Artikler Interview

Spids Nøgenhat – Det revolutionerende underholdningsorkester er landet igen

Skrevet af Daniel Niebuhr

Efter 12 års pause på albumfronten fulgte Spids Nøgenhat i år endelig op på debuten, En Mærkelig Kop Te. Undertoner fik en snak med Morten Aron Larsen om for-, nu- og fremtid, om at udgive på kassettebånd og om ikke altid at tage musikken fuldstændig seriøst.

kult_spids_n_genhat_797700y

Det er november. Mørkt og pissekoldt for at være helt ærlig. Og uanset hvor meget man end måtte prøve, kan det vestlige København på nuværende tidspunkt ikke føles længere væk fra solbeskinnede sommerdage på Lolland-Falster. Alligevel ender jeg flere gange denne aften med at vende tilbage til de to syddanske øer, for mit interview med Morten Aron Larsen kommer hurtigt til at handle om alt muligt andet end Spids Nøgenhat og bandets seneste plade, Kommer med Fred – det kommer resten af artiklen dog ikke til at bære præg af.

»Guf har lige ringet. Han spurgte, hvornår det der interview var i morgen.«

Vi griner begge to af hele situationen, der vidner meget godt om et band, som er notorisk kendte for altid at have mange bolde i luften på samme tid. Altid både for- og bagud for deres tid på én og samme gang. Det hele begyndte omkring årtusindeskiftet, men ikke nødvendigvis succesfuldt erindrer Morten.

»Der kom jo aldrig nogen til vores koncerter. Det var alt for langhåret og absolut det stik modsatte af i dag.«

Roskilde blev vendepunktet
”I dag” er så Spids Nøgenhat anno 2013. Det, der startede som tre gamle venners hyggeprojekt med diverse covernumre, har i dag udviklet sig til at blive bannerfører for en (næsten) svunden tid i musikhistorien, som her cirka 50 år efter udlever det tætteste, man vel nok kommer på en egentlig renæssance. Egentlig var hele projektet sat i bero. Men en – for manges vedkommende – glædelig gendannelse i 2008 blev startskuddet på endnu et kapitel i historien om det selvudråbte ”revolutionerende underholdningsorkester”.

»I 2008 havde vi ikke snakket med hinanden i et stykke tid. Men så kom Ralph (Rjeily, red.) og sagde, at folk gerne ville have, at vi kom og spillede med Spids Nøgenhat – og om vi kunne tænke os det. Det kunne vi da godt prøve, og da vi så kommer ind i Stengade i 2008, og der er stuvende fuldt, tænkte vi: »Det er sgu sjovt, det her.« Og så kørte det bare. Vendepunktet kommer så nok, efter vi har spillet på Roskilde Festival og siger til hinanden: »Okay, det her det er faktisk meget fedt.« Folk synes, det er godt, vi synes, det er sjovt at spille – så lad os gøre noget.«

Det ”noget” er så blevet til Kommer Med Fred, der i sig selv distancerer sig med flere længder fra debuten, En Mærkelig Kop Te. Der er ikke blot blevet taget afstand fra alle forgængerens bobler og hallucinogener, men hvis man spørger Morten, dokumenterer gruppens seneste udspil også resultatet af en modningsproces samt et langt mere helstøbt og konsensusbaseret band.

»I starten var vi jo kun os tre, der blandt andet spillede de her covernumre. Og så en dag kommer Guf med de her sange, og så indspillede vi denne her meget undergrundsagtige og primitive plade på otte spor i vores øvelokale i Nordvest, som jo helst skulle være så udflippet som muligt. I dag er det jo noget andet. Vi er hver især kommet med vores. Så diskuterede vi, hvor vi kunne mødes, og så er vi mødtes dér, hvor pladen er havnet – i et meget straight udtryk på et eller andet led, men samtidig også flippet nok.«

»Vi har gerne ville lave noget, der, hvis man hører den om 10 år, ikke får én til at tænke: »Men sådan lød de alle sammen i 2013.« Det skal være noget, vi godt kan holde ud at høre på om 10 år, eller hvis vi havde udgivet det for 10 år siden, ville vi stadig synes, at det er helt kanon. En tidløs plade, om man vil.«

Bobler, covernumre og countryrock1000975_644346992257246_927230705_n
Alt i alt ligger pladen mellem det lineære, det udflippede, covernumre, messende mantraer og en enkelt popmelodi med dertilhørende, catchy omkvæd, og det synes måske svært at lokalisere en egentlig rød tråd. Det mener Morten heller ikke, at der nødvendigvis har været, men hæfter sig ved, at der, midt i mellem de mange forskellige inspirationskilder, trods alt har været et fælles mål for hele pladens produktionsforløb.

