Nyheder

Vi sidder bare her annoncerer album og slipper nyt nummer

Skrevet af Troels Sørensen

De tre herrer i Vi sidder bare her har netop annonceret udgivelsesdatoen for deres tredje udspil. Allerede nu kan du lytte til nummeret “Gennem Danmark” fra pladen.


Vi sidder bare her, trio-konstellationen bestående af Mikael Simpson, Frithjof Toksvig og Jørgen Leth, har offentliggjort en udgivelsesdato for deres tredje udspil. 6. januar udgiver de tre herrer således albummet Ingen regning til mig, og allerede nu kan man få en smagsprøve i form af nummeret “Gennem Danmark”, som også er at finde på den nye plade. Du kan høre nummeret nederst i indlægget her.

På de tidligere plader, Vi sidder bare her (2008) og Ikke euforisk (2010), optræder et jazzet spoken word-univers, hvor Jørgen Leth med sin karismatiske og rolige Aarhus-røst fortæller sympatisk om sine refleksioner og oplevelser fra både ind- og udland og hans egen fortid, nutid og fremtid.

Der er også gennem et godt stykke tid pustet liv i gruppens Facebook-profil gennem små teasere. Blandt andet har Jørgen Leth udtalt: “Jeg kan ikke skrive en digtsamling på det her niveau, det er det bedste vi nogensinde har lavet.”

Der er altså noget at se frem til for tilhængere af Vi sidder bare hers drømmende og reflekterende univers.

Tracklisten til Ingen regning til mig:
1: At komme op og ud
2: Gennem Danmark
3: Sproget
4: Deponeret
5: Café
6: Løgn
7: Kalkunhals
8: At henvende sig til Gud
9: Jalousi og Misundelse
10: Vrede
11: Den hvide serviet
12: Jeg hader det ord
13: Lytter til stilheden

Leave a Reply