Anbefalet

Spids Nøgenhat anbefaler

Skrevet af Redaktionen

Spids Nøgenhat kommer med fred, men der bliver affyret tunge skyts på bandets musikalske anbefalinger. Således kommer Morten Aron og Anders Grøn her rundt om navne, der tæller Black Sabbath og Monster Magnet. Men der er også plads til lidt svensk poesi.

I går bragte vi et interviewspids-2-magnus-300 med Spids Nøgenhat her på Undertoner. Vi bad også nogle af bandmedlemmerne om at give deres bud på anbefalelsesværdige plader. Nedenfor kan du læse, hvad guitarist Morten Aron og trommeslager Anders Grøn har fundet frem af mindblowing materiale fra nostalgiens skuffer. 

——————————————————————–

Morten Arons anbefalinger:

13th Floor Elevators: Easter Everywhere (1968)
Den ultimative acid-rock-psych-LP. Hverken mere eller mindre. Spillet, som kun rigtigt langhårede Texas-hippier kan spille det. De imaginære pistoler ryger stadig langt ind i hvert nummer. Under indflydelse af blues, folk, rock’n’roll, soul, surf og gospel bliver man taget på et dødstrip, der ikke har særligt meget at gøre med San Francisco-hippiernes summer of love. Den sumpede lyd, godt blandet med ørkenens støv, understøtter mere end modarbejder de fantastiske melodier og tekster. Roky’s stemme borer sig lige ind i hjernen som en stemme fra urdybet. Bandet flyver højt, direkte mod afgrunden, og man ville ønske man blev taget med i faldet. Langt bedre end deres første garagerock-plade Psychedelic Sounds og mere fokuseret end deres sidste plade Bull of the Woods. 13th Floor Elevators har været mit favoritband og største inspirationskilde, siden mig og Lorenzo (forsanger i Spids Nøgenhat, red.) i gymnasiet i 1987 hørte Roky græde sig gennem bluesnummeret “Fire in My Bones”. Et skelsættende øjeblik.

Bobb Trimble: Harvest of Dreams (1981)
En psykedelisk folkperle fra noget så sent som 1981, hvilket lyden også bærer præg af. Man skulle tro, at verden var holdt op med at spille den slags musik på det tidspunkt. Det har også taget næsten tredive år, før Bobb Trimble har fået noget, der ligner fuld kredit for sit banebrydende arbejde. Musikken er stopfuld af fantastiske og smukke popmelodier, pakket ind i et klaustrofobisk kludetæppe af stemmer, guitarer, fløjter og lyde, der absolut ikke har noget at gøre der. Hans høje, lyse stemme sniger sig ind på én, og man skal gøre sig selv den tjeneste at høre den med hovedtelefoner på. Creepy stuff. En plade, der sætter psykedelisk rock i relief. Numrene behøver ikke at vare i tyve minutter eller være fulde af ekko og wahpedal, men kan ganske simpelt sætte lytteren i en sindstilstand, der er så markant langt væk fra virkeligheden, at det må betegnes som et rigtigt trip.

Mad River: Mad River (1968)
Bandet spiller over hals og hoved, og virker på det nærmeste ustoppelige. Hvis man nogensinde tror, at man har hørt syrerock, så er det først, når man har hørt den her plade fra den ene ende til den anden. Igen er traditionen bluesrock tilsat et gevaldigt skud af 1968’er-San Francisco. Hårdkogt, direkte og alligevel følsomt, poetiske tekster. Det har taget mig tyve år og en Fanø-guitarist at komme ind til kernen i den plade, før jeg rigtigt forstod, hvad det var, der foregik. Men jeg har været draget og tryllebundet af den plade, siden mig og Lorenzo hørte den første gang i Candy Records på Fælledvej i 1992. Lorenzo spurgte pladepusheren, om han ikke havde noget rigtigt psykedelisk rock. Han satte Mad River på og brugte grinende den næste halve time på at skrabe vores kæber op fra gulvet.

Iggy and the Stooges: Raw Power (1973)
Jeg var 14 år, da jeg lånte denne LP på det lokale bibliotek. Jeg tog den på grund af coverbilledet, der viser Iggy i bar overkrop stå med mikrofonen som det eneste faste holdepunkt. Jeg kendte kun Stooges perifert, og det var så den plade, biblioteket havde. Jeg blev ikke skuffet. Fra at gå fra en diæt af US hardcore blev jeg introduceret til en omgang heroinrock af værste skuffe. Desperationen, vreden, aggressiviteten, teksterne. Jeg købte det hele. Det er rock’n’roll, når det er allerbedst. En Detroit punkrocker med rygsækken fuld af fortabte hippiedrømme.

Grateful Dead: Live/Dead (1969)
Grateful Dead er det største hippie-jamband fra San Francisco. De har lavet så mange plader og spredt sig så meget, at det ikke giver nogen mening at hive nogle ud. Et band, som jeg først har lært at holde af inden for de sidste par år. Jeg forstod simpelthen ikke, hvad der foregik, men så en dag faldt tiøren, og der åbnede sig en verden af psykedeliske farver, striber og samspil, jeg aldrig før havde hørt. Live/Dead er der, hvor de når toppen for mig. Giv dig selv en chance og hør den. Det er en gave.