»Vi skulle lave noget, der var godt. Det var meningen. Det skal ikke være noget, der lefler for publikum; men det skal også være noget, man kan holde ud at høre på. Det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at jeg er blevet vild med sådan noget slut-60’er countryrock, mens de andre godt kan lide masser af bobler. Så Furekåben har stadig ligget og rodet rundt i vores baghoveder, og det kan godt være, man ikke kan høre det, men sådan noget kommercielt noget som Crosby, Stills, Nash & Young – den der langsomme, slæbende lyd – det har stadig været der for mit vedkommende.«

»”Langebro” er eksempelvis også et nummer, vi har spillet, hvor jeg ikke synes, det var så oplagt. Det var jo Gasolin, det kan man da ikke, vel? Det kunne man så godt, og det virkede jo fint. Men i sidste ende har vi jo kunnet mødes et sted, hvor vi har lavet nogle sange, vi alle sammen kan stå inde for og synes er fede. Og så spiller vi.«

Og især covernumrene har hængt fast faktisk siden før bandets fødsel. For den danske sangskat er lige så essentiel en del af Spids Nøgenhat og Mortens musikalske hverdag som for 20 år siden.

»Helt tilbage i start-90’erne begyndte vi at samle på sådan noget langhårsrock, og Guf fik fingrene i ”Udkoksning i Tre Satser” med Cinderella. Og vi syntes jo, at Hasse og William, Furekåben og alle dem dér var for fede. Men der var jo ikke nogen, der spillede dem. »Så må vi jo gøre det selv,« tænkte vi. Covernumre lå os jo ikke fjernt, for det var jo en del af hele den der 60’er-tradition.«

»Så da vi stod og følte, at vi skulle spille noget dansk, var det jo helt oplagt med denne her ”Udkoksning i Tre Satser”, for den er jo helt væk – den må vi spille. Alrune Rod, det er helt væk – det skal vi spille. Hasse og William og ”Itsi Bitsi”, det er helt færdigt – vi bliver nødt til at spille det her. For som vi skriver på den første plade, er vi jo et underholdningsorkester, for det var kun til underholdning. Da vi hørte, at han lå der på gulvet og var helt kokset ud første gang, var vi jo færdige af grin og tænkte, at der da måtte være andre end os, der synes, det er sjovt. Vi tog det faktisk ikke så seriøst lige i starten.«

Kommer med vinyl
En forkærlighed for vinylplader var altså med til at sætte gang i det hele, og den dag i dag agter bandet stadig at udgive deres materiale i mere håndgribelig form end de digitale alternativer, der efterhånden har overtaget musikmarkedet. Således er Kommer Med Fred udkommet på både CD, vinyl og kassettebånd, hvilket har været et fuldstændig bevidst valg fra bandets side.

»Vi er jo alle sammen vinylsamlere, så vinyl skal det være. Kassettebånd er kommet med, fordi der jo stadig er folk, der udgiver ting på den måde – nogle gange sådan noget hjemmelavet i 30 eksemplarer. Men det var mere en sjov ting, for så har vi det hele med. Derudover ville det jo også være ærgerligt kun at køre den på vinyl, for der er jo også folk, der ikke har en pladespiller, men som køber CD’er. Vi gider jo heller ikke ekskludere nogen.«

Og hvad så nu. Fem år efter gendannelsen og med endnu en udgivelse i ryggen har bandet begivet sig ud på en turné rundt omkring i landet. Men fremtiden tør Morten ikke spå om. Dog må det efter hans mening på ingen måde blive for forceret.

»Vi må godt lige læne os tilbage, for hvis vi skal lave mere, skal det give mening. Det kan ikke nytte noget, at vi bare siger: »Hey, nu rider vi med på bølgen. Alle er vilde med Spids Nøgenhat, så vi laver hurtigt noget nyt,« og så laver vi et eller andet topfesent, dårlig underholdningsmusik, der kunne have været lavet af Sweethearts, mens de spiller coverversioner. Det skal bare ikke ske. Vi tager det nok lidt, som det kommer, selvom det da kunne være sjovt at lave noget mere på et eller andet tidspunkt. Men hvis vi så laver noget mere, og så tænker, at det ikke holder en meter – så bliver der ikke mere.«

I morgen venter der endnu mere Spids Nøgenhat til Undertoners kære læsere, når Morten Aron og Anders Grøn disker op med en stribe anbefalinger. Forvent både en god portion trippet psych og flippet, svensk poesi. Med andre ord, stay tuned.

Deltag i debat