Plader

Tex Fuller: Flooded Lawns

Tex Fuller albumdebuterer med en – for et dansk band – sjældent international lyd. Inspirationerne hentes tydeligvis fra 90’ernes store ikoner inden for indie- og slackerrock, men på trods af de åbenlyse referencer er gruppen umiskendeligt sin egen.

Til tider kan det føles, som om musiktendenser skiftes ud på daglig basis; i går lyttede vi til minimalistiske r’n’b-produktioner, i dag er knudret post-dubstep interessant, og det skulle ikke være mærkeligt, hvis countrymusik i morgen får en revival i en opdateret indpakning. Et forhold, der er både spændende og livgivende for musikbranchen som helhed, og som givetvis til stadighed accelereres af en ustoppelig fremkomst af nye musikblogs og streamingtjenester. Til tider foregår udviklingen dog i så halsbrækkende et tempo, at det er svært at følge med, og så kan man prise sig lykkelig over, at der endnu er bands, der formår at trænge gennem sendefladen med et udtryk, der er funderet inden for velkendte musikalske rammer.

Efter at have lyttet til albummet Flooded Lawns må man konstatere, at København-bosatte Tex Fuller er et band af netop denne karakter. På trods af en endnu relativt kort levetid holder kvartetten på ganske autentisk vis 90’er-slackerrockens faner højt på 11 korte, stilsikre kompositioner.

Pladen indledes med bulder og brag på det konventionsløse nummer “China Drum Happening”, der i løbet på trods af kun to minutters spilletid leverer et slagkraftigt statement om, hvad man som lytter har sig i vente. Her har støjen indledningsvist bredt sig ud over gruppens instrumentering, og med et kinesiskklingende guitarriff som nummerets gennemgående gimmick leder bandet langsomt lytteren tilbage til 90’ernes udtryk, hvor overdrive på guitaren er toppen, og hvor man som forsanger helst skal lyde en smule ligeglad – både med hensyn til stemningsleje og de mere vokaltekniske forhold, som eksempelvis at ramme tonerne helt nøjagtigt.

En gennemgående tendens i gruppens udtryk er en næsten punket foragt for rene klangflader og polerede produktioner. Alligevel er den støj, som Tex Fuller fremmaner ved hjælp af adskillige lag af guitar, dog af væsentlig anderledes karakter end den, som man finder på mange af 90’er-ikonernes plader. Hvor et til tider fuzzet lydtapet var en karakteristisk fællesnævner for både grunge- og indierockens koryfæer, er københavnerkvartettens lyd langtfra lige så hypnotiserende komprimeret. Her er lofi-tendenserne langt mere gennemtrængende, og samspillet mellem en noget skramlet trommeproduktion og en herligt primitiv rytmeguitar skaber et støvet rum, inden for hvilke bandets melodiske guitareskapader får lov til at komme til sin ret.

Som man ofte ser det på et debutalbum, er spændvidden mellem højde- og lavpunkterne på Flooded Lawns betydelig. Det bliver tydeligt, når man kommer lidt dybere ind i albummet, hvor numre som “Low”, “Ramifications” og “Heavy Clouds” på både godt og ondt skiller sig ud. Hvor førstnævnte er en ganske vellykket uptempo-dedikation til dagligdagens mismodige stunder, der på vellykket vis bæres af en gennemgående vekslen mellem surf-inspirerede guitartemaer og en lidelsesfuld vokalføring, som er selveste Kurt Cobain værdig, er “Ramifications” et decideret svagt bud på en slacker-ballade. Her må man trækkes gennem tre minutters musikalsk navlepilleri, før en guitarsolo pludselig på utroværdig vis forsøger at ruske op i en ellers fraværende dynamik.

Dette og lignende fejlskud tilgives dog hurtigt, når man så til gengæld kan glæde sig over mere ligefremme rockperler som “Heavy Clouds” og “Stagnant Pool”, der velsagtens er blottet for originalitet, men alligevel gør et varigt indtryk alene på grund af bandets stærke greb om helt klassiske rockdyder og den naive kærlighed til umiddelbare rockskæringer.

Efter at have lyttet til Flooded Lawns er man ikke i tvivl om, at Tex Fuller, såfremt bandet spiller sine kort rigtigt, kan få en langt større plads i det danske musiklandskab, end debuten giver dem. Gruppens udtryk er aldeles gennemtrængende, og på trods af de utallige referencer til særligt 90’erne, som lyden trækker på, er der noget sært forfriskende og ærligt over produktionerne som helhed.

Ikke desto mindre er udtrykket på pladen endnu en smule udefineret, og hyppige afstikkere som eksempelvis den countryinspirerede – og isoleret set ganske interessante – “Wasted” bidrager til indtrykket, at bandet endnu ikke har fundet sin endelige identitet. Det ændrer dog ikke ved, at Tex Fuller er et band med international appel. En appel, som nok skal komme til sin ret, hvis den får tid til at blive modnet en smule mere i øvelokalet.

★★★½☆☆

Note: Esben K. Rasmussen, der er medlem af Tex Fuller, har tidligere været tilknyttet Undertoner som skribent.

2 kommentarer

  • for en god ordens skyld skal det siges vi er fire, hvor nødigt jeg end vil dementere det ellers fine rygte om, at vi skulle være fem

  • Less is more, som man siger. Tak for rettelsen. Nu skulle det faktuelle gerne være på plads.

Deltag i debat