Koncerter

Deap Vally, 23.11.13, Lille Vega, København

Skrevet af Camilla Zuleger

LA-duoen Deap Vally masserede det forfrosne publikums sjæle med uimodståelig garagerock, da de lørdag aften indtog scenen i Lille Vega.

I LA er der mange, der dyrker dyre detoxkure, når de føler et behov for at få kroppen tilbage på ret kurs. En anden løsning kunne også være en koncert med de lige så lokale Deap Vally, hvor Lindsey Troy og Julie Edwards med deres supermudrede lyd sender et chok igennem systemet, så man går derfra med en følelse af at have fået masseret sjælen.

For bare et år siden var Deap Vally opvarmning på både The Vaccines og ingen ringere end Muses tour efter bare at have udgivet to singler. Siden er det blevet til deres debutalbum, Sistrionix, der udkom i sommer, og duoen havde deres danmarksdebut på årets NorthSide Festival.

Edwards og Troy er mere end bare scenevante, og de indtog den lille scene i Lille Vega med en attitude, der kunne have sparket de fleste i gulvet. Nok handler mange sange om kærligheden, også af den ugengældte slags, men det bliver krydret med feministiske standpunkter og zen-hippie-udtalelser med opfordringer til mindre krig og mere kærlighed.

De to piger, klædt i pailletter mere eller mindre fra top til tå, kælede for publikum med fængende guitar-riffs og trommerundgange, der med deres insisterende repetition næsten gav en mediterende effekt. Og det virkede. Der var både mosh-pits og crowdsurfing, og publikum åd det råt, da Troy trådte op på monitoren på scenekanten.

Men den mediterende effekt kunne også blive for meget. Når man ikke har andet end en distortion-guitar og et trommesæt – der dog langt hen ad vejen var mere end rigeligt – skal man også passe på ikke at køre for meget i samme rille. Deap Vally har en helt særlig og gennemgående lyd, som virkede skræddersyet til et spillested som Lille Vega, men på et tidspunkt frygtede man, at det kammede over og blev lidt kedeligt.

Så galt gik det dog aldrig. Efter en lille time forlod de scenen, men kom hurtigt tilbage med ekstranummeret og et af bandets egentlige hits ”Baby I Call Hell”. Koncerten virkede slut, og med det nummer havde de to piger leveret en meget fornuftig afslutning på en koncert, der satte nye standarder for, hvad to mand (m/k) alene på en scene kan udrette.

Faktisk når der at blive skruet op for lyset, og flere når at går, men den vedholdende og umættelige del af publikum bliver ved at synge med på guitar-riffet fra ”Baby I Call Hell”, hvad slutteligt får lokket Troy og Edwards på scenen igen til to ekstranumre mere.

Publikum tumler ned af trapperne fra salen og ligner nogle, der har befundet sig i mere eller mindre ekstase den seneste times tid. Sættet kunne godt have været strammere og helhedsindtrykket kunne også have været mere imponerende, men når to piger alene giver følelsen af, at man aldrig har lyst til at gå hjem, er det umuligt at stå imod og ikke bare lade sig rive med af den LA’ske garagebølge.

★★★★☆☆

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Deltag i debat