Koncerter

Fuck Buttons, 16.11.13, Pumpehuset, København

Fuck Buttons på scenen. Her i Pumpehuset i København i 2013. Foto: Mathias Laurvig
Skrevet af Signe Palsøe

End ikke et lidt galt afmarcheret lydbillede kunne ændre ved, at lørdagens tøffetur i Fuck Buttons’ månelandskab var et tranceskabende trip af de bedre.

»Det er slet, slet ikke højt nok,« var min umiddelbare kommentar til sidemanden, få minutter efter at Fuck Buttons havde skudt deres lørdagskoncert i gang med “Brainfreeze” – åbneren fra Slow Focus, der udkom tidligere på året.

Og gu skulle det være højt. Fuck Buttons har Mogwais lydmand – og noget nær verdensmester i decibel – med sig på tour, og trods lydbilledets elektroniske byggesten læner Fuck Buttons’ musikstruktur sig i så høj grad op ad postrockens, at kun ét lydniveau er tilfredsstillende: Blæs mit kranium igennem, eller jeg bliver hysterisk.

Den vej gik lydstyrken heldigvis hurtigt, om end teknikken endnu ikke var masseret helt på plads. Keyboardet havde fortsat vanskeligt ved at trænge så langt frem i lydbilledet, som det befinder sig på studiepladerne. Selvom det måske skæmmede den suverænt catchy melodilinje i “Surf Solar”, der fulgte i hælene på åbningsnummeret, var det nu ikke et ubetinget skidt træk. Lyden havde en mere metallisk og kværnende klang, end man umiddelbart havde forestillet sig, og det klædte i grunden et nummer som den forvrængede “Colours Move”, der endda fik nogen i periferien af mit hørefelt til at mumle noget om Health. Slet ikke et dårligt band at skabe associationer til – især ikke når to duknakkede mænd skal forsøge at lirke lørdagsstemningen frem udelukkende ved at skrue på knapper.

I den henseende var Benjamin John Power og Andrew Hungs visuelle akkompagnement til koncerten dog en lille genistreg af et hjælpemiddel. Backdroppet er ofte en central aktør ved electronicakoncerter og kan i bedste tilfælde føje en hel ekstra dimension til liveoplevelsen. Og så kan det aflede publikums opmærksomhed fra det faktum, at det ret beset sjældent er helt så visuelt underholdende at overvære to gutter tappe rundt på en synthesizer som at få en guitarsolo af “Free Bird”-dimensioner smidt i ansigtet helt ude fra scenekanten. Med Power og Hungs konturer sindrigt kontrasteret fra de kalejdoskopiske backdrops, som var der tale om stereogrammer, var det dog muligt både at nyde godt af de psykedelisk sugende mønstre og, takket være den store projektion, få et kig på de to tangenttrykkeres dansende fingre på usædvanligt nært hold. Selvom et akustisk instrument kun en enkelt gang fandt vej til scenen i form af en gulvtam, og det dermed var småt med variationen i silhuetternes nørklerier, var underholdningsværdien i blot at aflure de to musikeres diskrete kommunikation gennem nik og fagter ganske fin.

Det samme kan siges om sætlisten, der trods et udgangspunkt i bandets mest trippede attributter kom vidt omkring inden for Fuck Buttons’ lyd. “Sentients” understregede måske bedst spændvidden ved blot inden for dette enkelte indslag at levere organmassakrerende bas, skærende og pumpende industrial og så  – endelig – den dér inciterende synthlinje, der vel er noget af det mest umiddelbart appellerende i Fuck Buttons’ arsenal af virkemidler. Heldigvis var der også plads til såvel en langstrakt, krautet tøffetur gennem månekratere i form af “Olympians”, antagelige kald fra en technoificeret rørdrum i “The Red Wing” og – som finalen og koncertens måske stærkeste kort – et hektisk trip i form af “Space Mountain”.

Nej, man kan ikke beskylde Fuck Buttons’ lyd for ikke at være billedskabende, og med deres visuelle livesetup føjede de kun yderligere til deres univers. Enkelte steder – især under de mere iørefaldende og lydligt simple indslag – kunne man måske have ønsket sig, at duoen pressede lydbilledet en kende mere, og gerne helt op i de stratosfæriske højder, hvor lørdagens bedste stunder ufortrødent trippede af sted. Her befandt vi os dog lykkeligvis størstedelen af aftenen, og hverken knas med lyd eller volumen kunne ændre på retningen af Fuck Buttons’ rumraket. Kurs stik opad!

★★★★½☆

Fotos: Mathias Laurvig

2 kommentarer

  • Rigtig fin anmeldelse. Blot en enkelt kommentar; Fuck Buttons lydgeneral er en kvinde, ikke en mand – omend det er den samme, der tidligere har lavet Mogwai, M83 m.fl. Det er desuden et kunstgreb, og ikke et udtryk for manglende kontrol over lyden, at lyde var lav i starten og steg gennem koncert. Det var og er en planlagt del af koncerten, at lydbillede og styrke intensiveres i løbet af koncerten.

  • Hej Ronnie

    Tak for de pæne ord. Jeg er helt med på, at lydmanden var en kvinde, men jeg er nok også af den gamle skole og kalder brandmænd for brandmænd og politimænd for politimænd uanset køn. Det med lydstyrken var jeg ikke klar over. Det kan der muligvis være en pointe i, om end jeg samtidig synes, det er synd, at det går ud over de første numre. Men det er selvfølgelig en smagssag.

    Mvh. Signe

Deltag i debat