Koncerter

Daughn Gibson, 18.11.13, Lille Vega, København

Mørk og mystisk – den tidligere lastbilchauffør Daughn Gibson brænder igennem som få, og synge kan han også. Koncerten i Lille Vega var en stramt spillet og sært underholdende affære, hvor det teatralske country noir-univers udfoldede sig endnu bedre end på plade.

»Græsk gud« er det første, der står på mit sammenkrøllede notepapir. Daughn Gibson – iført camouflagetanktop og sin helt særlige aura af mørk, mystisk mand – ligner en, der nyder sig selv denne aften, og det smitter. Og synge kan han også!

Da jeg ankommer til Vega, er jeg rystet over hæren af parkerede cykler plus de prangende tourbusser, der holder udenfor. I et øjebliks vanvid tænker jeg, at hele verden er inde i lillebitte Lille Vega til Daughn Gibson-koncert i aften, og at den tidligere lastbilchauffør fra Pennsylvania er blevet allemandseje med et kæmpe musikmaskineri bag sig. Jo, hvorfor ikke?! Det nye album Me Moan er mere melodisk og mindre mærkeligt end debuten, og så sent som i sommer gæstede Gibson alle tiders største folkefest i København, Distortion. Og hvem vil ikke se en mørk, mystisk mand med dyb, dyb stemme?

Åbenbart ikke vildt mange. På gulvet foran Lille Vegas scene står det hurtigt klart, at det er Jake Bugg inde ved siden af, der er aftenens tilløbsstykke, og at vi kun er en beskeden håndfuld her. Nok er vi få i den brogede forsamling, men til gengæld er vi glade. Allerforrest slingrer en ældre asiatisk mand rundt mellem spredt kvindfolk i dyb koncentration og med store øjne. Det kunne have været rigtig pinligt, men Daughn Gibson er ikke til at skyde igennem. Måske er han vant til det, eller også er han bare fuldstændigt ligeglad.

Når man lytter til hans plader, All Hell (2012) og Me Moan (2013), kan man godt få det indtryk, at de (især sidstnævnte) er lavet for sjov. Teatralsk country noir klippet i småstykker, Johnny Cash-brummen tilsat et miskmask af spøgelsesagtige loops. Men Daughn Gibson mener det faktisk, ved jeg nu. Denne aften er der ikke antydningen af påtaget country-kitsch eller guilty pleasure-følelse. I stedet bliver man bjergtaget af stemmens alvor og suget direkte ind i det filmiske, stemningsmættede univers, der giver endnu mere mening live udfoldet som en totaloplevelse for både ører og øjne. Selv en bizar sang som ”Mad Ocean” med det gennemført kiksede sækkepibetema på omkvædet (som jeg altid skipper forbi) får retfærdiggjort sin eksistens live.

Den spartanske opstilling på scenen er fantastisk og aparte. Daughn står i Elvis-position med siden til det meste af tiden, af og til roder han med nogle samples på laptoppen. Laver ”you and you and you!”-pegefingeren rundt i salen, kaster med håret, vrider kroppen og lægger ansigtsfolderne helt rigtigt. Siger, vi er »sweet as fuck« og lyder vitterligt som en, der lige er stået ud af lastbilen. Man betvivler det ikke, når han fortæller, at han hadede sin high school prom night.

Med sig har han en trommeslager og en guitarist, der er det stik modsatte af mørk, mystisk mand. Til gengæld skaber de et perfekt afstemt musikalsk rum omkring det billedskønne fikspunkt og hans samples. Bandet får lov til at træde en tand mere i karakter end på pladerne, og det klæder de langsommelige, drævede historiefortællinger at blive revet lidt i. Der er hele tiden en fin balance mellem de kølige, industrielle samples og den organiske klangbund. Det er ikke helt til at blive klog på: På den ene side uhyre enkelt skruet sammen, og så alligevel voldsomt stiliseret. På trods af de mest simple trommerytmer og tangenter – somme tider grænsende til fraværende – vokser sangene sig svulstige og når en nærmest sakral stemning. Det nøgne udtryk får hele tiden heftigt modspil af den uafrystelige patos, der klæber til vokalen.

Derfor er det genialt og hele tiden sært underholdende. Skal man græde, grine eller gyse? Sjældent har jeg været i så godt humør en dødssyg mandag aften i november. Sættet er stramt, intenst og forløber uden svinkeærinder. ”In the Beginning” er et tidligt højdepunkt, og resten af koncerten cementerer, at de stærkeste numre findes på All Hell. ”A Young Girl’s World” er nøjagtigt lige så overjordisk smuk som på albummet med sin minimalistisk drømmende klaversample. Desværre halter en noget amputeret ”Tiffany Lou” efter, da omkvædet ikke er til at høre. Den tunge ”All Hell” lever op til sit navn og nedkalder en klaustrofobisk følelse af clubbing i helvedes forgård over den lille sal.

Pludselig er det tilbage til virkeligheden. Efter 35 minutter plus et kvarters ekstranumre bliver lyset tændt. Daughn griner smørret som en skurk, der har snydt sit publikum for spilletid. Men det er perfekt. Man nåede aldrig at kede sig og går hjem sulten efter mere, fuld af undren over, at ikke flere mennesker lagde vejen forbi.

★★★★★☆

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

2 kommentarer

  • Totalt uenig, magen til overfladiske arrogance, manglende respekt for publikum, lyden og musikken som helhed har jeg aldrig før oplevet.IIngen interaktion med publikum andet end yderst påtaget kommentarer som anmeldelsen præsenterer som var det åbningen af det nye testamente. Græsk gud – nej, trucker ja på en ” den her aften skulle jeg havde blevet i min Mack” tyndt forudsigeligt og respektløst ligegyldigt. Ingen magi det skulle da lige være den mad jeg indtog inden koncerten- den var pengene og forventningerne værd – noget jeg bestemt mener at Daughn ikke levede op til!

Deltag i debat