Plader

The Melvins: Tres Cabrones

The Melvins har 30-års-jubilæum og har i den anledning inviteret bandets første trommeslager med på Tres Cabrones. Desværre er resultatet lidt for broget og ujævnt til, at man virkelig kommer i festhumør af løjerne.

2013 er året, hvor sludge-punkerne i The Melvins kan fejre rund fødselsdag; den tredje af slagsen. Det er nemlig 30 år, siden bandet startede som et hardcore punkband, efter Buzz Osborne, Matt Lukin og Mike Dillard slog pjalterne sammen i high school. Lukin kom senere med i Mudhoney, og Dillard blev tidligt erstattet af Dale Crover, der siden 1984 har uddelt tørre tæsk til tønderne i bandet.

Jubilæet er ikke gået ubemærket hen i The Melvins-lejren. For at fejre mærkedagen har bandet nemlig udgivet albummet Tres Cabrones sammen med deres gamle kompagnon Dillard bag trommerne. Jared Warren og Coady Willis fra Big Business, der siden 2006 har medvirket i bandet, har fået et pusterum fra løjerne, mens Crover varetager bassen.

Med et line-up, der således nærmer sig den første udgave af bandet, er albummet altså ment som en tur tilbage til begyndelsen. Findes der en bedre måde at fejre et 30-års-jubilæum? Svaret er formentlig ”ja”, for Tres Cabrones er et sært ujævnt album fra et band, der normalt holder sig et tårnhøjt niveau. Ifølge Osborne selv er musikken på albummet skrevet specifikt til denne inkarnation af The Melvins. Om det er denne fokus på form, der er gået ud over indholdssiden, skal være usagt, men i hvert fald udviser de 12 numre et kvalitetsspænd, der giver plads til lidt for mange svipsere.

Det er skam ikke, fordi Tres Cabrones er et dårligt album som sådan. Der er aldeles glimrende numre som for eksempel åbneren ”Dr. Mule”, der synes at hente noget af sin inspiration fra bandets samarbejde med den tidligere Dead Kennedys-forsanger, Jello Biafra. Nummeret starter lige på og hårdt med en helt igennem punket energi, som peger tilbage mod bandets rødder i hardcore, inden sludge-tendenserne kom indover. Det samme kan siges om sange som ”Walter’s Lips” og ”Stick ‘Em Up Bitch”, der begge dyrker det forholdsvist enkle og samtidig superenergiske punkudtryk, som også går igen på albummet Mangled Demos From 1983 bestående af optagelser fra bandets spæde start, men som først blev udgivet i 2005.

Andre numre dyrker et mere slæbende og for bandet klassisk udtryk. Det gælder eksempelvis ”City Dump”, ”American Cow”, ”Psychodelic Haze” og ”Stump Farmer”. Her kultiverer The Melvins det udtryk, der for længe siden er blevet bandets varemærke. Det hele er ondt og tungt, og det giver mest af alt mindelser om bandets bedste udgivelser fra starten af 90’erne, og det er da også her, man skal finde albummets mest overbevisende momenter.

Så vidt, så godt. Kæden hopper først af for mig ved numrene ”Tie My Pecker To A Tree”, ”99 Bottles Of Beer” og ”You’re In The Army Now”. I alle tre tilfælde er der tale om traditionals, og i The Melvins’ fortolkninger er disse blevet til noget af det mest enerverende fyld, jeg længe har hørt på en udgivelse. Det er fjollet og fuldstændig ude af kontekst, og som lytter sidder man undrende tilbage og overvejer, hvad i alverden meningen er med disse ligegyldige indslag. Det lyder bestemt, som om det har været sjovt for bandet at indspille sangene, men ”man-skulle-nok-have-været-der”-faktoren er bare så høj, at lytteren hverken inddrages eller på anden måde får noget ud af de sange, der derfor nærmest fremstår som ren sabotage for albummet som helhed.

Også nummeret ”I Told You I Was Crazy” er med til at trække det samlede indtryk ned. Sære elektroniske lyde bugter sig af sted under Osbornes vokal, men desværre er det bare ikke sært på den seje måde, men tværtimod halvkedeligt. Vi skal to minutter og tyve sekunder ind i sangen, før det for alvor sparkes i gang og begynder at lyde af noget. På det tidspunkt har den bizarre start dog allerede ødelagt lidt for meget.

Osborne og Crover har som The Melvins’ to kernemedlemmer aldrig fulgt reglerne. Diskografien er propfuld af stenede, udsyrede, grænsesøgende og slet og ret mærkelige lydeksperimenter. I tilfældet Tres Cabrones må man bare sige, at de kunne have sluppet bedre fra eksperimentet. Hånden på hjertet: Jeg elsker The Melvins. Som en af mine venner engang formulerede det, er The Melvins den slags band, man ville ønske, man kunne svøbe sig i, som var det klæder, og måske er det også derfor, jeg forventer mig meget mere fra den kant. Men med fire svipsere ud af 12 mulige er der altså lang vej fra Tres Cabrones og til bandets bedste bedrifter. Det er synd, for selve idéen med at indspille et album med bandets originale trommeslager efter et 29 år langt fravær er i sig selv både god og original.

Tidligere på året fremsatte Crover den tese, at en af hemmelighederne bag bandets langtidsholdbarhed er dets store output af udgivelser. Således er Tres Cabrones The Melvins’ fjerde udspil i løbet af 2013, men nok også beviset på, at det ikke forholder sig helt sådan. Dertil er kvaliteten for svingende. Skulle bandet have ramt plet med eksperimentet, skulle de have skåret de dårligste numre fra og udgivet et minialbum eller slet og ret brugt flere kræfter på sangskrivningen i stedet for at indspille tre ligegyldige fjollenumre. For det er virkelig ærgerligt, at fokus i dén grad fjernes fra de mange gode sange, der også er at finde på albummet. At ni af de 12 sange desuden har været udgivet før, er med til at understrege, at Tres Cabrones er en lidt overflødig udgivelse. Det er dog ikke værre, end man kan få en hæderlig lytteoplevelse, hvis man ikke er bleg for at springe hen over nogle numre. Og så kan man ellers håbe på en mere jævn præstation næste gang. Der går nok ikke så længe.

★★★½☆☆

Deltag i debat