Plader

Yamon Yamon: UISU

Skrevet af Klaus Thodsen

Svenske Yamon Yamon er på gaden med deres andet studiealbum, UISU. En plade gennemsyret af tilbagelænet ro, der næppe kommer til at sætte verden i brand.

Hvis det svenske band Yamon Yamon, som netop har udgivet UISU, var en person, ville han være en person, vi alle sammen kender på en eller anden måde. Ikke en person, vi kender ret godt, men et af de mennesker, vi engang gik i skole med, og som vi nu bare ser på Facebook i ny og næ. En ganske harmløs person, der aldrig for alvor gjorde noget væsen af sig, og som sikkert stadig ikke gør det. En person, der var sød og rar, men som man alligevel ikke rigtig snakkede med. Okay, man snakkede lidt overfladisk i bussen af og til, men heller ikke mere end det. Ikke så vidt vi husker i hvert fald.

Yamon Yamon sad hverken forrest eller bagerst i klassen, men lige midt imellem, hvor læreren aldrig fik øje på ham. Han var såmænd klog nok, men mest på de områder, hvor alle andre også var ret godt med. Når han rakte hånden op, gjorde mindst 10-12 andre det samme, hvilket naturligvis nedsatte Yamon Yamons chancer for at gøre opmærksom på sig selv.

Så gik det trods alt lidt bedre, når der var musik på programmet. Her kunne drengene i læderjakker spille Guns N’ Roses, mens pigerne gav den som Justine Frischmann fra Elastica. Men Yamon Yamon kunne skam også være med, og han spillede nummeret ”Clear Up”, hans klart bedste nummer, for sine klassekammerater. De syntes alle sammen, det var okay, men de glemte det nu hurtigt igen. De kunne faktisk godt lide, at der var en slags forloren energi i nummeret, og at guitaren gav udtryk for at være energisk, men i virkeligheden ikke var det. ”Clear Up” var på en måde et nummer i bevægelse, men det kom alligevel ikke nogen steder.

Selvom det var lidt sparsomt med opbakningen fra vennerne, var Yamon Yamon dog ikke sådan at få ned med nakken. Han blev ved, gjorde han. Hele ni numre fik han med tiden lavet, og dem spillede han igen og igen for sine venner. De syntes alle sammen, at Yamon Yamons numre var fine nok, men når han stoppede med at spille, begyndte de hurtigt at snakke om noget andet.

Egentlig kunne de meget godt lide det, men det var på en eller anden måde musik, som man ikke rigtig lagde så meget mærke til. Yamon Yamons vokal var meget lav, men havde en blødhed, de alle kunne lide. Det vidste Yamon Yamon godt, og derfor prøvede han at holde alle sine sange i samme stemmeleje, hvilket set i bakspejlet måske gjorde det hele lidt kedeligt. Det kunne man f.eks. høre på ”Zen Fashion”, som også havde den meget rolige og ensformigt klingende guitarlyd, som Yamon Yamon måske lidt for stædigt holdt fast i på de fleste af sine numre.

Det var iøvrigt klart bedst at høre Yamon Yamons musik som en slags baggrundsmusik, man kunne sidde og drikke en stille øl til i en hyggelig sofa på en lige så hyggelig bar. Der gjorde det nemlig ikke så meget, at Yamon Yamons numre alle sammen var ret ens i det; man bemærkede det faktisk dårligt nok. ”Any Port In The Storm” var altid et af de numre, der afsluttede settet, og når vi kom dertil, begyndte det for alvor at blive svært at skelne numrene fra hinanden. Altid kom nogen i tvivl: ”Har han ikke lige spillet det her?”

Og jo, det har han vidst, blev de som regel enige om. Ikke at det var et dårligt nummer, men det kunne da være rart med lidt forandring. Det var deromkring det nummer, at folk begyndte at gå fra stedet – uden at tage Yamon Yamon med. Ikke fordi de ikke kunne lide ham; de lagde bare ikke rigtig mærke til, at de havde glemt ham.

★★☆☆☆☆

Leave a Reply