Plader

Pins: Girls Like Us

Engelske Pins er rejst langt for at finde en lyd, der passer dem, men at gode plader er hårdt arbejde, lader til at være gået bandets næse forbi.

Indhyllet i retrostil og forsidevenlig attitude debuterer det meget lidt engelsklydende Manchester-band Pins med pladen Girls Like Us. Måske er evnerne udi amerikansk garage-imitation tilegnede, men om det falder dem naturligt eller ej, kan egentligt være underordnet, da de fire tøser på 33 minutter formår at levere en af de kedeligste garageplader, siden punken blev gymnasiepensum på højniveau.

Fyrene, der figurerer i sangene, betyder enten utroligt meget eller utroligt lidt for frontfigur Faith Folgate, men medmindre man har en misogyn åre, er beretningerne kedelige og melodierne kedeligere. Hun har sikkert en ting eller to at sige om moderne feminisme, men i “I Want It All” fremstår hendes selvsikkerhed påtaget, i “Lost Lost Lost” er hendes eksistentielle krise karikeret, og i “Mad for You” er det som lytter fristende at meddele hende, at følelserne ikke er gengældt.

Små vignetter af instrumentalmusik er spredt ud over pladen, men ud over at de spilder lytterens tid, er det bemærkelsesværdigt, hvor enslydende instrumentalnumrene er med de forsøg på reel sangskrivning, som pladen sjældent byder på. Det ville være en skam at skulle minde et band som dette om kvaliteterne i at kunne håndtere sit instrument. Men hvis man vil lyde som Velvet Underground, er man nødt til at have nye idéer, og det er sørgeligt at konkludere, at pladen ville have lydt markant bedre, hvis guitarist Lois McDonald havde slukket for sin guitarforstærker.

Girls Like Us er en misvisende titel, da en gennemlytning ikke afslører noget, man ikke kunne have gennemskuet på baggrund af coveret; hele pladen er overflade, stil og indstuderet attitude, og musikken er bare endnu et middel til opmærksomhed. Måske Pins skulle kaste sig over noget andet næste gang.

★★☆☆☆☆