Artikler Interview

Frightened Rabbit – midt i skotsk rockhistorie

Skrevet af Camilla Grausen

I denne måned gæster den skotske indierock-kvintet Frightened Rabbit Danmark to gange. Sidst, de var i landet, var på sommerens NorthSide Festival, hvor Undertoner fik en snak med frontmand Scott Hutchison om skotske bands, det nye album, Pedestrian Verse, og om at prøve at synge som Aidan Moffat.

Frightened Rabbit pressebilledeFrightened Rabbit spiller indierock med tydelig skotsk accent og fornemmelse. Det høres på kvintettens fem album, senest Pedestrian Verse, og live er stemningen også meget henad skotsk pub. Det var dog ikke over en fadøl i Glasgow, jeg mødte Frightened Rabbits skæggede, livlige og overordentligt flinke frontmand, Scott Hutchison.

Det var derimod på årets NorthSide Festival kort tid efter, Frightened Rabbit havde forladt scenen oven på deres eftermiddagsoptræden. Lettet og i godt humør efter en veloplagt og veloverstået koncert, mødtes han med mig i et lille telt i NorthSides medieby, mens det småregnede mod plastikruderne, og Gogol Bordello larmede løs i baggrunden.

Tillykke med det nye album, Pedestian Verse. Hvordan har det været at spille numrene live?

»Det har været rigtig godt. Albummet udkom tidligere på året, og nu hvor der er gået nogle måneder, har folk tilbragt tid med sangene, og vores publikum er blevet vant til dem. For os føles det meget forfriskende at spille de nye sange live. For det sidste album, vi udgav før det (The Winter of Mixed Drinks, red.), kom for tre år siden – og man kan godt blive træt af sine gamle sange!«

Publikum har taget vel imod numrene fra Pedestrian Verse, fortæller Hutchison:

»I begyndelsen af året reagerede de mest positivt på de gamle sange, men nu er det lige så godt. Når man laver et album, er man aldrig sikker. Man synes, man har gjort sit bedste, men at få god respons er virkelig hjertevarmende.«

Det er nu 10 år siden, Scott Hutchison begyndte at optræde solo under navnet Frightened Rabbit. Efter et par år blev Frightened Rabbit udvidet til et band og udgav debuten Sing the Grays i 2006.

Med Pedestrian Verse har I nu udgivet hele fem album. Hvad ville du gerne havde vidst i begyndelsen, som du ved nu?

»Der er mange ting! Der er ting, jeg gerne ville have vidst for bare to år siden! Når man er i et band, må man acceptere, at der ikke er nogen slutning – det er altid en søgen efter det, man synes er perfekt. Men perfektion er ikke opnåeligt, tror jeg. Vores kamp er, at vi hele tiden prøver at forbedre det sidste album, vi har lavet. Jeg kender alle de fejl, vi har lavet, og jeg ved lige, hvad vi har gjort galt, men jeg har ikke noget imod det, for det var et true document for hvem, vi var på det tidspunkt. Vi har altid gjort alt med ærlighed og ikke prøvet at været noget, vi ikke er.«

Større forhold
De fire første album fra skotterne udkom på det lille pladeselskab Fat Cat Records, men inden tilblivelsen af Pedestrian Verse rykkede bandet ind hos store Atlantic Records, da de havde brug for at tage et skridt videre.

»Jeg elsker Fat Cat og så mange af de plader, der er udkommet der, men vi har nok mere de samme mål i dag som Atlantic. Det var ikke tilfældet til sidst på Fat Cat.«

Har skiftet påvirket jeres musik, og hvordan albummet er kommet til at lyde?

»De resurser, Atlantic har, tillod os at bruge mere tid på albummet. Det ændrede også vores skriveproces. Før havde vi ikke råd til alle sammen at tage hen i et hus og bare skrive. Det var simpelthen ikke en mulighed. Men det kunne vi gøre denne gang, i tre måneder!«

Coveret til kvintettens seneste album, Pedestrian Verse.

Coveret til kvintettens seneste album, Pedestrian Verse.

