Plader

Speedy Ortiz: Major Arcana

De albumdebuterende amerikanere i Speedy Ortiz har helt godt styr på, hvordan man skruer en gedigen indieskive sammen. Nok bobler Major Arcana ikke over af originalitet, men de ti sange rammer træfsikkert, hvor de skal.

At blive inviteret med på turné af selveste Thurston Moore og hans nye band, Chelsea Light Moving, må alt andet lige siges at være noget af et anerkendende klap på skulderen for et nyt, pladedebuterende band. Æren tilfaldt for nyligt amerikanske Speedy Ortiz, der tidligere på sommeren udgav udspillet Major Arcana. Og skulle man være i tvivl om, hvorvidt de gode, gamle indie-dyder stadig lever, får man hurtigt svaret her.

Albummets ti numre spænder alle over klassisk-lydende alternativ rock og trækker allermest på 80’ernes og 90’ernes amerikanske scene. Pixies og The Breeders kunne meget vel være blandt de primære inspirationskilder. I hvert fald er der tale om den samme energiske sangskrivning med den velkendte vekselvirkning mellem afdæmpede og larmende sekvenser. Det hele er krydret med en opfindsom lead-guitar, der ofte dyrker atonale forløb og støj. Det giver lige kompositionerne et nøk opad og skaber sammen med forsanger Sadie Dupuis’ vokal en let genkendelig lyd.

”Hitch” er et glimrende eksempel på, hvordan bandet evner at ramme et solidt udtryk. Det starter dejligt skævt med masser af finurligheder i guitarerne hen over en enkel og ligefrem basgang. Oven på det hele ligger vokalen, som indfinder sig med en poppet og legende melodilinje. Det hele lugter lidt af The Delgados’ indiepop, men det bliver lige en tand mere beskidt end som så. Når omkvædet sætter ind, er jeg overbevist om, at dette kunne blive et ganske vellykket lille radiohit. Samspillet mellem det kronisk underdrejede og det ligefremme virker i hvert fald godt og overbevisende her.

Nummeret viser fint, hvad det egentligt er, der gør Speedy Ortiz lige en tand bedre end så mange andre indiebands. Bandet besidder nemlig evnen til at spæde op med poppet sangskrivning lige til grænsen, før det kammer over og bliver uinteressant. Også ”Fun” rammer den helt rigtige balance mellem finurlige og skæve guitarfigurer og hooklines. Det samme gør sig gældende på ”MKVI”, der lukker og slukker. Her bærer bassen verset af sted suppleret af en tør guitar, før det hele eksploderer i tyk forvrængning i omkvædet.

Enkelte numre mangler lidt balancegangen mellem det skæve og det poppede, som ellers fungerer så godt. Eksempelvis befinder åbneren ”Pioneer Spine” sig i lidt mere anonymt farvand, hvor der skramles lidt rundt, uden nummeret rigtig åbner sig op. Det rendyrket skæve er bare ikke bandets stærke side, for det bliver aldrig helt skævt nok til at blive rigtig interessant. Lidt det samme er tilfældet på ”Casper (1995)”, der til trods for nogle momentvis fine forløb mellem vokalen og guitaren heller ikke lever helt op til den standard, bandet andre steder lægger for dagen.

”No Below” er det mest tilgængelige øjeblik på albummet, og her skinner slægtskabet med The Delgados tydeligt igennem. Bandet har her pakket støjen og de skæve guitarer væk, og også i dette terræn fungerer det. At Speedy Ortiz også evner at inkorporere et nummer af denne karakter, siger lidt om, hvor bredt de egentlig favner.

Major Arcana er et album, hvor der hele tiden sker noget. Vi hopper frem og tilbage mellem forskellige udtryk, stiltræk og musikalske virkemidler. Jeg synes, begrænsningen indfinder sig i den umiskendeligt tilbageskuende følelse, der svæver over det hele. Der bliver i lidt for høj grad tale om en tur ned ad Memory Lane til den alternative guitarrock fra begyndelsen af 90’erne. Selvom bandet rammer den lyd på en fed og gennemarbejdet måde, så virker det samtidig også som en naturlig stopklods for, hvor nyskabende eller originale Speedy Ortiz dermed fremstår.

Bandets første album i fuldlængde er et fint bud på alternativ rock, som man lavede den i de gode gamle dage, og de fleste numre bobler over af energi og legesyge. Alligevel mangler der lige det dér sidste, hvor der umiskendeligt sættes eget aftryk på værket, før de for alvor kommer til at måle sig med forbillederne. Men man kommer ikke udenom, at de fire amerikanere her i første forsøg har fået skruet et gedigent bud på genren sammen.

★★★★☆☆

Deltag i debat