Plader

Spids Nøgenhat: Kommer med fred

Skrevet af Daniel Niebuhr

På trods af 12 års stilhed på albumfronten er Kommer med fred egentlig ikke en nødvendighed. Spids Nøgenhats anden albumudgivelse føles primært harmløs og ufarlig, selvom der alligevel er blevet plads til enkelte syrerockperler, hvor 60’er-ånden igen får lov til at blomstre.

Som et levn fra en svunden tid og et psykedelisk retrospekt af en anden verden har Spids Nøgenhats debutplade, En mærkelig kop te, for længst opnået så stor kultstatus i den danske musikhistorie, at koncerterne i forbindelse med bandets gendannelse, der efterhånden ligger mere end to år tilbage i tiden, foruden enkelte covernumre kunne overleve alene på skæringerne fra dette udsyrede unikum. Og selvom det vist aldrig har været en decideret nødvendighed, er ‘drengene’ nu vendt tilbage til studiet for at indspille efterfølgeren med en titel helt i den vanlige 60’er-ånd: Kommer med fred. Fred er nu ikke det eneste, Spids Nøgenhat kommer med i denne omgang, for album nummer to må i den grad kunne betegnes som et modsvar til de enorme forventninger, der altid er til stede, når Uffe Lorenzen udgiver en ny samling kompositioner – især når det i Spids Nøgenhats tilfælde sker efter 12 års stilhed på albumfronten.

Hurtigt står det dog klart, at hallucinogenerne er blevet lagt på hylden, for det er ikke længere det vilde syretrip, som Spids Nøgenhat er taget på, men nok nærmere en hyggetur til Lolland-Falster – bedst eksemplificeret ved nummeret af samme navn. Varmen og hyggen er i fokus frem for det paranoide soundtrack til et seriøst dårligt trip, som gennemsyrede debutpladen, hvilket umiddelbart gør Kommer med fred ganske ufarlig.

Selv de steder, hvor der skal lægges en dæmper på de helt vilde udskejelser, mangler pladen også en vis gennemslagskraft. Eksempelvis mangler en syrerockballade som ”Jorden kalder” desværre den indvirkning fra myriader af svampe og multikolorerede frimærker, som tydeligvis var til stede under den samme type sange på En mærkelig kop te. Samtidig lider Kommer med fred også under, at for mange af pladens numre, som der kun er otte af, flyder sammen i en uidentificerbar masse af lidt for tandløse kompositioner, som alt i alt hæmmer pladens generelle niveau.

Syrehovederne er dog stadig glade for at eksperimentere og lege med de mange musikalske nuancer, hvilket da også er både bandets og pladens største force. ”Vand, brød og te” læner sig op ad et mere poppet udtryk, mens der foruden Lorenzens mest iørefaldende lyrik også bliver leveret pladens bedste guitarspil. Flower power-ånden rammes endelig i kombination med kærlighed og LSD, som bandet også synger, og det er lidt en skam, at den evigt smittende feelgood-stemning ikke føles mere gennemgående.

Vi ender også ude på et velfungerende overdrev, når ”Fred” lukker pladen. Med et uendeligt messende mantra, »kommer med fred / alle skal med«, opnår vi langt om længe den musikalske transcendentalmeditation, som Spids Nøgenhats musik har potentiale til at fremmane, og vi får lov til at afslutte pladen med en overvældende ro i kroppen.

Klart bedst står dog nyfortolkningen af Furekaabens ”Den gennemsigtige mand”, som også var blandt de bedste af sin slags under bandets liveoptrædener, hvor der anno 2013 er blevet skruet ned for tempoet, men i den grad op for dramatikken. Især det tragiske tredje vers om den opiumsælgende ven går fuldstændig rent ind, når Lorenzen synger: »Jeg kan ikke forstå, hvordan nogen kan lade andre folk skyde sig ihjel.« Og meget symptomatisk for det samlede helhedsindtryk er det et ægte 60’er-nummer, der indfanger den selvsamme ånd bedst, hvilket er lidt synd, når man nu kunne have håbet på en lige så stor autenticitet fra Spids Nøgenhats egne kompositioner.

Alligevel er der stadig ingen herhjemme, der producerer syrerock lige så tro mod blomsterbørnegenerationen som Spids Nøgenhat, og Kommer med fred er, foruden bandets suveræne debut, stadig noget af det absolut mest gennemførte af sin slags på denne side af 1975. Ret beset havde en ny udgivelse egentlig ikke været en nødvendighed, især når resultatet føles så harmløst, som det nu engang er tilfældet. Måske kunne en tur på svampejagt have hjulpet dem på rette vej. Jeg kender i hvert fald et fantastisk sted ude på Amager Fælled – det er jeg sikker på, at Spids Nøgenhat også gør.

★★★★☆☆

Deltag i debat