Plader

Piano Magic: Heart Machinery – A Piano Magic Retrospective 2001-2008

De har udgivet 11 albums plus singler, ep’er og opsamlinger. De spiller spøgelsesrock med elektronisk lyd og dramatisk dystre tekster. Og så lyder deres bandnavn som navnet på et børnekeyboard. Nu samler Piano Magic op på midterperioden i deres karriere – 2001 til 2008. Desværre er det ikke noget særligt glædeligt genhør.

Nogle gange skal man kalde en skovl for en skovl. Og det vil jeg gøre i dette tilfælde: Heart Machinery er en kedelig plade. Det er en fin og dækkende opsamling på det fransk-engelske spøgelsesrock-projekt Piano Magics karriere fra 2001 til 2008. Men en kedelig plade.

Nu kan de læsere, der bare var interesserede i bedømmelsen så stå af. Jeg vil herfra forsøge at uddybe, hvorfor Piano Magics opsamling ikke fanger mig.

Lad os begynde ved begyndelsen med en lille introduktion: Piano Magic er et London-baseret band, der spiller dyster, minimalistisk coldwave med en gennemgående elektronisk indgangsvinkel. Siden projektet så dagens lys i 1996 har der været en del medlemsudskiftning, men den centrale figur Glen Johnson har hængt på alle årene igennem. Piano Magic har flere særlige karakteristika, der gennem tiden har gjort dem til lidt af et kultprojekt: De næsten bevidst dårlige MIDI-efterligninger af rigtige instrumenter, den insisterende minimalisme, teatralsk dystre tekster og en imponerende udgivelsesrate på 11 albums over 17 år plus hvad der dertil kommer af singler, ep’er og opsamlinger.

Ligesom Seasonally Affective fra 2000 samler Heart Machinery op på alle bandets singler, ep- og compilationnumre, denne gang fra årene 2001-2008. Her har vi altså fat i midterperioden i bandets eksistens, hvor de begyndte at bevæge sig fra at være et elektronisk sovekammerprojekt til at blive mere liveorienteret og rocket i udtrykket. Og vil man gerne dykke ned i Piano Magics store katalog af musik, er denne periode faktisk ikke et dårligt sted at begynde.

Når pladen så alligevel ikke fanger mig, handler det meget mere om bandets koncept end om selve opsamlingen, som egentlig er gjort ganske smukt. På en opsamling som denne bliver det nemlig tydeligt, at der er en grund til, at bandet aldrig er blevet større end et kultband for en lille gruppe sørgmodige sjæle – trods talrige udgivelser og mange år i musikbranchen. For ligesom mange af Piano Magics andre plader fremstår Heart Machinery i længden bare som en række drivende melankolske, ikke særligt sammenhængende og ret indadvendte numre, der ikke får lov at blive sluppet løs, fordi de absolut skal holdes inden for de stramt minimalistiske rammer, som Piano Magic arbejder under. Gang på gang bliver man som lytter skuffet over, at et fint riff eller et stemningsfuldt tema ikke bliver fulgt til dørs, og at ingen tilsyneladende har interesseret sig for at skabe en mere personlig lyd end den, man får, når en eller anden standardmusiker et sted i verden helt mekanisk har siddet og spillet toner ind på en computer og solgt dem som MIDI-lyde, der skal gøre det ud for noget ægte. Jeg vil til hver en tid foretrække, at man omfavner det elektroniske, i stedet for at tage til takke med en fake bandlyd.

Bedst går det bandet, når det ikke er Glen Johnson, der står for vokalen, men derimod dygtige Angéle David-Guillou (Klima), som f.eks. i den næsten poppede og ret fine single “Incurable” (2006) eller den dragende og catchy “Vacancies” fra Dark Horses ep’en (2008). Dermed også sagt, at Heart Machinery for mig at se er mest interessant på anden halvdel, der dækker fra 2005 og frem, hvor David-Guillou begynder at dukke op som forsanger.

Modsat skraber pladen bunden på de mere spoken word-agtige skæringer som f.eks. “What Does Not Destroy Me” fra What Does Not Destroy Me/Christmas Day-samarbejdet (2003) med Klima. Johnsons tekster er simpelthen ikke interessante nok til at løfte det sparsomme og ofte lidt uoriginale akkompagnement, og igen kunne man godt have ønsket sig, at numrene havde fået lidt mere nerve og lidt mindre “se-mig-jeg-er-trist”.

På en måde sidder jeg tilbage med tanken, at bandet måske bare burde have lavet færre udgivelser og til gengæld arbejdet lidt mere med numrene. Man kan godt arbejde ting til døde, men det er langtfra tilfældet her. Det er ingen skam for et band ikke at have en udgivelse klar næsten hvert eneste år, og det kunne måske have klædt Piano Magic at arbejde lidt videre med et nummer som “Paulette”, hvis egentlig helt fine tema på grund af kedelig lyd og gentagen form blot ender som en avanceret ringetone, fra før smartphonen blev opfundet. Og mellemstykket i samme nummer kunne sagtens være blevet til et nummer i sig selv, hvis det fik lidt mere tid, kærlighed og energi. Det hele får lov at ende på et eller andet kedeligt mellemstadie, og det er der ingen musik, der fortjener.

Udvalget af numre er der sådan set ikke noget i vejen med. Tværtimod giver opsamlingen et ret dækkende billede af, hvad Piano Magic var for et band i de første år af dette årtusind. Og egentlig også af, hvad de er for et band i dag. Er man før blevet tiltrukket af Piano Magics dystre og teatralske univers, vil man sikkert elske Heart Machinery. Men jeg føler mig hverken særligt ramt, bevæget eller rørt.

★★½☆☆☆

Deltag i debat