Bandet kunne denne gang leje et hus, sætte alle instrumenter op, arbejde hele dagen med at skrive numre, inden de overhovedet gik i studiet. Det tillod en anden tilblivelsesproces end med nogen andre Frightened Rabbit-album.

»Sådan var skriveprocessen, og det havde vi aldrig kunnet gøre før. Så alene derfor har det ændret alt i bandet! Før var det mig, der skrev alle pladerne alene. Dels fordi det var det mest økonomiske og dels fordi jeg ikke var villig til, at andre skulle kom ind i skriveprocessen. Men nu hvor jeg har åbnet op, så er det meget mere spændende. Vi kan eksperimentere, og der er kommet fem forskellige tilgange ind i albummet, hvilket har gjort det mere varieret og interessant.«

Nye og gamle favoritter
Scott Hutchison og bandets hjemland, Skotland, har stærke musiktraditioner og har fostret mange betydningsfulde navne inden for især postrock, indierock og -pop. Han placerer selv Frightened Rabbit i en anden bølge, der foregår i Skotland i dag, som også bands som The Twilight Sad og We Were Promised Jetpacks er en del af.

»Vi er alle blevet inspireret af de samme bands, for eksempel Arab Strap,« siger han.

Scott Hutchison har også selv oplevet som ung studerende at falde for en række skotske bands og senere selv have æren af at træde ind i en skotsk rocktradition, som han i dag selv bidrager til.

»Jeg voksede op i en lille by og flyttede til Glasgow for at gå på college, og så snart det skete, opdagede jeg en masse virkelig god musik. Før jeg flyttede til Glasgow – og her afslører jeg nok min alder, men det var ikke i mp3’ens tid – så havde jeg en lokal pladeforretning, hvor det var svært at finde andet end hitlistemusik. Men så flyttede jeg til Glasgow og opdagede The Delgados, Mogwai, Belle and Sebastian, Teenage Fanclub. Alt det var pludselig lige uden for min dør, og jeg kunne tage hen og høre dem spille! Jeg tænkte: ”Fuck, hvor er det inspirerende!”«

Det er tydeligt at høre, at Scott Hutchison ikke kun interesserer sig for sin egen musik, men også går meget op i andre ældre og nyere – især skotske – bands, og han deler gerne ud af anbefalingerne. Blandt de nyere skotske navne, peger han på tre, som han vil anbefale Undertoners læsere at tjekke ud.

»Der er et rigtig godt nyt band, der hedder Holy Esque, som spiller en slags brutal orgel-baseret popmusik. Og så er der en pigeduo på trommer og guitar, der hedder Honeyblood, de er awesome. Og så et af mine yndlingsbands, der lige har udgivet en ep, som hedder Fake Major. Jeg synes, de tre er fortroppen af det nye i Skotland. For vi er ikke det, der er nyt i Skotland mere.«

Øl med Aidan Moffat
Musikmiljøet i Glasgow er præget af gensidig respekt, mener Hutchison.

»Det er ikke fordi, vi alle sammen elsker hinandens musik, men vi har en fælles forståelse for, at vi bare prøver at lave noget, der er unikt for vores land og for os. Der er en gensidig påskønnelse.«

Kender alle hinanden i musikerkredse i Skotland?

»Det er meget småt, ja. Og hænger meget sammen med de pubs, vi drikker på,« griner han. »Det er et lille miljø, hvor folk er meget støttende. Det er rart at føle, at bands som Mogwai og kunstnere som Aidan Moffat nu er mine ligemænd og nogen, jeg kan tage en drink med! Hvis nogen havde sagt til mig, da jeg var 18 år, at det ville ske, havde jeg sagt: “what the fuck is going on!?”«

Scott Hutchison på scenen på NorthSide Festival. Foto: Theis Kirkegaard Hauge / NorthSide

Scott Hutchison på scenen på NorthSide Festival. Foto: Theis Kirkegaard Hauge / NorthSide

Scott Hutchison har senere skrevet sange med medlemmer fra Idlewild og The Delgados, og sidste år medvirkede Aidan Moffat fra det hedengangne prominente skotske band Arab Strap på nummeret ”Wedding Gloves”, der er at finde på Frightened Rabbits ep State Hospital.

