Nyheder

Darkside kommer til Danmark

Nicolas Jaar og Dave Harrington indtager som duoen Darkside Pumpehuset til marts
Skrevet af Camilla Zuleger

Electronicaduoen bestående af Nicolas Jaar og Dave Harrington lægger vejen forbi Pumpehuset til foråret.

Den amerikanske duo Darkside med electronicaens talk of the town, Nicolas Jaar, og guitaristen Dave Harrington begejstrede anmeldere, da de i oktober udgav debuten Psychic. Den 8. marts 2014 slår de vejen forbi Pumpehuset i København til deres første koncert under Darkside-navnet på dansk jord. Sidste gang, de kiggede forbi, var på Roskilde Festival i 2011, hvor Jaar indtog Cosmopol og allerede dér havde Harrington med på guitar.

Albummet er opstået som en sammensmeltning af Jaars og Harringtons verdener: fængende guitarsoli og Jaars elektroniske talent og vokal. Dave Harrington troede, at han var ved at lave et elektronisk album og Jaar et rockalbum. Det blev til et sted midt i mellem, og Undertoners anmelder skrev, at netop dette »svært originale miks af gyngende discobeats og analoge spacerock-syreudladninger kun er endnu en årsag til, at Psychic må betragtes som produktet af en af årets mest spændende musikalske kollaborationer.«

Darkside har desuden sat deres aftryk på musikscenen med udspillet “Daftside”, et remix af Daft Punks Random Access Memories. Se også øverst i indlægget, hvordan det tager sig ud, når Jaar og Harrington som Darkside sætter den musikalske vanetænkning på prøve med nummeret “Freak Go Home”.

Billetterne til koncerten i Pumpehuset den 8. marts 2014 koster 200 kr., og de kan købes her.

Leave a Reply