Plader

Sleigh Bells: Bitter Rivals

Sleigh Bells’ lyd besidder i sig selv en gimmick-værdi, der lader sig strække rigtig langt i kraft af duoens udtryksfulde attitude og kompromisløse fremførsel. Alexis Krauss og Derek Edward Miller er i fællesskab fortsat et fænomen for sig selv, hvor nærmere sammenligninger til andre kunstnere ikke har meget mening.

Siden amerikanske Sleigh Bells i bogstaveligste forstand brød gennem lydmuren med det anmelderroste debutalbum, Treats, har man som lytter ikke kunnet været i tvivl om duoens placering på det globale musikalske verdenskort. For gruppens blanding af energikompakte guitarriffs og sødmefyldt girlpop-vokal – der tager begrebet noise-pop mere bogstaveligt, end det nogensinde har været tiltænkt – er unik. Den er et selvopfundet koncept, snarere end den er produktet af en begrænset tidsperiodes musikalske strømninger, og således udgør Alexis Krauss og Derek Edward Miller i fællesskab en øde ø midt ude i det musikalske verdenshav, hvorfra der intet genkendeligt land er i sigte.

Siden udgivelsen af debutalbummet har Sleigh Bells dog været meget igennem, og dette sætter da også sit aftryk i gruppens lyd. Hvor Treats var produktet af aggressiv Crystal Castles-klingende lo-fi-produktion med 8-bit synth-hooks, er lyden på deres tredje album, Bitter Rivals, klaret en smule op. Om det er udtryk for et bevidst valg om at forlade en stigmatiserende tidslomme udgjort af bands, der med stolthed har dyrket hjemmeproduktionerne, er svært at sige, men lyden er langt pænere end tidligere og mere radiovenlig end nogensinde – hvis ikke det var for de øresønderrivende riffs og eksplosive beats. Og netop spændingen mellem lettilgængelige popmelodier og et decideret utilgængeligt lydbillede er duoens særkende. Et særkende, der om muligt er blevet styrket gennem årene, og som kan spores tilbage til Krauss og Millers fortid i henholdsvis girlpop-bandet RubyBlue og i hardcore-rockgruppen Poison the Well.

Tydeligst kommer det umage mix til udtryk i den fremragende pop-produktion “24”. Her fristes man som lytter til at gå et årti eller to tilbage i tiden forestille sig en forvokset 13-årig Alexis Krauss i en lyserød navlekort top siddende på sit teenage-værelse med Spice Girls-plakater hængende på væggen og en pen i hånden. Hun har idéen til et omkvæd: »Never could’ve known if you ever go because / say that you love and you’ll never love«. Hun sender det til sin ven Derek, der mangler noget tekst til sit nye punk-hook, og “24” er født. Det særegne miks af beatets overgjorte kicks, Millers technopunk-riffs og Krauss’ sødmefulde vokal er alle komponenter, der gør dette samt numre som ”Young Legend” og ”Love Sick” til absurde perler, hvis lige næppe er hørt før.

Til trods for fascinationen ved ovennævnte mildest talt umage kludetæppe af et pophit er det dog først, når Krauss for alvor trækker i sort læderjakke og nittebælte, at Sleigh Bells trænger ind på lytteren. Således besidder indledningsnummeret “Bitter Rivals” en energi, hvis primære formål synes synes at være fra start at slå benene væk under lytteren. For derefter at lade én ligge der den følgende halve time. »Point a gun / at the mirror / Heart’s so dark / make dirt look clean / so clean / so clean / don’t kick / don’t scream«, synger Krauss med attitude af Alison Mosshart-dimensioner over eksplosive riffs, som alene kunne gøre sig som underlægningsmusik til en hel Die Hard-film.

Når Sleigh Bells’ mærkværdige lydunivers rammer plet, sker det så effektfuldt, at man skal være langt mere end døv for ikke at lade sig rive med. Imidlertid bærer Bitter Rivals endnu tydeligt på nogle af de børnesygdomme, som musikernes forhistorie fører med sig. Om end albummet blot varer 30 minutter, bliver Krauss’ højfrekvente pop-kitschede melodier hurtigt trivielle, ligesom Millers karakteristiske power-akkorder hele tiden balancerer på grænsen mellem coolness og banalitet – og nogle gange falder ud til den uheldige side. Således fremstår “Sugarcane”, “You Don’t Get Me Twice” og “To Hell with You” alle som fillers i begrebets allerpureste form.

Bitter Rivals er ingen nyskabelse, som Treats var det få år tidligere. Mikset mellem girlpop og hardcore-punk chokerer ikke længere nogen, og albummet leverer ikke nogen ny “Infinity Guitars” eller “Rill Rill”. Alligevel besidder Sleigh Bells’ lyd en gimmick-værdi, der i kraft af duoens udtryksfulde attitude og kompromisløse fremførsel om nødvendigt lader sig strække rigtig langt. Krauss og Miller er fortsat et fænomen for sig, hvor nærmere sammenligninger til andre kunstnere ikke har meget mening. Dette skal dog ikke blive en undskyldning for at tænke i skabeloner i sangskrivningsprocessen – selv cheerleading-hymner tilsat distortion kan blive kedelige i længden.

★★★★☆☆

Om skribenten

Joachim Kahr Rasmussen

Biografi:
Min musikalske dannelse blev skyldet ud med regnvandet, der trængte gennem min families garagetag, en sommerdag i mine allerførste leveår. Her stod et af mine forældres sidste vidnesbyrd om et liv på den anden side af ligusterhækkene opmagasineret; en stor pladesamling, der nåede ud i alle afkroge af den alternative musiks verdenskort. Tilbage stod en fad bunke af cd'er med artister som Aqua, Madonna og Michael Jackson - en bunke, som jeg siden har set tilbage på, som mit musikalske ground zero. Herfra er horisonten blevet udvidet skridt for skridt: først var der Eminem, der med sit Slim Shady-alias effektivt fik slået benene væk under både mig og mine venner, og siden var der Red Hot Chili Peppers, der åbnede mine øjne for musik frembragt ved håndkraft.

Det var i forbindelse med fascinationen af sidstnævnte, at jeg i 2007 deltog i min første Roskilde Festival. Anthony Kiedis og resten af slænget fra LA var mit utvetydige formål med festivalen, men da jeg efter fire dage i mudder endnu engang kunne vende hjemad, var disse kun én oplevelse blandt utroligt mange andre, og sidenhen er min musikalske opvækst udelukkende fortsat.

 

Fem favoritalbums:
My Bloody Valentine: Loveless
The Strokes: Is This It?
Palace Music: Viva Last Blues
Mother Sparrow: Have a Heart
Sonic Youth: Goo

Skriv et svar