Plader

4 Guys From the Future: Adagio

Skrevet af Anna Møller

4 Guys From the Future er ude med en ny plade. Åh, hvem der bare var tilbage på uni og kunne bestemme playlisten til fredagsbaren!

Jeg forestiller mig, at 4 Guys From the Futures seneste plade, Adagio, vil falde i ekstremt god jord hos landets universitetsstuderende. Og lad mig bare indsnævre den fordomsfulde formodning: Jeg forestiller mig, at Adagio vil falde i ekstremt god jord hos landets Æstetik og Kultur-/Moderne Kultur-studerende. Og hvad bygger jeg så det på? Jo, sammensætningen af catchy sange om sindets dystre krinkelkroge og en tilsyneladende analytisk tilgang til det at skrive musik må være lige i øjet hos landets kommende kulturelite – iklædt novembers sorte tristesse og med en forkærlighed for begrebsafklaring og almen tænksomhed.

Nu må man ikke skue hunden på hårene, eller hvordan man nu siger, men det er alligevel bemærkelsesværdigt, at pressematerialet til Adagio, så vidt jeg har kunnet tælle mig til, fire gange indeholder ordet æstetik. I Bjarke Porsmoses vedhæftede track-by-track-gennemgang skorter det heller ikke på teoretiske begreber og egenanalyse, og selvom det naturligvis ikke er pladeselskabets pressemateriale, der skal anmeldes her, så må jeg indrømme, at jeg har et problem med på den vis at få præsenteret så megen (abstrakt) tekst, når det i virkeligheden burde være musikken selv, der er i centrum. Godt, det ikke følger med køberens udgave af albummet, for Adagio er en virkelig god plade.

Kombinationen af albumcoverets screenshot fra et lydprogram og albumtitlens tilbageskuende reference til den klassiske kompositionsmusiks betegnelse for roligt tempo er sigende for den danske kvartets anden plade. Sigende, fordi albummet både er gennemkomponeret og formfuldendt og alligevel stritter her og der med støj, pludselige brud og velplacerede vokaleksperimenter. Men altså også sigende, fordi Adagio – især i sammenligning med sin mere ukurante eller usammenhængende lillebror Under the New Morning Sun (2010) – fremstår langt mere gennemproduceret og gennemtænkt. Det nye album er produceret af Bjarke Porsmose og Mads Brinch Nielsen, og resultatet er lækkert med en lydlig dybde ikke ulig CTM’s, hvor det rummelige lydbillede udfyldes med alskens instrumenter, der lægger sig som småsprøjt på musikkens paraply. Arh, sikke et ringe sprogbillede, men under alle omstændigheder: Under de traditionelle og melodibærende instrumenter gemmer sig slagtøj, reallyde og andre afstikkere, der alt i alt giver Adagio en vedholdende musikalsk bevægelighed og lader lytteren fortabe sig i nye nuancer ved de utallige gennemlytninger, man kommer igennem. For Adagio er virkelig en plade, der kan tåle at køre på repeat længe.

Et par af pladens bedste numre tæller i mine øjne den hen ad vejen støjende “Corruption” og den vuggende efterfølger “No Morning Comes”, og de to midternumre danner en akse, hvorom mere letbenede sange som den moderne popperle “Beauty Hides in Everyone” og den snigende førstesingle “You Don’t Know What You’re Doing” snor sig. Generelt er der et virkelig højt bundniveau på Adagio, og komposition, udførsel, produktion, lydleg og ikke mindst Bjarke Porsmoses vokal er velfungerende.

Rent melodisk er der ingen tvivl om Adagios kvaliteter som effektiv ørehænger, der i kraft af vokalharmonier og syng-med-tekster uden problemer kravler ind i øregangen og bliver der. Rent tekstligt lægger albummet sig på et noget mere afgrundssort sted i sindet. Med sin mørkt luftige stemme synger Bjarke Porsmose om angst og ugengældt kærlighed, selvom det overordnede udtryk hverken er depressivt eller introvert skuende – snarere sidder jeg tilbage med en letpoppet og opstemt følelse i kroppen. Ligesom hvis man har haft P6 på som baggrundsmusik i et par timer, skønt-skønt. Åh, hvem der bare var tilbage på uni og kunne bestemme playlisten til fredagsbaren!

★★★★★☆

Deltag i debat