Artikler Interview

Jenny Wilson – »Jeg var nødt til at være modig«

Skrevet af Iben Andreassen

Det fjerde album var på vej lige meget hvad. Da hun fik kræft for anden gang, fortsatte musikken. Nu kan du høre lyden af guerilla-sandstorm-radio, gadeprofetens messen og rå styrke, når svenske Jenny Wilson udgiver albummet Demand the Impossible.

wilson_1099096c

Jeg møder Jenny Wilson i BobKats lokaler i Kødbyen. Hun står med ryggen til i en gulvlang frakke og hoodie. Da jeg melder min ankomst, vender hun sig om, og jeg genkender straks den 38-årige sangerinde med de knaldrøde læber, den tykke, dramatiske streg på øjenlåget og og det intense blik.

Hun kigger på mig uden at blinke med en krøllet smøg i munden og fremstår næsten majestætisk, som en indie-dronning, med hovedet højt og fødderne solidt plantet i undergrunden. Så vender hun ryggen til.

Vi mødes lidt efter igen i lokalet, hvor interviewet skal foregå. Hun smider frakken og tager hætten af. Der står en skål med chokolade på bordet, som hun lidt forsigtigt læner sig frem og tager et stykke fra. Nu sidder hun og smiler imødekommende og afslappet, og det er kun de røde læber og dramatiske øjne, som røber indie-dronningen fra mødet før.

Vi starter med titlen på hendes nye album, Demand the Impossible!, som også bedst beskriver indtrykket af den stærke kvinde foran mig.

Når du har fået nok
Du bruger 68-kampråbet ”Vær realistisk – kræv det umulige” som titlen på dit nye album. Hvad betyder det for dig – at kræve det umulige?

»Det betyder, at du har fået nok!«

»Men selvom du har fået nok, kan du ikke bare give op og se på uden at gøre noget. Du er nødt til at gøre noget. Det er også en god beskrivelse af mit eget liv. Jeg har været nødt til at være modig, også selvom det har været svært. Jeg laver ikke revolution og optøjer i gaderne, men jeg kan mærke kampånden, og den har altid har været meget vigtig for mig.«

Du fik konstateret kræft i 2010. Og igen i 2012. I den periode, mens du var under behandling, arbejdede du videre med albummet. Hvad skete der i den periode i dit liv?

»Jeg tog ligesom et skridt væk fra alting og prøvede at kigge ind i mig selv.«

»Da jeg gjorde det, opdagede jeg ting, som jeg ikke havde lagt mærke til før. Det var ligesom om, jeg kunne se tydeligere ud på resten af verden. Jeg fornemmede, at noget var forkert med den måde, vi lever på. Vi er ikke gode mod miljøet. Vi er ikke gode mod os selv. Pludselig fik jeg det dårligt med ting som at spise kød. Jeg have fået nok.«

»Vi lever så hurtigt. Der skal hele tiden ske noget. Det er et stressende liv, og man kan nemt miste sig selv.«

Et nyt perspektivjenny_wilson_demand_the
Hvordan har du udviklet dig personligt siden dit sidste album?

»Jeg fik en slags opvågning. Det tror jeg er normalt, når man skal igennem en svær periode i ens liv. Så bliver man nødt til at se verden fra et nyt perspektiv.«

»Jeg er altid i gang med en udvikling og arbejder på noget nyt. Begæret efter at udtrykke ting er der hele tiden, og jeg har altid brugt mit eget liv i min musik. Men Demand the Impossible! er ikke direkte inspireret af min oplevelse med kræft. Jeg ville have lavet min fjerde plade lige meget hvad.«

»Dét at jeg fik kræft har inspireret pladen på den måde, at jeg tænkte: Ok, fuck det hele! Nu gør jeg bare, hvad jeg har lyst til!«

»Jeg følte, at der var et formål. Jeg blev gladere og modigere. Så tog jeg den følelse og skabte noget ud af den. Jeg følte mig mere fleksibel i den måde, jeg skaber min musik på.«

Lyden af gaden
Hvordan lyder det på dit nye album?

»Jeg havde en vision af en sandstorm og lyden af vind, som kommer og går og blæser igennem hele albummet.«

»Det lyder lidt som guerilla-radio med den her energiske følelse, som jeg prøvede at fange. En slags guerilla-sandstorm-radio.«

»Det er også lyden af gaden. Teksterne er skrevet på en helt ny måde, som jeg aldrig har arbejdet på før. Jeg taler gennem en karakter: Pigen med hoodien på albummets cover. Sådan ser jeg selv ud, når jeg går derhjemme eller går en tur med hunden. Med min hoodie på. Hun er en gadeprofet. Sådan en som står på gaden, suger byen til sig og snakker om små og store ting, som bliver skruet sammen til et kæmpe plot. Det var dét, jeg ville gøre: Mixe alting sammen.«

D. 11. november optræder du på Østre Gasværk i forbindelse med dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX. Kan du fortælle lidt om videoen til din første single, ”Autobiography”?

»For mig er musikken på albummet night music. Så det var vigtigt for mig, at musikvideoen til ”Autobiography” blev filmet om natten.«

»Vi var ude og filme fem nætter i træk med et gammelt VHS-kamera, som giver en smuk effekt, særligt om natten. Jeg var inspireret af at vise både noget stort og noget småt. Videoen starter med en atombombe, som kommer igen senere. Så er der skyerne på himlen og over for det noget helt småt, som gror op af jorden og vokser sig større. Det er på en måde universelt, men samtidig helt nede på jorden og ind til kernen.«

»Min selvbiografi er mine ar«
»Teksten i “Autobiography” er: Can’t put it down with words / Can not put it down with letters / The scar is my only proof / The scar is my autobiography.«

»Min selvbiografi er mine ar. Alt i min musik kommer fra noget, jeg har set med mine egne øjne eller oplevet på min krop på den ene eller den anden måde.«

Har du et budskab, som du gerne vil ud med på albummet?

»Jeg har mange budskaber.«

»Men for mig er musik og kunst større end et politisk budskab. Det er musikken selv, som er budskabet.«

»Jeg håber, at der er nogen som lytter til musikken, og selv hvis de ikke kan forstå engelsk, så kan de mærke energien og den slående kraft i musikken. Og dén energi får dem til at gå ud og gøre noget. For mig personligt er budskabet: Vi har har brug for forandring. Gå ud og gør noget!«

Jenny Wilson optræder på Østre Gasværk i morgen den 11. november. 

Deltag i debat