tidligere udspil. The Silver Gymnasium åbner op for et bredere publikum og større arenaer, men de virkemidler, der skulle få det til at glide lettere ned, har i mine ører den modsatte virkning. Det ender som et glasurmættet stykke vat: glat, blødt og kvalmt. Uden bid.

Og det er ærgerligt, når man tænker tilbage på plader som f.eks. Black Sheep Boy, The Stage Names og The Stand Ins, hvor Okkervil River havde en hel del mere at byde på. Eller er det blot sådan, jeg husker dem – eller ønsker at huske dem senere hen?

★★★★☆☆

Deltag i debat