Plader

Jenny Wilson: Demand the Impossible!

Jenny Wilson er hverken til at stoppe eller styre på sit nye album. Det er en stærkt personlig plade, hvor menneske og værk flyder sammen i en, i dette tilfælde, temmelig eksplosiv blanding.

Vinduerne er rullet ned og speederen trykket helt i bund. Soundtracket er et solidt hiphopbeat. Kvinden bag rattet krydser genregrænser og kører med tunge hjul vejens sammenpressede jord op, så det hvirvler rundt som støv i luften bag hende. Jenny Wilson drøner derudaf på sin nye plade, Demand the Impossible!. Og hun er ikke til at stoppe.

Jeg havde egentlig tænkt mig, at denne anmeldelse ikke skulle handle om den seje og temmeligt kompromisløse svenske sangerindes kamp mod kræften. Jeg ville prøve bare at forholde mig til musikken. Men jeg må indrømme, at jeg kom til kort. Jenny Wilsons musik og hendes person er to uadskillelige størrelser. Det var det på tidligere albums, og det er det nu. Jenny Wilson er sin musik, og Demand the Impossible! handler jo om at stå over for døden og kræve det umulige: overlevelse.

Det kan og skal man ikke skille fra musikken. Det gør den kun stærkere. Det, vi lytter til, er ikke bare gengivelsen af nogle toner, der blev til efter et par bajere og adskillige timer i øvelokalet. Meget god musik er kommet ud af det, men ikke denne. Det, vi hører her, er et menneskes kamp med og mod sin egen krop. Og når det er Jenny Wilson, der er på barrikaderne, kan man næsten forestille sig, at det ikke kommer til at gå stille for sig.

Demand the Impossible! udforsker Jenny Wilson nye sider af sig selv både tematisk og musikalsk. Albummet er gennemført stærkt, elektronisk og insisterende. Genremæssigt befinder det sig et sted mellem pop, r’n’b, hiphop og eksotisme, og der bliver ikke sparet på effekterne med vocoder-vokal og præcise, programmerede beats. Særligt for pladen er det, at der på hvert enkelt nummer er arbejdet med de gennemgående temaer (kroppen, livet, kampen for overlevelse) både lyrisk og musikalsk, så musik og tekst understøtter hinanden på flere planer end blot ‘mol er trist’ og ‘dur er glad’ – for nu at skære det groft ud.

Et godt eksempel på, hvordan tema og musik spiller sammen på Demand the Impossible!, er pladens andet nummer, “Restless Wind”. Nummeret er ganske simpelt opbygget af to vidt forskellige stykker, der fletter sig ind mellem hinanden. To forskellige udtryk, der slås om at få plads. Det første er et råt talestykke, hvor vi bliver præsenteret for forgængeligheden og døden, der kalder til kamp: »Yet my scar / is red across my heart / The skeletons will come / bang my drum / Watching my bones / they’re banging on the drum.« Kontraststykket, der fungerer som omkvæd, er anderledes finurligt og legende i udtrykket, både musikalsk og lyrisk: »Give me moonlight for my trip / I’m running barefoot in the grit / Restless wind will carry me / Send a flash right through my spine / Oh lit me up, make me divine / Restless wind will carry me.« Modsat første ret enkle og usødede ‘rap’-stykke synger Wilson sig frit igennem andet stykke i en poppet og kraftfuld klang, imens små synthfigurer danser under vokalen som prikkende regndråber mod en feberhed pande. Symbolikken virker måske hårdt optegnet, når den bliver beskrevet her. Men på pladen kræver den slet ikke opmærksomhed. Måske fordi den er opstået som en naturlig del af værket.

Egentlig er jeg slet ikke personligt særlig meget til den type musik, vi bliver præsenteret for på Demand the Impossible!. Jeg savner typisk noget inderligt og tænksomt i den selvsikre og konstante, elektrisk overstadige strøm fremad. Jeg synes egentlig heller ikke, at musikken på Demand the Impossible! er særligt original eller eksperimenterende. Ja, Wilson leger med spoken word på “University of My Soul”, og ja, der er sandelig også et nummer, der er næsten instrumentalt, nemlig “Autobiography”. Men helt ærligt, det er da mange år siden, at det var eksperimenterende. Hun bryder måske sine egne musikalske grænser. Men egentlig ikke mine som lytter.

Det er nu heller ikke det, der er pladens force. Det er ikke her, vi skal finde koden til, hvorfor Demand the Impossible! nok vil blive betragtet som en af Jenny Wilsons stærkeste udgivelser. Det vil den, fordi Wilson virkelig skriver musik med hjerteblod som brændstof, og det kan man høre, lige meget hvor meget vokalen twistes i maskinen. Pladen her giver min egen pæne indiesmag et los et vist sted, og det et los af dimensioner. Det er en massiv energiudladning, og jeg har respekt for den kunstneriske værdi, der ligger i at bruge sine egne personlige energiudladninger som afsæt for at skabe et værk.

Demand the Impossible! er et personligt værk, et lille stykke menneskelig historie. Men historien er elegant indflettet og ikke patosdrivende plastret ud over hvert enkelt nummer. Alligevel er man ikke i tvivl om, at Demand the Impossible! simpelthen ikke var blevet til uden mennesket Jenny Wilson med alt, hvad hun gemmer i sig. Hun er en ener, om man kan lide det eller ej.

Så drøn du bare derudaf, Jenny. Larm, ødelæg, genopbyg, skab dig og skab nyt. Skriv ‘Soyez realiste, demandez l’impossible’ på muren, som de unge parisere gjorde under studenteroprøret i 1968. Vi skal nok følge med!

★★★★½☆

Deltag i debat