Nyheder

November-koncerter II: Den blonde mø og de to drenge spiller lazer mod landsbyboerne

Midt i koncerthøjsæsonen er der rigeligt at vælge imellem på de danske musikscener. Her er Undertoners håndplukkede bud på resten af månedens liveoplevelser.

Mørket har for alvor ramt vore dage, og solen er ikke fremme længe. 2013 er ved at gå på hæld, vi er nået halvvejs i november, den næstsidste måned på året. Der er noget specielt over hver måned og hver årstid, det specielle ved november er, at det er højsæson for et stort koncertudbud. Der er simpelthen så mange delikatesser rundt omkring på spillestederne, og det er jo en god trøst, hvis man savner sommeren, festivalerne, fadøllene og piger i sommerkjoler.

Andrew Hung og Benjamin Power, de to briter med det skarpe duonavn Fuck Buttons, spiller den 16. november i Pumpehuset i København. Fuck Buttons, som kan fejre ti års jubilæum næste år, spiller elektronisk musik, hvor fordybelsen foregår i det melankolske og mørke lydunivers. Det slår vores anmelder Mikkel Arre også fast i anmeldelsen af briternes seneste udspil, Slow Focus, hvor bandet har bevæget sig længere ned i mørket. Hvis man spørger Undertoner-anmelderen, er det med stor succes, da Slow Focus har fået tildelt 4,5 U’er.

dkdakad

Mø er klar til at svinge hestehalen i de store danske byer.

I den indtrædende weekend kan man også opleve de to brødre Eoin og Rory Loveless sammen under navnet Drenge. Brødrene dannede duoen for blot to år siden, men har taget store og markante skridt siden. Med større international opmærksomhed resulterede det i fine festivalsbesøg denne sommer. Drenge spillede også på dette års Roskilde Festival med stor succes. Undertoner var til stede til gutternes optræden på Pavilion-scenen. Anmelder Mathias Hagemann-Nielsen var begejstret. Han tildelte drengene fem U’er og skrev: »Deres musik er langtfra pæn og poleret, men i stedet skramlende simpel. De er kun en trommeslager og en guitarist, når de laver lyd (…) Med de tunge vildskabstrommer og den fræsende guitar leverede de en række beskidte rockperler, inden de spillede deres ‘hit’ “Bloodsports”. Et glimrende og hårdt stød lige rockmaven, der kun blev bedre af, at Drenge(ne) leverede den i hård og energisk version.« Så er man til autentisk og minimalistisk blues-skrammelrock, så kan man opleve brødrene Loveless på Beta i København lørdag den 16. september. Søndag spiller de på Atlas i Aarhus.

Torsdag den 28. november er der en ganske interessant dobbeltkoncert på Enghavevej i Lille Vega. Mellemblond og Undertoner-favoritten Mouritz/Hørslev tænder op for en rigtig hyggelig aften. I sommer fangede Undertoner Mellemblond til en snak om blandt andet albummet Lysvågen. Et album, Undertoner senere hen gav 5,5 U’er. Mellemblond har en del år på bagen, men har først inden for de sidste år fået gennembrud, da de kom ridende på den samme dansksprogede poesirockbølge, hvor man også kan nævne Ulige Numre. Mouritz/Hørslev, bestående af musiker Mads Mouritz og digter/sangerinde Lone Hørslev, er aktuel med Allermindst dig selv.

Den 30. november gæster irske Villagers ligeledes Lille Vega. 2013 har været et rigtig godt år for irerne, der var nominerede til den prestigefulde britiske Mercury Prize med albummet Awayland. De har også turneret med indie-kollegaerne fra Grizzly Bear, hvor de blandt andet var et smut forbi Falconer Salen på Frederiksberg sidste år. Villagers er, med andre ord, et af de spændende, spirende navn på indiescenen, og man kan altså nå at opleve dem i Lille Vega inden 2014, som ser ud til at blive det helt store år for irerne.

2013 har også været et fantastisk år for danske , som ikke blot har opnået gennembrud herhjemme i vores pandekageland. Også i udlandet har københavnerpigen fået stor opmærksomhed. Hun har turneret Europa tynd, været på tour i Amerika og så har hun optrådt på store festivaler som Coachella, The Great Escape og Leeds Festival. Hun har også vundet utallige priser, hvor den Kongelige Stjernedryspris kan nævnes. Mø slutter sit fantastiske år af med supportjob for mægtige Major Lazer den 21. november i Falconer Salen. Sidst besøger hun Danmarks fire største byer og giver koncert på Posten i Odense den 27. november, i Store Vega dagen efter, hvorefter hun til sidst drager til Jylland for at optræde i Aalborg den 29. november og på Train i Aarhus den 30. november.

Du kan som altid tjekke Undertoners koncertkalender og danne dig et overblik over de mange koncertmuligheder i november.

1 kommentar

Deltag i debat