Plader

Ef: Ceremonies

Skrevet af Daniel Niebuhr

Ceremonies er for lang og forudsigelig. Men heldigvis optræder der også momentvise lyspunkter, hvilket redder svenske Efs fjerde studieudgivelse fra at falde helt igennem – og samtidig viser bandet som i grunden udmærkede ambassadører for postrocken.

Inden jeg gik i gang med Ceremonies, havde jeg ikke havde noget som helst kendskab til svenske Ef, der i år kan fejre 10-års-jubilæum med sin fjerde fuldlængdeudgivelse. Med dén strømmende ud af højtalerne har jeg erhvervet mig et nyt musikalsk bekendtskab, der er urimelig lang tid om at tilpasse sig, men som heldigvis sporadisk ender med at vise, at kvintetten fra den anden side af Øresund er en fin leverandør af velfungerende, melodisk postrock.

For sagen (eller problemet, om man vil) med Ceremonies er først og fremmest, at vi skal nå en god håndfuld minutter ind, før jeg for alvor formår at blive fænget af og interesseret i svenskernes lydunivers. Bandet åbner med “Bells Bleed & Bloom”, der er en komposition lige efter postrock-bogen, hvor der indledes med piano og afdæmpet vokal, mens resten af instrumentsektionen lidt efter lidt tilføjes, og der herefter bliver bygget op mod et forventeligt klimaks, før nummeret langsomt dør ud igen. Det hele virker (og her har vi den sekundære årsag til mit problem med Ceremonies) alt for genkendeligt og forudsigeligt, og man ender hurtigt med at frygte, at der begynder at tegne sig et mønster for resten af den mere end en time lange plade.

Det bliver ikke bedre af, at den efterfølgende “Yield, Heart, Yield!” også læner sig op ad samme opskrift, og mens jeg er godt på vej til at afskrive Ceremonies, serverer bandet endelig noget uventet og i den sammenhæng langt mere anvendeligt. En velplaceret aggressionsudladning omkring halvvejs inde i gruppens hyldest til hjemlandets næststørste sø, ”Lake Vaettern”, får bandet til at fremstå tungere og langt mere jordnært end på de resterende kompositioner. Og pludselig løfter Ef pladens generelle niveau op fra blot at være en middelmådig affære over hele linjen til en glimtvis mere helstøbt lytteoplevelse.

For det er nemlig denne momentvise søgen efter brud med, hvad der føles som i forvejen opsatte rammer, der synes at redde Ceremonies fra at falde helt igennem. Det føles befriende, når den stringente postrockkæde af og til hopper af, således at pladen ikke bare drukner i grandiose strukturer og allerede godt udforskede kompositoriske virkemidler. Det er dermed ikke sagt, at bandet ikke er dygtige til traditionel postrock, men manglen på gennemgående fornyelse retfærdiggør desværre bare ikke over 60 minutters spillelængde.

Ærgerligt nok når Ceremonies ikke tilstrækkeligt ofte det potentielt høje niveau, som af og til bliver udforsket undervejs. Men heldigvis redder de enkeltstående lyspunkter en del af min samlede oplevelse – faktisk i sådan en grad, at det ærgrer mig endnu mere, at man som lytter også når at blive udsat for i hvert fald 50 procent forudsigelighed. For når vi hurtigt kommer op og rammer omkring 10 minutter med opbygning-klimaks-outro, føles pladen i disse tilfælde altså bare for langtrukken.

Det er hørt bedre – men også klart værre – og så længe man ikke forventer en musikalsk åbenbaring, kan man derfor, hvad enten man er fan af solid postrock eller ej, heldigvis ubekymret begive sig i kast med Ceremonies.

★★½☆☆☆

Deltag i debat