Plader

Plök: Infolympics

Skrevet af Jesper G. Kaufholz

Plök er tilbage med et fængende politisk manifest, der samtidig er en dansabel rock-plade. Eller er det omvendt?

Efter en ret lang, stille periode får vi nu endelig en ny skive fra Plök. Og det første indtryk er godt; det er det femte og tiende faktisk også. En hurtig opsummering ville blive, at Plök har strammet tøjlerne lidt og begået en meget helstøbt plade. Gruppen har ikke helt forladt sine mathrock-agtige rødder, men snarere styret sit udtryk en på en lidt mere farbar vej.

Infolympics varer lige under 40 minutter, og vi bliver revet rundt fra første stund. “In Trance” introducerer os for den generelle lyd på pladen, som en god ouverture bør. Lidt klemten fra guitaren og en snigende, stigende synth, der lægger sig under og bidrager til en generelt uhyggelig stemning. Og uden vi lægger mærke til det, har Plök sparket pladen i gang.

Plök er ikke blevet mindre legelystne, men har strammet sit udtryk lidt op. Bandet har altid været gode live, men på Infolympics har det kondenseret sit udtryk til en mere ligefrem rock. De mange skift i både tempo og instrumentering er der dog stadig, og i løbet af et enkelt nummer får vi gerne både synths, guitarer og samples i skønt samspil med en solid bund af trommer og bas. Det er på en gang udfordrende og dansabelt, og Infolympics er netop den plade, jeg havde håbet på, at Plök ville begå.

Numrene samler nemlig op på alle de kvaliteter, der altid har gjort Plök til et uimodståeligt liveband. Uden at lægge mig ud med superfansene vil jeg sige, at de har haft svært ved at samle op på den lyd på deres udgivelser. Men det gør Infolympics så i den grad – endog så meget, at den ikke er forsvundet fra min musikafspiller den seneste måned, og at jeg hører og genhører den med stor fornøjelse. Fra ende til anden.

En mindre anke er det konstante filter over sanger Mikkel Kongstad, der gør, at vokalen falder lidt tilbage i lydbilledet. Jeg kunne måske godt have tænkt mig en renere vokal, der også ville gøre det lettere at høre teksterne. Det er tydeligt, at Kongstad har noget på hjerte, og det er svært at tyde de poesi-agtige tekster, hvis man ikke lige har dem på papir. Umiddelbart tager i hvert fald en del af teksterne udgangspunkt i den såkaldte finanskrise, hvilket titler som “Digital Gatsby”, “Trance Atlantic” og “Mickey Mouse Parliament” i et eller andet omfang alluderer til. Altså, både kapitalens nedbrud og vores demokratiske institutioners svigt i forhold til at holde i tøjlerne. Strofer som »You are the 99 percent / begging, begging to differ« og »We are the armies of zeroes and ones / Our potential is coming undone« (som jeg hører det) taler også deres tydelige sprog.

Med det forbehold, at Plök nok ikke er for alle, vil jeg ubetinget anbefale enhver, der kan lide dansabel rock med politisk-kritiske tekster, at give sig i kast med Infolympics. Den kunne gå hen og varme jer lige så meget, som den har varmet mig.

★★★★★☆

1 kommentar

Deltag i debat