Plader

The Broken Beats: All Those Beginnings

Aarhusianske The Broken Beats har en bandfilosofi om at ville “bidrage positivt til den kollektive bevidsthed”. Det lykkes ikke ubetinget på bandets nye album.

“Det er let nok at fylde folk med ens eget lort – musik er mit forsøg på at bidrage med noget positivt til den kollektive bevidsthed”, siger forsanger i The Broken Beats Kim Munk om sin filosofi. I og for sig et meget sympatisk synspunkt, som de færreste vel kan have noget imod. Har man hørt bandets P3-singler “The Rules” og “Essentials”, ved man, at det aarhusianske powerpopbands måde at forsøge at sprede glæde på, er at smøre uptempo-popnumre ind i så mange lag af synth, let distortede guitarer og uendelige mængder af strygere som overhovedet muligt. Dette er The Broken Beats’ opskrift, som man jo så kan lide eller ej. Jeg hælder nok mest til det sidste.

All Those Beginnings finder vi dog Munk i et mere melankolsk hjørne end tidligere, og teksterne kredser om livets (især kærlighedens og aldringens) skyggesider. Strofer som »when I’m without you I am lost, in my fairytale of love / it’s such a lonely course« (“Breakup”), »remember when we were young, and the life was yet to come« (“Remember When”) og »uhhh, it feels like rain from a perfect sky« (“Perfect Sky”) er repræsentative. Nej, Munk er ikke den store lyriker, men har til gengæld en yderst veludviklet sans for den gode melodi. Desuden har han en vidtspændende vokal, der, især når han er nede i det dybere leje, giver rare minder om David Bowie. Det er disse to egenskaber, der i sidste ende redder All Those Beginnings fra en bundkarakter.

Med enkelte undtagelser insisterer The Broken Beats nemlig til stadighed på at overlæsse sangene med enorme mængder strygere, synth, højstemte korpassager og falsetvokal. Det gælder f.eks. “Only Love”, førstesinglen “Tell Me” og “Breakup”. For at sige det, som det er, så irriterer dig mig noget så grusomt. Først og fremmest er det ødelæggende for autenticiteten og dermed for empatien med den sorgfulde Kim Munk. Man får en fornemmelse af, at han forsøger at gemme sig selv og sine mørke sider bag en stort opsat livsbekræftende musical fyldt med violiner og falset. Ufrivilligt bliver temaet på All Those Beginnings historien om en følelsesforskrækket mand, og klichéen om den jyske mand, der “lider i stilhed” er på én gang både helt ved siden af og meget rammende for Kim Munk her. Desuden tror jeg, at man skal være af en særlig støbning for at kunne udholde så mange stort orkestrede, hektiske popsange i streg uden at blive bare en smule rundtosset. Hvirvlpop kalder de selv deres musik – og det er i hvert fald en rammende beskrivelse!

Man får altså følelsen af, at Munk ikke helt tør stå ved sin melankoli. Det er en skam, for de enkelte gange, hvor han gør det, bliver han lige pludselig vedkommende. Det gælder især pladens to sidste numre, “Light Master” og “Remember When”, hvor hans flotte dybe stemme kommer til sin ret og ikke overskygges af ligegyldige violiner.

Efter at have hørt All Those Beginnings virker The Broken Beats’ filosofi om at sprede positivitet snarere som et dogme for bandet, der efter min mening desværre undergraver en masse gode sanges autenticitet. Om autenticitet så kun er et kunstkriterium inden for rockmusik og ikke pop, er selvfølgelig en relevant debat, men det kan ikke diskuteres her.

★★★☆☆☆

Deltag i debat