Plader

Chvrches: The Bones of What You Believe

Den hype-omgærderede skotske elektropoptrio har i den grad luret den menneskelige hjerne, og med sin debut formår gruppen at skabe intelligent pop til både krop og hjerne. Albummet er en sand tour de force ud i elektropoppens univers og de seneste tre årtiers elektroniske musik.

Hvordan laver man et hit, og hvad er god popmusik? Det har tusindvis af musikere spurgt sig selv om i tidens løb, og inden for videnskaben findes også en lille gren, der beskæftigerer sig med netop dette: Hit Song Science hedder denne disciplin populært. Men naturvidenskaben har, viser det sig, overordentlig svært ved at forudsige, hvad det næste store hit bliver, selvom den analyserer sangene ud fra parametre som energi, tempo, dansevenlighed, lydstyrke og harmonisk kompleksitet. På scoreahit.com lyder det: “So, can we come up with a simple equation using these audio features which perfectly describes all hit songs? Well, not quite. It turns out that the complexity of music and the human mind don’t let themselves be squeezed into an equation that easily!”

Hmm okay. Hvad siger hjerneforskerne så? Peter Vuust, jazzmusiker, professor ved konservatoriet i Aarhus og lektor ved Center for Funktionel Integrativ Neurovidenskab (CFIN) ved Aarhus Universitet, har noget interessant at sige om emnet. Hjernen er utrolig god til at genkende mønstre og regler i musik og er derfor eminent til at forudsige dette mønster, hvilket udløser dopamin – hjernens glædesstof. Men er musikken for forudsigelig, belønnes vi ikke så meget, som hvis der er overraskende elementer, hvilket vækker vores nysgerrighed, hvilket udløser mere dopamin. Nysgerrig adfærd har nemlig sikret vores overlevelse som art, siger Vuust til videnskab.dk. Så et stykke musik skal altså balancere mellem forudsigelighed og uforudsigelighed for at glæde lytteren mest – og det må siges at være en simplificeret opskrift på et pophit.

Den hype-omgærdede skotske electropoptrio Chvrches har i den grad luret den menneskelige hjerne, og med sin debut, The Bones Of What You Believe, formår bandet at skabe intellegent popmusik, der både taler til hjernen og kroppen – hvis det da giver mening at adskille de to. Iain Cook, Martin Doherty og Lauren Mayberry har alle tre primært en fortid i den skotske alternative rock, men springer nu med succes ud som synthpoppere. Det 12 numre lange album er en sand tour de force ud i electropoppens univers, hvor lyde og virkemidler fra de sidste tre årtiers elektroniske musikscene røres sammen i en stor heksegryde og på finurlig vis øses op i 12 små lækre velsmagende portioner. I gryden finder vi bl.a. en del hår fra de to Dreijer-søskendes hoveder, lakerede tånegle fra Grimes og Purity Ring, en lille knivsspids 90’er-techno eksemplificeret ved skægstubbe fra DJ Alligator og et par omsmeltede trommemaskiner fra 80’erne. Op kommer der et ganske bombastisk udtryk toppet med Lauren Mayberrys ret spinkle og til tider nærmest sukkersøde lillepigevokal, der giver reminisencer til 90’ernes dancemusik.

The Bones of What You Believe åbner ganske passende med den hype-skabende førstesingle “The Mother We Share”, som så dagens lys allerede i slutningen af 2012. Det er en eminent popsang, som balancerer perfekt mellem det kendte og det overraskende – det forudsigelige og det uforudsigelige – og efter endt lytning er du spækfyldt med dopamin.

Blandt de andre højdepunkter på albummet er “Tether”, der sætter det ellers generelle høje tempo ned, og den elektroniske lydside er mere afdæmpet, indtil nummeret til sidst eksploderer i en lykkerus af 90’er-synth. “Science/Visions” er et andet højdepunkt, hvor man mindes om, at Chvrches er fra det skotske højland. Melodien er keltisk inspireret og krydret med en uhyggelig og storladen Fever Ray-klingende lydside, så man får fornemmelsen af, at Mayberry står på toppen af et skotsk bjerg med kutte og leder en ond keltisk ceremoni.

Der er ikke ét dårligt nummer på The Bones of What You Believe, og track efter track bliver trioen blot ved med at udvikle sit univers og føje nyt til sit repertoire. Pludselig på “Under the Tide” og senere på lukkeren “You Caught The Light” synger Doherty leadvokal, hvilket han gør særdeles godt – især på sidstnævnte – og man undres over, at han ikke har fået mere plads. Alt ser ud til at lykkes for Chvrches for tiden, og til de videnskabsmænd, der endnu ikke har fundet “the hit song equation”, sender jeg gerne en kopi af The Bones of What You Believe.

★★★★★½

Deltag i debat