Koncerter

Vista Chino, 25.10.13, Loppen, København

Skrevet af Søren Jakobsen

Med afsæt i en nogenlunde ligelig fordeling af henholdsvis deres egne, nye numre og de mudrede mastodonter fra Kyuss-epoken jævnede Vista Chino mere eller mindre et stopproppet Loppen med jorden.

vistaChino

»I don’t give two cents on how you feel,« hyler John Garcia på “Thumb”, den kølhaling af et rocknummer, som salig Kyuss åbnede den ikoniske Blues for the Red Sun med for lidt over 20 år siden. Det kunne i og for sig godt have været et verbalt knippelslag til den tidligere guitarist og banddirigent Josh Homme, der nu har et andet sideprojekt med initialerne QOTSA. For det er primært hans skyld, at det ikke var Kyuss, eller for den sags skyld det genopstandne Kyuss Lives, der varmede et stuvende fuldt Loppen op til 666 grader fredag aften.

På grund af et sagsanlæg fra den rødhårede rockmagnat samt den tidligere Kyuss-bassist Scott Reeder fik John Garcia, Brant Bjork, Bruno Fevery og Nick Olivieri nemlig forbud mod at anvende det hedengangne stoner-rockbands navn i forbindelse med deres tilbagekomst, og det var derfor Vista Chino, man fik fornøjelsen af at opleve på Loppen. Dog uden Olivieri, der, som han har for vane, skred fra bandet efter sagsanlægget.

Det stod dog hurtigt klart, at det i og for sig var ret ligemeget, for belgiske Fevery og bassisten, som jeg må indrømme, jeg ikke aner, hvem var, gjorde et mere end habilt arbejde med at servere den blanding af nye numre og skunkfarvede Kyuss-hymner, som udgjorde setlisten. Det manglede også bare, når nu Fevery har erfaring fra både et Kyuss-coverband og åbenbart også en Helmut Lotti-plade.

Det faktum opsummerer på mange måder den gennemgående halvfjollede lyrik på både Kyuss-numrene og Vista Chino-pladen, der dog i sidste ende er komplet ligegyldig. For Kyuss er, mere end noget andet, noget af det mest primale, rungende og medrivende rockmusik, der er udgivet på denne side af inspirationskilderne i Black Sabbath, og selvom Vista Chino ej er noget Kyuss, og Fevery bestemt heller ikke har de soniske kendetegn, som Homme havde og har, så er det i den grad et godkendt comeback, og bandet havde været så venlige at udvælge de bedste numre til setlisten.

Åbningsnummeret på Loppen kom også fra VC-pladen Peace, nemlig den hoppende og tungt Kyuss-klingende “Adara”, som de tjept fulgte op med verdens bedste hyldest til de mindre veludrustede af os, “One Inch Man”, fra bandets sidste plade, …And the Circus Leaves Town. Og ikke alene var det både stramt, tungt og hedt som bare helvede, men synkronsmilene på de mange velvoksne mænds ansigter, da Garcia åbnede svælget, var ikke til at tage fejl af.

For Ky… Vista Chinos måske vigtigste våben og særkende er i den grad forsangerens prægtige stemmeorgan, der absolut ikke er rustet til, men derimod gik klart og HØJT igennem, hvilket udgør halvdelen af succeskriterierne for en koncert som denne. Selvom Garcia skuffende nok har fået klippet sin engang så smukke hat af hår af, og måtte have lidt hjælp af en underligt dominerende flanger-effekt under det meste af anden halvdel af koncerten, var det ikke nogen udbrændt frontsut, men en bidende skarp og fokuseret stonerpræst, der drev sit band fremad og nedad i en sump af pot og tilsandede gearkasser. Og det var ikke bare vokalen, der holdt vand i lydbilledet.

Loppens lydmænd overgik sig selv i denne omgang, og hele koncerten var en fornøjelse at lægge sin plagede hørelse til, selvom man kunne have frygtet det værste på forhånd. Med de massive mængder fistpumpende menneskekød, som en hævi-koncert på Loppen gerne fordrer, kan det ofte være en udfordring at høre noget som helst. Men ingen problemer her.

Med det ammunitionslager af en rytmeboks, bandet har i den abnormt hårdtslående trommeslager og Evige Dude Brant Bjork, er Kyuss til tider at sammenligne med en 32-hjulet firehjulstrækker fra Mordor, der konstant er på vej direkte mod dit fjæs, og den fornemmelse af snarlig destruktion sad på rygraden af en under hele koncerten, selvom man måtte ud og gispe efter luft nu og da. God destruktion, altså.

Det passede nu også fint med at hente øl, der som bekendt er pensum til Den Fede Rock. Og Den Fede Rock var her, der og alle vegne på en aften, der nåede sine højdepunkter under førnævnte “Thumb”, det sataniske VC-monster “Dargona Dragonia”, der skylder Black Sabbaths “Children of the Grave” et og andet, den koleriske “Gardenia” og ikke mindst ekstranumrene “Whitewater” og “Odyssey”, der levnede plads til, at bandet kunne gøre noget af det, der har skaffet dem så mange fanatiske tilhængere. Nemlig at syre solidt og eftertrykkeligt ud, samtidig med at man som tilhører fik hovedet holdt nede under mudderet af Bjorks massive tæsk og det rifforama, som Josh Homme konstruerede, og hans belgiske reserve klarede på inspireret vis. Hvis man ikke havde haft så travlt med at koncentrere sig om at trække vejret, kunne man næsten have tudet.

Kyuss lever måske ikke af navn, men stumperne af det har det aldeles fint, og det vil være rimeligt at kræve af Copenhell, at de prøver at få de fire truckførere tilbage til deres festival, efter de meldte afbud i sidste øjeblik sidste år. Alle fortjener en ekstra chance, og Vista Chino fortjener mere end det. De fortjener faktisk en satans masse chancer, en kasse god bryg og et ordentligt bjørnekram for at give anmelderen her en af de bedste rockoplevelser i år. Skål, dudes.

★★★★★½

1 kommentar

Deltag i debat