Monster Magnet: Spine of God (1991)
Klokken er 1992. Hele On Trial sidder samlet i Gas Giants sofa i øvelokalet på Islands Brygge. Et sted, man dengang kun kom, hvis man havde et ærinde der. Forsangeren sætter sit nyeste vinylindkøb på med ordene: »Jeg tror i kan lide det her.« Han havde ret. Første nummer var “Nod Scene”. Nålen rammer vinylen, og man hører Dave Wyndorffs ordentlige mandehvæs, efterfulgt af en ekkoinficeret røgsky. Det superslaskede guitarriff. Stemmen. Og så kom omkvædet: Fuzzguitar så tungt, som jeg aldrig havde hørt det før. Vi headbangede, så hurtigt vi nu kunne med vores lange flipperhår, og det gør jeg stadig, når jeg hører den plade. Fuld af gode sange, tunge riffs og et psykedelisk flow fra ende til anden. Her blev der for alvor lagt et blueprint til inspiration, 4-spors-kassettebåndsindspilninger, store røgskyer og glemte aftener. Det var stonerrock, før det blev mainstream-heavy, der mest handlede om hurtige biler og nøgne damer. Som de selv skrev bag på pladen: »It’s a satanic drug thing, you wouldn’t understand.« Men vi forstod det godt!

Anders Grøns anbefalinger:

Love: Forever Changes (1967)
Arthur Lee & co. lavede i 1967 dette helt fantastiske album. Et album, der smukt balancerer mellem det poppede og hårdt rockende. Det er poetisk og svævende med en inderlig nerve og knivskarp kant. En klassiker, der har bidt sig godt og grundigt fast, og som har en stor betydning for mig og min skønne kæreste.

Neil Young: Live at Massey Hall (1971)
Neil Young er et tveægget sværd. Den ene side er et frådende rockmonster, der blæser alt omkuld i miles omkreds. Den anden side er en skrøbelig, langhåret freak, der med sin inderlighed, på smukkeste vis, er mindst lige så voldsom. Jeg bliver blæst omkuld lige meget hvilken side af sværdet, jeg møder. På denne liveoptagelse fra 19. januar i 1971 er Neil Young solo og helt fantastisk. Han fremstår knivskarp, og med humor bliver man ført igennem den ene store sang efter den anden. Jeg hørte dette album meget i tiden omkring min mors død, og så hænger Neil Young uløseligt sammen med en anden god ven, der desværre ikke er her mere. Så dette album vækker utroligt store følelser i mig af sorg og længsel, men skønheden giver mig samtidig en utrolig glæde.

Dead Moon: Unknown Passage (1989)
I min bog er Fred Cole toppen af poppen. Få overgår ham i intensitet og nerve og med den gør-det-selv-ånd, der har gennemsyret mandens tilgang til musikken siden tresserne, er han en stor inspiration. Dead Moon startede i slutningen af 80’erne, hvor Fred Cole lavede bandet med sin kone Toody og vennen Andrew Loomis på trommer. Plader optog de hjemme, udgav dem på eget pladeselskab og pressede selv vinylerne på samme maskine som i sin tid skar ”Louie Louie” med The Kingsmen. Fred har den vildeste stemme, og så er han verdens bedste guitarist. Det ved alle!

Harvester: Hemåt (1969)
Der går en smuk, rød tråd gennem musikken, disse folk skabte i Pärson Sound, der blev til International Harvester, siden Harvester, for til sidst at hedde Träd, Gräs och Stenar. Deres musik blander på allerfineste vis svensk musiktradition med beat og avantgarde. Dette giver en masse nuancer i musikken, lige fra det sagte og poetisk vuggende til højspændt syreimprovisation. Men det, som blæser mig omkuld, er den nerve, der altid er til stede i deres musik. De har en ægthed og ærlighed, som rører mig dybt. Musikken flyder og bugter sig gennem landskabet, og når den er bedst, løftes man op og væk. Du bliver ét med musikken, bliver en del af deres univers. Et univers, som for mig er fyldt med skønhed og følelsen af, at det her bare er helt rigtigt. Det er rock for krop og sjæl! Nu har jeg valgt at fremhæve Harvester, men jeg vil anbefale at give alle pladerne en chance.

Creedence Clearwater Revival: Alt!
Jeg ved godt, at det ikke er smart eller hipt, men jeg elsker Creedence. Jeg kan huske hvordan, jeg kunne høre Creedence blive spillet kanonhøjt inde i vores gule typehus, når jeg kom hjem fra skole og stillede min cykel i garagen. Min mor havde de to Chronicle-opsamlinger, og de blev luftet flittigt. I starten var de der bare, men med tiden begyndte jeg selv at hive pladerne frem og sætte dem på. Ud over at bringe mig tilbage til, da alt var trygt, og der ikke var de store bekymringer i mit liv, så bliver jeg stadigvæk ramt af John Fogerty´s fantastiske vokal, sangene, lyden, og måden de spiller på. Creedence er helt rigtigt på så mange måder, og så har de altid været der.

Black Sabbath: 1-6
For mig blev rocken farlig, da jeg mødte Black Sabbath. Et band, der kom på banen kort tid, inden jeg selv begyndte at spille musik, og mit fokus stille og roligt flyttede sig fra alle de ‘fornuftige’ ting, jeg havde fyldt mit liv med. Nu begyndte det at dreje sig om, hvem man kunne lave et band med, hvor vi kunne drikke øl uden nogen fandt ud af det, og hvordan man egentlig fik kontakt med de der piger. Her passede Sabbath perfekt ind på stort set alle planer. Der var dog ikke så mange piger, der lyttede på Sabbath, så der hjalp de ikke synderligt. But anyway, så har de påvirket mig enormt. Specielt har Bill Ward en stor stjerne hos mig som trommeslager. Men det er unfair at fremhæve en frem for en anden i det band. På samme måde som Creedence, så smelter de seks første plader sammen for mig, og jeg kan ikke vælge et album frem for et andet. Jeg kan i perioder foretrække visse frem for andre, men en klar favorit tror jeg aldrig, jeg lander på. Nyd derfor denne koncert fra Paris i 1970. Black Sabbath er on fire.

Deltag i debat