Plader

Placebo: Loud Like Love

Skrevet af Camilla Grausen

Placebo blev dannet for snart 20 år siden og er nu ude med deres syvende album, Loud Like Love. Albummet indeholder numre, der beviser trioens fortsatte værd, men flirten og frustrationen fra Placebos bedste numre savnes.

Selvom han igen har tillagt sig pagehåret fra 90’erne, er Brian Molko og hans Placebo immervæk blevet ældre siden karrierens start. Til næste år kan i hvert fald trioens to originale medlemmer, Brian Molko og Stefan Olsdal, fejre 20 års jubilæum. Som den nu 40-årige Molko klædeligt selvironisk synger: »Who let the cat out of the bag? / Who told the world that I was older?« Det gør han på Placebos nye album, Loud Like Love, der er det engelsk/skotsk/amerikansk/svensk/luxembourgske bands syvende.

Trioen lægger stærkt ud med titelnummeret, en iørefaldende rocksang med en hurtig guitar og tekst og tone fulde af håb. Det er albummets nok bedste skæring og viser bandets gennemgående talent for melodisk rockmusik. Trods radioappel blev nummeret dog ikke albummets førstesingle.

Det blev derimod den noget ringere “Too Many Friends” med Molkos nasale vokal i front. Temaet er meget 2013: Livet leves på internettet, og folk bruger dagen på at glo ind i deres telefoner, mens ensomheden og distancen i det hele viser sig: »I got too many friends, too many people that I’ll never meet and I’ll never be there for,« synger Molko. Som på seneste fuldlængdealbum, Battle for the Sun, melder strygerne deres ankomst i velvoksen symfonisk poprock, som også Muse praktiserer. Singlen ledsages i øvrigt af en særpræget video med den ligesindede fan (og forfatter) Brett Easton Ellis som fortæller.

Da Placebo blev dannet i 1994, var der dog ikke noget, der hed Facebook-venner eller smartphone-afhængighed. Da bandet udgav den selvbetitlede debut i 1996, appellerede de ikke desto mindre hurtigt til et vist teenagepublikum. Hvis man kunne lide Nirvana, men også fandt dem lidt for amerikanske, skovmandsskjorteklædte og heteroseksuelle, havde Placebo noget af den samme punkede og dog letspiselige rock, om end i en mere europæisk, dekadent og (bi)seksuelt eksplicit udgave. Her hed det ikke “Smells Like Teen Spirit”, men “Teenage Angst” og kom fra Molkos kirsebærrøde læber.

I løbet af årene har Placebo i min optik været bedst, når de lod aggressiviteten og guitarerne få luft – i nogle tilfælde kombineret med lige dele seksuel frustration og flirt. Her fandt de noget, der havde en råhed og ja, teenageangst, over sig, der gjorde indtryk. Som på tidligere numre som “Come Home”, “Brick Shithouse”, “Special K”, “The Bitter End” eller “Kitty Litter”, for nu at tage eksempler fra 1996 til 2009. Den aggressivitet og energi, som har kendetegnet nogle af Placebos bedste numre, savner jeg på Loud Like Love.

Pladens obligatoriske rebelnummer, “Rob the Bank”, er kikset, og flere andre numre på albummet er electrorock med letgenkendelig Placebo-signatur, men uden kød på og glemt om en uge. Det næstsidste nummer, “Begin the End”, er til gengæld et flot følsomt rocknummer, der udvikler sig – både i løbet af nummeret og efter flere lyt – og afslører, at de snarlige jubilarer er blevet mere modne, selvom det er en velbevaret hemmelighed på det meste af albummet. Sammen med titelnummeret og “Exit Wounds” hæver “Begin the End” sig over gennemsnittet på Loud Like Love, som trods flotte momenter, desværre må kæmpe for at strække sig højere end det middelmådige.

★★★½☆☆

Deltag i debat