Koncerter

Gold Panda, 08.11.13, Rust, København

Skrevet af Signe Palsøe

Derwin Pandas elektroniske fiksfakserier var fredag aften mere technoide end nogensinde, men den engelske musiker gik sjældent på kompromis med lydbilledets nuancer. Resultatet var en herligt medrivende koncert, der talte til både sind og fødder.

Der kan umiddelbart synes langt fra Roskilde Festivals Gloria-telt på en glohed julieftermiddag med søndagssløvsind til et tætpakket på Rust en fredag aften i november. For Gold Pandas Derwin Panda virkede dette shift of frame fra hans sidste optræden på dansk grund til denne weekends koncert dog helt igennem oplagt. Debutalbummet Lucky Shiner fra 2010 og de ikke helt få relaterede ep’er med deres orientalske melodisamples, strengeklange og tilbageskuende, halvskrattende elektronik var et perfekt chilloutet soundtrack til en tilbagelænet søndag eftermiddag, men med denne sommers udgivelse af Half of Where You Live er der kommet flere og markant anderledes virkemidler på Derwin Pandas elektroniske palet.

Dét stilskifte var ikke så lidt evident, da hovederne mekanisk boppede i takt under Rusts lave loft fredag aften. Derwin Panda havde ladet den tidligere så karakteristiske pandahue blive hjemme, og helt overordnet var der langt fra tidligere tiders tuttenutteclubbing til det technoide lydbillede, der prægede størstedelen af aftenens sæt. Rytmerne var bastante, maskinelle og tromlende og som regel en langt større drivkraft i lydbilledet end Derwin Pandas fingerdans på Akai-MPC’en, der især gav Lucky Shiner sin særegne håndspillede lyd.

I andre hænder kunne sådan et genrehop nok resultere i et mindre nuanceret musikalsk output, men Derwin Pandas sans for at gøre sine kompositioner ørepirrende omskiftelige gennem et væld af virkemidler og rytmiske forskydelser fornægtede sig ingenlunde. Aftenens andet nummer, “Brazil”, bankede ganske vist derudaf med en baslinje så hul som hektiske klap med kokosnøddeskaller, men kroppen fik ikke mange muligheder for at finde fodfæste i en stabil pulseren. Synkoperingerne var allestedsnærværende, og når Pandas rytmesnirklerier ikke forskubbede sig elegant og æggende i det ellers umiddelbart så stramme setup, sørgede opbrud med raslende og glitrende elektroniske fiksfakserier for at holde øret vågent.

I disse øjeblikke var det eneste ankepunkt ved koncerten, at de tilsyneladende ret fine visuals, som det med lidt god vilje var muligt at spotte ud af øjenkrogen, ikke kom mere til deres ret i det lavloftede og tætpakkede lokale, der ikke efterlod plads til et velfungerende backdrop bag scenen. Et stærkt nummer som “Brazil” kunne med en gennemtænkt billedside have fået karakter af totaloplevelse, og andre gange vidnede puklende, men disede og vage kalejdoskopiske mønsterdannelser på de mørke vægge om, at man muligvis missede en dimension af koncertoplevelsen: Under passager med vidtløftige Flying Lotus-synthornamenteringer eller søsygefremkaldende dubstepbas, der lød som noget, der kunne stamme fra Burials underjordiske gemakker – eller blot når et til tider lige vel statisk lydbillede havde nydt godt af lidt visuelt kreeret distraktion.

Omkring koncertens midterstykke havde en lille samling numre nemlig tendens til at køre lige vel rigeligt i samme rille uden at variere de dynamiske elementer tilstrækkeligt. Det blev nu aldrig for alvor problematisk, for netop som savnet af pirrende brud med den støtte rytme begyndte at melde sig, gik koncerten i en anden grøft. Samples fra MPC’en, der ellers ikke havde spillet en dominerende rolle i de forgangne 40 minutter, lirkede sig ind mellem de bastante basgange, og en for koncerten hidtil uvant lyd bredte sig i lokalet: Krattende toner af slidte spilledåser, bløde dubklange fra Pandas lystigt hoppende fingerspidser på trommemaskinens knapper og det kærlige »you«-mantra, som snart havde fortrængt metaltrætheden fra øregangene.

Derwin Panda kunne i forlængelse heraf næppe have valgt et mere passende afslutningsnummer end “Reprise”, der med sine længselsfulde »I miss you«-kald og skrattende samples fremstod som den perfekte sammensmeltning af musikerens nye og ældre lydfascinationer, af nostalgi og kompromisløst rytmedrive – og af de mange indtryk og nuancer, der prægede koncerten som helhed og gjorde den til en lydligt mangefacetteret såvel som dansabel start på weekenden.

★★★★½☆

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Deltag i debat