Hvordan kom samarbejdet med Aidan Moffat i stand?

»Vi var ude og drikke egentlig,« ler Hutchison og tilføjer: »Det var en vens ven… og siden er vi blevet venner. Men jeg, eller nærmere, bandet skrev en sang. Og da jeg sang den, tænkte jeg: Ah, pis, jeg laver egentlig bare en imitation af Aidan Moffat her! Så tænkte jeg: ”HVORFOR sender jeg ham ikke en email?” – han var frisk på det, og så enkelt var det. Han kom ind en eftermiddag og sang… for mig var det en stor ære at få en, jeg selv er inspireret af, til at synge på et nummer, vi har skrevet. Jeg var meget glad for det.«

Dog skal man ikke forvente at høre nummeret til koncert med Frightened Rabbit.

»Vi spiller den aldrig live! Jeg ville slet ikke vide, hvor jeg skulle begynde.«

Så var du nødt til at lave Aidan Moffat-imitationen igen.

»Ah! Jeg kunne sikkert godt gøre det! Jeg laver en virkelig god Aidan!« fortæller en begejstret Hutchison.

Senere vender snakken tilbage til Arab Strap, og Scott Hutchison spørger mig, om jeg har hørt Aidan Moffats seneste album Everything’s Getting Older, og tilføjer selv:

»Jeg synes det er smukt. Det er meget anderledes end Arab Strap. Det er mere ømt og mere modent.«

En festival for de vanvittige og en for musikelskerne
Efter NorthSide havde Frightened Rabbit en række festivaler at se frem til, blandt andet hjemmebanefestivalen T in the Park.

»Det er en stor ting for os. Vi har spillet der to gange nu, og det er blevet bedre hver gang, og nu tredje gang får vi den. Igen. Hvis jeg fik at vide som 18-årig, at jeg ville komme til at spille på den scene på det tidspunkt! Men folk ved, at T in the Park er virkelig fucking nuts

»Det er bare fordi, det er nord for Edinburgh, og det er lidt større end NorthSide. Det gør ikke noget, jeg siger det her, når det er i et dansk magasin, men jeg ville aldrig tage til T in the Park som fan. For folk er virkelig vanvittige. Men det giver et fantastisk show, fordi de bare er ligeglade! Men det er scary at være blandt publikum – forestil dig lige alle de værste mennesker, der alle sammen er frygteligt fulde og på stoffer. Men de har det fantastisk, så jeg klager ikke, så længe jeg står på scenen eller bag et hegn!«

»Men det her ville jeg aldrig sige i Skotland!« understreger Hutchison.

Jeg forsikrer ham om, at interviewet bliver skrevet på dansk, hvilket han sætter pris på, men han tilføjer grinende:

»Nogle af de folk, der tager til T in the Park, kan alligevel ikke engang læse engelsk, så…«

NorthSide eller Roskilde Festival, hvor Frightened Rabbit også har spillet, omtaler Scott Hutchison heldigvis ikke som lige så vanvittige som festivalen i hjemlandet. Han kan godt lide NorthSide, fortæller han:

»Jeg kan lide det, fordi det er lidt mindre. Roskilde var fedt, men nogle gange på de større festivaler er der mindre interesse for selve musikken. Det her føles som musikelskernes festival. Og jeg kan godt lide, hvordan det er organiseret. Vi spiller ikke oppe imod fire andre bands. Jeg nyder bare de mindre festivaler meget mere. Jeg synes der er en bedre stemning.«

Scott Hutchison vil i det hele taget gerne spille mere i Danmark. Da jeg spørger til, at han har spillet her før, svarer han entusiastisk:

»Ja! Men ikke nok! Vi spillede i København for måske tre år siden og før det Roskilde Festival. Modtagelsen har altid været virkelig god. Jeg ville gerne komme tilbage oftere.«

Scott Hutchison og Frightened Rabbit øger snart koncertfrekvensen i Danmark, da de mandag den 25. november gæster Lille Vega i København og torsdag den 28. november går på scenen på Radar i Aarhus.

Se også Undertoners backstage billedreportage fra da Frightened Rabbit spillede i Pumpehuset i 2010.

Deltag i debat