Koncerter

Sam Amidon, 24.11.13, Lille Vega, København

Skrevet af Signe Palsøe

Sam Amidon kan som få andre musikere indtage et koncertrum alene med sin personlighed. At hans musik egner sig perfekt til den slags sociale modspil, sikrede en strålende afvejet koncert.

»Welcome to Copenhagen.« Ordene faldt både prompte og nøgternt, efter Sam Amidon målrettet var trasket ind på Lille Vegas scene i selskab med sin eneste medmusiker, trommeslager Chris Vatalaro.

Selvom man nok kunne mene, at det var os københavnere, der burde hilse Amidon velkommen til byen, var de tre små ord på sin vis den perfekte indledning til lige netop denne koncert. Ganske vist byder Amidon på både sagte, fin og lyrisk indtagende folk med rod i det område af USA, hvor banjoen aldrig ligger længere væk end gyngestolen ude på verandaen. På en scene er han dog lige så kendt for sin kronisk halvrablende talestrøm, hvor ikke alt umiddelbart giver mening, men man alligevel er sikker på, at han har vejet sine ord nøje – og så naturligvis for sit umådeligt sympatiske gemyt, der på et splitsekund får hele sale til at rykke lidt tættere sammen om scenen og føle sig hjemme med et traktement af både fællessang og røverhistorier. Selvfølgelig måtte det altså være Amidons opgave at byde velkommen i vinterkulden.

Med kun to musikere på scenen var lydbilledet nok nedbarberet, men det blev aldrig unuanceret. Amidon har lidt af et live-scoop i sin perkussionist, der med det rette greb om et hav af stikker og et par heldigt udvalgte effektpedaler i høj grad stod for at betone og justere udtrykket. “I See the Sign” var decideret foruroligende med sine rumklangsindsvøbte stortrommeslag, der ildevarslende tog til som en tordenstorm ude over majsmarkerne, men selv på Amidons mest traditionelle banjo- eller guitar-folknumre var trommer ikke bare trommer. Lette strejf fra whiskers afløste hastige og abrupte slag, og resultatet var et nøje tekstureret og mangefacetteret underlag for Amidons inderligheder såvel som halvtossede beretninger.

Og de blev selvfølgelig koncertens absolutte hovedomdrejningspunkt. Selvom Vatalaro var fremragende på stikkerne, Amidons stemme skrøbeligt gav efter i de højeste tonelejer, og violinen peb som en døende kat, var al opstøvelig sympati i lokalet rettet mod manden i front. Det er kun godt og vel et år siden, at Amidon sidst gav en dansk koncert på Gloria-scenen i forbindelse med Roskilde Festival, men både skægget og selvsikkerheden synes at være vokset betydeligt siden dengang. Hvor Amidon i det varme Gloria-telt til tider snubbede sine historier af på en ikke helt elegant facon, fremstod ordene søndag i Vega mere velovervejede, noget færre og som altid temmelig tvetydige. Hvad var der lige med Jimi Hendrix, som ifølge Amidon havde bedt ham spille nogle flere ‘runde sange’? Kan en sang lyde som en drøm om at sove på et minatureæsel med meget skarpe tænder?

Det stod aldrig helt klart, men Amidons lune beretninger og facon føjede en ekstra dimension til de i forvejen fortællelystne folknumre, der, deres ofte alt andet end udfarende lydbillede taget i betragtning, nu er i en vis fare for at blive temmelig indesluttet selskab i en tømmermændstung weekends sidste timer. Det skete dog aldrig i Lille Vega, og hvad enten Amidon indirekte satte gulvet i vibrationer gennem publikums ivrige trampen til hans lumberjack-lydende fiddle på “How Come That Blood” eller igen og igen imponerede med sine fingres lystige bluegrass-dans på banjoen, var hans nærvær og oprigtighed den helt store attraktion på scenen søndag aften. Et så helhjertet tilstedeværende ‘velkommen indenfor’ bydes man sjældent af nogen kunstner med en længerevarende tour bag sig, og som lige dele folkmusiker og ivrig, halvrablende historieberetter er det vel noget nær den største kompliment, man kan få.

★★★★★☆

Fotos: Mathias Laurvig

3 kommentarer

  • Vild, vild, vild koncert – min bedste i 2013 ud af 50 stks-ish. Hvad var det for en sax-duet han nynnede med pigen oppe foran ved scenen? Det var jo gåsehudsfremkaldende a h t.

  • Hej Jonas

    Ja, Amidon var godt nok forrygende selskab i Vega. Det med duetten har jeg også prøvet at finde ud af, men desværre uden held. Måske er der andre på linjen, der kan hjælpe?

    Mvh. Signe

Deltag i debat