Plader

Cate Le Bon: Mug Museum

Hun er lyden af East Village, New York møder Paris – og så med walisisk accent. Lyder det tillokkende? Måske. Men det har nu lydt bedre. Der er noget underligt uforløst over Cate Le Bons nye plade Mug Museum. Og helt ærligt så har vi hørt meget af det før.

Hun er retro. Hun er avantgarde. Hun er folk og poprock. Og så er hun fra Wales. Med en stemme som Nico (The Velvet Underground & Nico) og finurlig charme som Astrud Gilberto har singer/songwriter Cate Le Bon hurtigt fundet sin plads blandt undergrundens indiepop-/rocknavne. Hun har udgivet både på engelsk og walisisk med engelsksprogede Mug Museum som tredje skud på stammen. Og opmærksomheden om den unge dame er bestemt fortjent. Cate Le Bon har en frisk, meget ligefrem lyd – som om hun tilfældigvis faldt over en fængende melodi, tog den med hjem, indspillede den, og voila, så var der lige pludselig en plade. Det er garanteret ikke sådan, det foregår, men illusionen er egentlig behagelig.

Den nye plade er knapt så umiddelbar som tidligere udgivelser. Den er meget riffbåren, og det er egentlig fint i begyndelsen, men i længden grænser det til det irriterende. Tag blot første nummer, “I Can’t Help You”. Her er riffet både kedeligt melodisk og temmeligt svært at komme uden om – måske fordi det er plastret ud over et vers, der heller ikke er særligt interessant. Omkvædet, hvor der bliver leget med harmonikken, er fint skåret, men det, jeg ender med at huske nummeret for, er egentlig først og fremmest et temmeligt enerverende riff. Desværre.

På den anden side er det jo netop riffene og guitarlyden, der gør pladen til sin egen. Guitaren er i høj grad centrum for instrumenteringen, og her er Le Bon (igen igen igen) lykkedes med at ramme en velklingende, klassisk 60’er-lyd; ren, men med en lugt af garage. Der er flere gode eksempler på numre, der fungerer, men “Duke” eller det mere sentimentale “Cuckoo Through the Walls” er måske de mest oplagte: Melodierne er søde og sympatiske, men alligevel ikke helt forudsigelige. Og så er de knapt så stereotypt retro som mange af de andre numre.

Alt det til trods forekommer pladen mig selv efter utallige gennemlytninger en anelse fersk; som om den ikke rigtig vil ind under huden. Den er ligefrem og ligetil, men jeg synes til gengæld ikke, at der er så meget under det øverste lag. Melodierne bliver hurtigt lidt trættende, stemmen er en lille smule distanceret, og helt ærligt så fremstår mange af numrene altså en smule uoriginale – som noget, vi har hørt mange gange før, måske endda leveret med endnu mere hjerteblod.

Det er måske hårde ord at kaste efter en egentlig ganske fin skive. Jeg synes bare, at jeg har set mere sjæl hos Le Bon end på denne. Jeg fornemmer ikke rigtig, om hun er ked af det, desperat, bare lidt opgivende eller rimeligt ligeglad, når hun med randregisterstemme synger »I wish I knew, I wish I knew« på nummeret “I Think I Knew”. Og jeg mærker ikke rigtig den leg og vildskab, som de to forrige plader er stærke på. Der er alligevel mere på spil på CYRK (2012), om end numrene var lidt mere uslebne i deres form.

Så hvor ender vi? Mug Museum er en fin, lidt kedelig retroplade, og jeg havde nok set større ting komme på tredje fuldlængdeudspil fra Cate Le Bon. Skal man ud og investere i sin første plade med den walisiske singer/songwriter, ville jeg få fat i CYRK, før jeg kastede mig over denne.

★★★☆☆☆

Deltag i debat