Anbefalet

Pinkunoizu anbefaler

Skrevet af Redaktionen

De danske lydeksperimentalister i Pinkunoizu er netop taget på europæisk efterårsturné. Vi bad forinden Andreas Pallisgaard og Jaleh Negari fra gruppen give Undertoners læsere nogle bud på, hvilke plader der er værd at afsætte tid til.

Pinkunoizu. Foto: PR.

Tilbage i august udgav Pinkunoizu deres farverige og sprudlende seneste psych-udspil The Drop, som har fået den danske, men også udenlandske musikpresse til at spidse ører.

Desuden leverede de en særdeles eksplosiv koncert på årets Roskilde Festival.

For nylig indledte Pinkunoizu en større europæisk turné, der bringer dem forbi både England og Tyskland.

Inden da nåede Undertoner at hive fat i den ene halvdel af gruppen, Andreas Pallisgaard og Jaleh Negari, for at blive lidt klogere på, hvilke plader der udvider deres bevidsthed.

Først Andreas Pallisgaards anbefalinger:

Walter Wegmüller: Tarot (1972)
Kollagepræget, tysk og kosmisk. Denne udgivelse kommer virkelig rundt i universets mange hjørner, hvælvinger og sorte huller, lige fra røvballe-funk-jam til ambiente båndeksperimenter. Flere af de helt eksplosive krautkanoner er med, blandt andre Klaus Schultze og Manuel Göttsching. Og Walter Wegmüller agerer konferencier og guider lytteren ind i den mysticistiske tarot-verden, der danner ramme for albummet.

Rodion G.A.: The Lost Tapes (2013)
Strut Records udgav i år denne plade med den rumænske elektroniske musiker Rodion G.A., men numrene er optaget mellem 1978 og 1984. Udgivelsen er endnu et symptom på den store arkiveringsproces, vi oplever disse år, hvor store skatte bliver gravet frem og præsenteret for et globalt publikum. Jeg har aldrig hørt rumænsk beatmusik før nu, men Rodion G.A. gør det virkelig for mig. Mest af alt minder det lidt om Harmonia, men musikken har sin helt egen og fremmede karakter for mig. Hidsige orgler og synths pares med fuzzguitar og trommemaskiner.

Genius/GZA: Liquid Swords (1995)
Det er den bedste hiphop-udgivelse, jeg kender til. Min yndlings-Wu-Tang-solo-udgivelse. Her bliver skakspillet og forkærligheden for asiatiske kampsportsfilm behandlet med stor finesse i Wu-filosofiens tankesæt.

Oneohtrix Point Never: Replica (2011)
Denne plade er skabt ud fra alskens affald fra radio, tv og reklameverdenen blandet med synths og lidt klaver hist og her. Der sker en masse sjov rytmiske ting på pladen, men mest af alt er jeg draget af den tekstur, alle de behandlede lo-fi-samples udgør tilsammen. Det er dejligt befriende, at lydkilderne er så udviskede. Der er en masse spøgelser, der rumsterer inde i vildnisset. På en eller anden måde har han fået det hele til at lyde som én stor maskine.

Kevin Ayers: Joy of a Toy (1969)
Kevin Ayers døde desværre i år, men har udgivet en stribe helt geniale albums gennem årene, efter han gik solo fra at have spillet i Soft Machine. Joy of a Toy er bare en blandt flere utrolige plader. Hans musik er så laidback og fuld af optursenergi på en og samme tid, at man tror, det er lyv.

Sun City Girls: 330,003 Crosdressers From Beyong the Rig Veda (1996)
Gamle yndlings-kaoter/-sarkaster. Sun City Girls gør vist mere eller mindre, hvad der passer dem, på mere eller mindre helt deres egen måde. De har udgivet uoverskueligt mange plader, men denne tripel-lp-udgivelse har lidt forskelligt af det helt gode: latino-rock, indisk inspireret dronemusik, freepunk og så f.eks. også et legendarisk forsøg på en eller anden form for Mali-sjæler på ”Lies Up Niger”.

Tony Conrad with Faust: Outside the Dream Syndicate (1973)
Minimalistisk og ret slasket, dronebaseret musik med den bredtfavnende Tony Conrad (filmskaber, komponist, forfatter) og de tyske aliens Faust. Tålmod er kodeordet her.

Swans: The Seer (2012)
The Seer fungerer ret fint i forlængelse af Outside the Dream Syndicate. Et af de helt seriøse sværvægter-albums fra sidste år. Tungt, mørkt og langt.

Jaleh Negaris anbefalinger:

Jan Steele/John Cage: Voices and Instruments (1978)
Sjælden, mystisk, uovertruffen plade. Gør luften stille. Pladen er lidt svær at få fat i, men digitalt findes den derude i æteren.

Harmonia: Deluxe (1975)
Harmonias anden plade er perfekt til en cykeltur i den klare, kolde efterårsluft, hvor solen skærer, med vind i håret og rød næse og kinder.

Phil Cohran and the Artistic Heritage Ensemble: The Spanish Suite (1968)
Phil Cohran var i gamle dage trompetist i Sun Ras orkester, men har senere i sit liv komponeret nogle ret fantastiske orkestrale stykker. Pladen The Spanish Suite er en liveoptagelse fra 1968 med gruppen The Artistic Heritage, som han dannede i 1967. Optagelserne er udgivet for nylig og er en brandfarlig cocktail af spansk renæssancemusik og afro- og latinamerikanske stemninger. På en klassisk kompositionsagtig facon strækker Cohran ud over de europæiske tolvtone-skalaer og ud til forskellige sfærer af melodiøse verdener. Vi hørte den i bandet for nylig en aften i tre timer i træk på repeat med masser af rødvin. Det kan anbefales. Nummeret her indeholder noget genialt, episk vokal fra sangeren Claudine Myers.

OM: Conference of the Birds (2006)
Denne plade af stener-metal-drone-duoen OM (der nu er en trio) består af bas, trommer og vokal. Den skal, ligesom de andre anbefalede plader, naturligvis høres meget højt på et anlæg. I så fald tager den en med på en dejlig rejse ind og ud af systemet, hvis man ellers er nok tilbagelænet og beskæftiget med det vigtigste der findes: ingenting.

1 kommentar

Deltag i debat