Plader

múm: Smilewound

Skrevet af Simon Rune Knudsen

Islandske múm retter kursen på deres sjette album og ender med lidt mere tilgængeligt, men også anonymt resultat.

Det er strammere, men også en smule mere kedeligt på eksperimentalisterne múms nye album. For de ellers dristige islændinge har behersket legesygen og strammet tøjlerne på de Smilewound. Resultatet er et fokuseret album, der ikke stritter i flere retninger, og viser bandet fra en ny, grænsende til poppet side. Derved står Smilewound i kontrast til múms foregående udgivelse, Sing Along to Songs You Don’t Know, der var en stor, udfordrende mundfuld både lyrisk og musikalsk.

múm når sit foreløbige kommercielle højdepunkt i Smilewounds åbningsnummer og førstesingle, “Toothwheels”, der med et R&B-beat og en, ud fra bandets hidtidige standarder, simpel komposition fremstår uvant lyttevenligt i sin enkelhed. Og det gælder i varierende grad for alle albummets numre. For selvom de basale virkemidler i múms musik er de samme – med en tilbagevenden til trommemaskinen, som bandet yndede at bruge på sine tidlige udgivelser – finder man den kendetegnende kombinationen af opklippede, gnistrende electrobeats og akustisk instrumentering i en lettere udgave.

Desværre har letheden og tilgængeligheden en pris. For spændingen ved at bearbejde det gådefulde, arktiske lydunivers er en af múms forcer, men den opgave bliver lidt for nem, når det gælder upbeat numre som “When Girls Collide” og “Candlestick”. Det ender med at blive kedeligt.

Smilewound genintroducerer en af múms grundlæggere, Gyða Valtýsdóttir, der sang på bandets første plader med sin tvillingesøster Kristín Anna. Gyða og múms nuværende sangerinde, Hildur Guðnadóttir, vokaler er hver især velfungerende, og især i den døsigt mystiske vuggevise “Time to Scream and Shout” samarbejder de to vokaler rigtig godt. Alligevel cementeres albummets mangel på kant igen – for da Gyða endnu en gang er en del af múm, savner man så meget desto mere tvillingesøstrenes spændende vokalharmonier, og især Kristín Annas aldeles anderledes og udfordrende stemme.

Der er dog også flere ting, som gennemgående lykkes på Smilewound. Lyduniversets kedsommelighed opvejes i nogen grad af múms lyriks spændende og enormt bizarre karakter. »I stabbed a scratch and spewed out my bile,« lyder det i “The Colourful Stabwound”, mens gæstesanger Kylie Minogue i bonusnummeret “Whistle” nærmest hvisker: »I bleed like a pig / I chew like a cannibal.« Albummet er fyldt med disse lidt ulækre, fantasifulde formuleringer, der skaber effektfulde billeder på nethinden og understøtter bandets mystik. Selve Kylie Minogues sfæriske vokal stemmer også godt overens med múms univers, der, selv om det er blevet mere tilgængeligt, stadig er alternativt i sammenligning med popstjernens egen musik.

På trods af at kontrasten mellem det nye, strømlinede lydbillede og de stadig underligt barnlige tekststykker egentlig er spændende, kan det ikke bære albummet helt til dørs. Man savner de tidligere pladers utallige musiske lag og finurligheder, der konstant muliggjorde nye opdagelser ved gentagne gennemlytninger. múm mangler simpelthen at finpudse kombinationen af pop og bandets eget, komplicerede univers, før man som lytter kan blive helt hypnotiseret.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Simon Rune Knudsen

Biografi:
Det går vildt for sig i det nordjyske. Der er stærke følelser på spil, når du råber til den største dreng i klassen, at du fornægter DJ Alligator, og alt hvad han står for. Ingen vej tilbage. Kun dig selv, musikken og det snævre mindretal af musikinteresserede, der er at finde så langt mod nord. Og det sammentømrer, og før du får set dig om, er du afhængig af musikken. Den guidede mig, og jeg fulgte trop. Langt om længe væk og ind til byerne, som blev så forjættet beskrevet af store rock helte.

For det startede med rockmusik, og det vil muligvis også slutte der. Jeg har altid været tiltrukket af den mere eksperimenterende del, og hvad der startede med The Doors og Pink Floyd, er i dag endt i psych, post punk, ambient og shoegaze. Min smag er dog ikke begrænset hertil, og lytter med glæde til hele musikspektret. Indrømmet, at jeg har svært ved hiphop og lidt for matematisk jazz.

Efter et par år i København hvor det meste af tiden gik med at udforske den spændende, dynamiske undergrundsscene, har jeg nu min daglige gange i Aarhus. Tilbage til Jylland for at læse journalistik, selvom det stikker i mig at forlade knudepunktet for dansk musik.

Fem favoritalbums:
Pixies: Doolittle
Neutral Milk Hotel: In the Aeroplane Over the Sea
The Black Angels: Passover
Low: Things We Lost in the Fire
The Doors: Waiting for the Sun

Skriv et svar