Plader

Psicomagia: s.t. EP

Amerikanske Psicomagicas selvbetitlede debut-ep er et imponerende sammensurium af genrer og syrede indfald og en monumental tour de force udi instrumental psychrock og fusionsmusik. Så er det sagt!

Syrerocken har haft fine kår herhjemme i løbet af de sidste par år, og det kan man ikke mindst tilskrive pladeselskabet El Paraiso Records, der eksempelvis udgiver de aldeles glimrende hjemlige bands Papir og Causa Sui. Nu tages der imidlertid et nyt skridt for selskabet, som har signet og udgivet deres første udenlandske orkester, nemlig californiske Psicomagia.

Der er tale om en fire numre lang selvbetitlet ep, som antallet af numre til trods har en samlet spilletid på næsten 40 minutter. Udspillet er produceret af pladeselskabsboss Jonas Munk, og resultatet er et meget helstøbt lydbillede, hvor hvert enkelt instrument bidrager fornemt til det samlede lydbillede, der til tider kan virke næsten overvældende i sin kompleksitet. Der sker hele tiden noget, for det er ikke mange rolige øjeblikke, man finder på ep’en. Vi er i syrerock- og fusionsland, men inspirationen fra jazz er særdeles tydelig og findes hele tiden som en underliggende præmis.

At der er tale om overordentlig kompetente, men også grænsesøgende musikere, står fuldstændig klart fra åbningsnummeret “El Memorioso”. Det starter med en underligt vævende lydmasse bestående af det, der lyder som xylofon, percussion og fløjte, som spiller tilsyneladende uden noget klart fastlagt mønster. Så begynder selve nummeret i hæsblæsende tempo og båret af sted af bandleder Brian Ellis’ saxofon, der ved første bekendtskab trækker lyden lidt over mod ska – godt hjulpet på vej af rytmegruppen, der pisker af sted, som var de jaget af en flok bissende kvæg eller det, der var værre. Nummeret går dog hurtigt ind i en tilsyneladende friere form, hvor saxofonen skifter mellem lange klangflader og hurtigere, improviserede forløb. Det skaber en ret fed dynamik og vejer til dels op for, at nummeret som sådan ikke er videre dynamisk. Det kører nemlig løs på fuld tryk indtil afslutningen, der bryder formen lidt med en hakkende staccato-bas, som suppleres af en skalafikseret orgelfigur.

Herfra går det hovedkulds videre til en næsten 15 minutter lang tour de force udi alskens mulige og umulige musikalske krumspring med ”El Congreso Pt. 1”, som fortsætter over i det næsten ligeså lange – og bestemt ligeså udsyrede – ”El Congreso Pt. 2”. Jo tak, her gælder det om at holde tungen lige i munden, hvis man da har tænkt sig at slippe helskindet gennem dén lytteoplevelse. Numrene er lidt mere guitarbaserede, og guitarerne slippes eksempelvis ofte løs i parallelforløb med saxofonen. I ”El Congreso Pt. 1” er de ellers instrumentale udskejelser suppleret af en talestrøm på spansk. Herefter hopper saxofonen på med et tema, som holder nogenlunde sammen på uregerlighederne for en stund. Men så er det også slut med at være flink, og i stedet kammer det over i improviserede soloforløb i et imponerende tempo.

Men dårligt når man at få tørret sveden af panden, før ”El Congreso Pt. 2” fortsætter, hvor forgængeren slap. Konceptet er det samme, hvor der veksles mellem udsyrede stykker og en mere fast form. Også her falder en talevokal ind og tæmmer for et øjeblik lydbilledet bare en anelse, selvom der er givet plads til en gedigen gang guitarsolo. Herefter er der igen frit slag i bolledejen, og flere steder tangerer det egentlig støj.

”Simplõn” er ep’ens sidste nummer og udgør måske det mest ordinære moment, hvis man kan bruge det udtryk i denne forbindelse. I hvert fald starter det nogenlunde riff-orienteret, hvor genkendelige figurer gentages. Der anes forbindelser til verdensmusikken og latin, men som med de øvrige tre numre er pærevællingfaktoren stadig høj, idet elementerne fra jazz og syrerock stadig er til stede. Hen mod slutningen tager Fanden ved musikerne, der galoperer af sted i dobbelt tempo og væg-til-væg-solo på guitaren. En tur tilbage til hovedriffet udgør afslutningen på nummeret.

Der kunne i sandhed hæftes mange forskellige ord på Psicomagias musik, for det er vitterlig noget ud over det sædvanlige. Først og fremmest er det imponerende, at musikerne selv kan finde hoved og hale i deres op mod et kvarter lange sange, og det siger lidt om den rutine og det format, de må besidde. Hatten af for det. Det er, som om de har taget 70’ernes syrerock- og fusionstradition og sat i anden potens, og det betyder også, at det dynamiske spillerum ikke er så voldsomt stort. Alle numrene hænger nemlig til stadighed oppe under loftet som ADHD-børn i sukkerchok. Det virker fedt, fordi den musikalske oplevelse nærmest bliver overdrevet og blæst ud af proportioner. Og især live kunne jeg forestille mig, der var garanti for en totaloplevelse. At det så også kunne være interessant at høre bandet brede udtrykket lidt ud, må vi have til gode på næste udgivelse.

Omvendt betyder kompleksiteten og genresammenblandingerne også, at det nok ikke er alle og enhver, der hopper med på vognen. For der er et vist ekskluderende element i at lave musik, der i den grad dyrker de lange udsyrede og instrumentale forløb og lægger distance til det genkendelige. Man kunne kærligt kalde Psicomagia for nørdmusik, for jeg har en grum mistanke om, at musik af denne slags først og fremmest taler til andre musikere, der selv spiller i lignende bands eller drømmer om det. Men det er sgu også OK med perifere genrer, uagtet at disse måske har en tendens til at lukke sig lidt om sig selv.

Der skal i hvert fald ikke herske tvivl om, at Psicomagia gør det virkelig godt. Ep’en er så gennemført og solid både kompositorisk og i fremførelse, at det bør vække interessen hos enhver, der er interesseret i psych og de beslægtede genrer. Især synes jeg, det jazzede islæt er med til at løfte hele lytteoplevelsen. Som anmelder er der næppe noget mere interessant end mødet med musik, der ikke lyder som noget, man har hørt før, og det er langt hen ad vejen tilfældet her. Imponerende og overvældende – men formentlig kun for de få.

★★★★½☆

Deltag i debat